Tags

, , ,

Både Nisse Pjok og jeg spejder efter gode nyheder.

Nisse Pjok og jeg har talt sammen over morgenmaden. Det hele ser lidt lysere ud her til morgen. Solen er i hvert fald fremme og det hjælper, at tale om tingene. Jeg har nemlig undret mig over, hvad der har gjort mig til en kritisk medborger og jeg kom i tanke om, hvorledes jeg det første år på socialrådgiveruddannelsen sad og undrede mig over, hvorledes nogle af mine medstuderende kunne argumentere og pille ting fra hinanden i lærerbøgerne. Jeg forstod ikke hvordan de kunne se det? Hvorfor slugte jeg det hele rådt, når jeg faktisk var enige med dem der argumenterede mod nogle af skrifterne og mod lærerne. Så gik jeg i dybden med socialpolitik og pludselig forstod jeg en helt masse om, at aldrig har socialpolitik været opfundet for dine blå øjnes skyld. Det var et spørgsmål om hvorledes man ville udnytte eller opbevare arbejdskraften. Meget kort fortalt. Nu fik den medfødte uretfærdighedssans jeg tidligere havde anvendt, mulighed for også at bruge ord og analysere en tekst.

Jeg blev sat fri og fik et værktøj, min kuglepen. Jeg med den og flid kunne arbejde for nye mål, en bedre verden hvor lighed, menneskeværd uanset farve og religion, kunne fremmes. Jeg troede faktisk på, at der omkring vores klode går et blodrødt bånd som bandt og binder os sammen hånd i hånd for en mere retfærdig verden. Loyalitet og sammenhold var på dagsordenen.

De håb har jeg stadig, men jeg ved ikke længere hvad mine redskaber er. Og jeg fatter ikke hvordan de kritiske ryster og handlinger i klimadebat og menneskerettigheder er blevet til tomme tønder buldrer. Der sker ligesom ikke noget, eller meget lidt.

Vi forældre, der burde elske vores børn. Vi bedsteforældre der burde elske vores børnebørn helt op til stjernerne og værne om deres fremtid, sidder tavse ombord på en synkende skude. Vi gør ikke oprør over uretfærdighed, ulighed og splittelse. Vi  vover os ikke i fællesskab ind i kampen for en bedre verden. Er det vores lede ved det repræsentative demokrati, der forhindrer os og hvad sætter vi i stedet inden det er for sent?