Tags

, , , , ,

Ren reklame for Ærø.

Bare de nu overlever, tænker den del af familien som hjemmefra, spændt forsøger at føle med i hvad min broder, søster og svigerinde blive udsat for herovre. Jager hun (det er mig) nu med dem fra morgen til aften? Skal de gå lange strabadserende ture? Får de noget ordentligt at spise? Sover de godt i deres senge om natten? Slås de om at komme på badeværelset og når nogle at tisse i buskerne før det bliver deres tur?

Til stor beroligelse, er det første døgn nu gået uden kæmpekriser. Den værste var faktisk min egen, da jeg søvnløs, til slut besluttede mig for sofaen i stuen. Min værelseskammerat forstår det ikke og er helt sikker på, at jeg bare har opfundet den larm, jeg ikke kunne sove fra. Men nix. Det var seriøse sager, når man ser bort fra, at den ene af mine fingre gjorde ondt og var irriterende, at sove sammen med.

Marstals to vigtigste seværdigheder blev beskuet. Ærø-Nissehuset besøgt. Nu kan jeg stryge det af listen. Her er ingen grund til gentagelser. Frisk luft i mildt vejr under en tur til stranden. Det er så godt gået. Jeg tror måske fidusen er at snakke hele vejen, ligesom når man går tur med børn. Så opdager de slet ikke hvor langt de faktisk kan gå. Men flot klaret. Jeg er helt sikker på, at de selv er helt tilfredse med indsatsen.

Og jeg må gerne drille dem. De har moppet mig hele formiddagen med, hvad jeg især ikke kunne som barn og det er ganske vist. Jeg husker det helt tydeligt selv. Jeg var klumpe dumpe over dem alle.

yndigt ser det ud – Nissehuset – men jeg tror det er piv koldt indvendig.

Faldt de gyseligste lysestager til julebordet i et telt i en baggård. De er så slemme, at de næsten er seværdige, men det kommer. Og så fangede jeg juleaftens økologiske and. Det er rart, at vide, at noget af maden er indkøbt. Så skal det nok gå alt sammen.