Tags

, , ,

Her er stadig grønt og fint.

Øen er stadig grøn og fin. Gule roser klamrer sig til grenene og har vist helt glemt, at vi er i december måned. Tågen og disen ruller af og til ind over os, som i dag hvor det også silede ned ind imellem. Først skulle der sendes lidt julebreve. Det bliver ikke til mange i år og det ene jeg har fået, var næsten regnet væk i postkassen. Tak Dorte.

Venindefrokost på Den Gamle Købmandsgård og den sædvanlige guidede tur til seværdigheder og butikker. Små gader og beundring af skønne dukkehuse. Jeg har endnu ikke mødt en eneste som ikke har lovet sig selv, at komme her igen.

En modig dansepartner fra tirsdagsdansen ville med til dans på Harmonien, hvor vores elegante, italienske danseveninde underviste os gratis en hel time. Vi dansede græsk-, israelsk- og italiensk folkedans samt flere valse. Det var super herligt og bagefter stod den på lækker pizza og et glas rødvin, før bussen fandt vej hjem i mørket og jeg kunne dejse om på sofaen og se en omgang nyheder. Harmonien er det fine gamle badehotel i Ærøskøbing. Jeg ville gerne væggene talte til mig. Hvilket liv er mon gået gennem stuer og sale i disse mange år?

Lige nu har jeg mest lyst til at holde fast i dagene, at de ikke skal gå alt for hurtig og eventyret får en ende. uanset hvad der sker, er Ærø og jeg ikke færdige med at date. Om det bliver til kort eller lang forlovelse eller ligefrem ægteskab, er svært at sige på nuværende tidspunkt. Hjemme igen må det afgøres om kærligheden holder og gør den det, vil den også finde en form.

Nu tror jeg dynerne kalder og en god bog ligger på natbordet og råber på mig. I morgen er der atter en spændende dag og mit yngste barnebarns fødselsdag Og jeg er der ikke ØV!