Nordens bedst bevarede fattiggård – Danmarks Forsorgsmuseum ligger i Svendborg.

Her i helvedes forgård levede de fattige og uværdigt trængende helt op til begyndelsen af 70èrne. Jeg gøs medens jeg gik rundt. For godt nok genlød murene af uretfærdighed og et kummerligt liv, men jeg ser så tydeligt sammenhængnen med de interneringslejre som vi i dag burer mennesker inde i. Den vold, de ydmygelser og uretfærdigheder der blev begået mod børn, kvinder, psykiske syge og såkaldte “dovne” og fordrukne fattiglemmer for blot 60-70 år siden, gentager vi i dangens Danmark, hvis vi tør se det. Lejre ligger afsides, rædslerne holdes skjult for den almene befolkning – hvor er det ondt og uhyggeligt. Papes forslag om at putte 10 årige i fængsel matcher fuldstændig fortidens måde, at behandle børn på. At det først og fremmest er flygtningebørn, der står forrest i tildeling af rædslerne og skal leve i fattigdommen gør det ikke bedre.

Jeg har tilbragt dagen i Svendborg, hvor jeg også ville gense Den Røde Højskole, hvor jeg i begyndelsen af 70èrne underviste og hvor også min ældste datter – dengang 2-3 år gammel – var med i “revolutionens” fortrop. Det var en dejlig tid, for der var ligesom håb om, at fremtiden skulle blive bedre. Vi følte loyalitet og sammenhold. Vi sang de røde sange og kæmpede for en ordentlig social- og arbejdsmarkedspolitik.

Et lille tilbageblik og en følelse af ægte menneskenværd, oplevede jeg også i aftes, da rigtig mange skønne mennesker fra øen gæstede mit hjem med mad og drikke og en herlig kvinde spillede på sin harmonika, medens vi sang de gamle sange. Min dybeste taknemmelighed over denne gestus, et kærligt farvel og et velment på gensyn. Så rørende og menneskevarmt. Jeg har faktisk ikke ord for alle de følelser, der strømmer igennem mig, som tak for denne aften.

Og jeg spørger mig selv, hvordan kan det være, at vi er nogen som er så heldige og lykkelige, at få sådanne oplevelser, medens andre må døje så meget ondt?