Tags

, , , ,

De syv søstre, hedder de 7 gavle i Vestergade i Ærøskøbing.

Jeg har allerede grus i øjnene, skønt kl. endnu ikke er 21. Men det tror pokker når man vækkes kl. 0.4. Jeg forsøgte ellers at lukke ørnene, tilbyde en sut og have is i maven. Men intet hjalp. han ville op. BASTA!

I morgentidlig skal vi tidlig op, og lur mig om han så ikke sover længe. Nå, pyt! Vi har haft en dejlig dag og han har været fuld af fis og ballade. Har nydt hvert øjeblik også da han ikke ville spise sin aftensmad. Men hvorfor skulle jeg også have det nemmere end hans forældre.

Han var i dag anledning til en god samtale i bussen, idet han filmede med en mand som hjalp os ombord. Det er faktisk ganske interessant, at folk er villige til at snakke, hvis man har lyst til det. Det er ikke som i hovedstadsområdet, at man tror, at folk er døvstumme eller ikke er kontaktbare på grund af alt det de har proppet i ørene. Det har man ikke i bussen på Ærø. Enkelte af de unge måske, men de taler faktisk også sammen, har jeg bemærket.

Fik et dejligt formiddagsbesøg, det trængte jeg til. Og det er så rørende, denne søde nabo, har omsorgsfuldt iværksat undersøgelse og nærmest fundet en bolig til mig. Den vil jeg besigtige engang om en uges tid. Af og til bliver jeg helt flov, af taknemmelighed over den venlighed, jeg er genstand for. Jeg ville ønske, vi kunne praktisere det over hele Danmark. Øen her er virkelig befolket af Venligboer.

Nyhederne har jeg ikke styr på, den del af tilværelsen bliver mindre og mindre betydningsfuld. Tingene får et andet perspektiv her. For hver dag der går undres jeg over, hvor mange spændende iværksættere, som befolker øen. Det er de skøreste og skønneste ting de har gang i. Lige for tiden har en ung kvinde taget initiativ til at bede folk fylde hendes garage med tørkost og ting de kan undvære i deres egen dagligdag og så deler hun det ud til fattige. På den hjemmeside, der hedder Vi hjælper hinanden på Ærø, kan man hver eneste dag læse om hvordan mennesker herovre hjælper hinanden med ting og tjenester: “Kan du tage en pakke med til Svendborg? Eller hvem vil tage det og det med fra apoteket til mig? Er der nogen som har et gammel vindue de vil af med? Er der et par stærke fyre som vil hjælpe mig med at flytte? Jeg er lige kommet til øen, hvilket el-selskab, kan anbefales. Er der nogen som mangler pyntegrønt så hent det gerne i min have.”