Tags

, , , ,

Rigtig mange gamle Ærø-huse, har sådanne finde mønstre over soklen. De findes i flere former og mange farver. De er lige til at samle på.

Elton og jeg havde en skøn morgenstund, lige indtil jeg skulle smøre madpakke og tage på formiddagstur med ham. Har fået nye knive og de er skarpe og ukoncentreret skar jeg så dybt i to blommer på venstre hånds fingre. Sikken et blodbad, inden jeg så mig om havde jeg druknet alt hvad jeg havde af plastre strips og det løse. Køkkenvasken så ud som om jeg havde slagtet en gris. Måtte over til mine søde naboer, der fandt deres plastre frem og fik bundet det stramt omkring. Ringede til et nummer i avisen hvor der stod vagtlæge og blev vejledt til sygehusets vagthavende. Og det på trods af, at hende jeg havde ringet til ikke var på vagt. Tak. Jeg nåede lige at få Elton moslet i tøjet og i klapvognen så vi kunne nå bussen 9.10. Smart.

På det søde lille sygehus blev jeg lappet sammen og fik fine forbindinger på. Nu kan hverken Elton eller jeg blive vasket. Han er sikkert ligeglad, jeg mindre glad. Ellers går det udmærket med 1½ hånd. Når man springer det meste over.

Buschaufføren var en kernekarl og hjalp mig både ud og ind med klapvognen og ønskede god bedring. Jeg er fuld af beundring for alle dem jeg har mødt. Den hjælpsomhed og venlighed er uovertruffen. Jeg må næsten skrive til deres arbejdsgiver en dag og spørge om de ikke kan få lønforhøjelse.

Drama nummer to begyndte ved sengetid. Her gik det op for mig, at den unge mand havde bidt hul i de to nye sutter han havde fået med. Og når der er hul i dem, gider han ikke sutte på dem. Jøsses! Det var ikke nemt at putte på den konto. Men han var så træt, at han til sidst lagde jeg fortvivlet ned og så lukkede øjnene sig helt af sig selv. Nu håber jeg ikke han vågner i nat og bliver rasende, for de sutter kan jeg altså ikke sy sammen.

For nogen tid siden tog jeg mig sammen og skrev et oplæg til Kommunalbestyrelsen med forslag til at løse nogle boligudfordringer. Det har repræsentanter for Enhedslisten taget rigtig pænt imod. Vi må se om det i en eller anden udgave har sin gang på jorden. Nu synes jeg egentlig det er lidt spændende.