Tags

, , ,

Fra et slarafenland for børn og voksne. En butik som jeg bare lige skal kigge i hver gang jeg runder Ærøskøbing.

For hver dag der går i hastigt tempo, prøver jeg, at skabe den rigtige finale og julefest med familien, inden mit eventyr på den smukke og gæstfrie ø er slut. Nu er en del af rengøringen klaret og således også mange indkøb, men en del må af gode grunde udsættes til sidste øjeblik for, at være frisk og lækker.

Tandlægebesøg, bestilling af vinduespudser og barnepigeaftaler fortæller sit klare sprog om, at jeg allerede har en fod på vej tilbage. Og det autentiske og det der gør øen til noget helt specielt, får også i disse dage nogle skår. Man vedtager bygning af min. 58 sommerhuse i noget af den mest fantastiske natur herovre. Alt kan ske, blot nogle kan få hurtige penge i kassen. Sommerhusfolket vil desværre næppe blive, det man drømmer om: en integreret del af øens befolkning. Det ville have været smartere – min mening – at sælge de mange tomme gamle huse og få dem renoveret til brug for tilflyttere og sommergæster. Det ville samtidig pynte på landbyer og byer . Og de ønskede skattekroner får man sikkert heller ikke ud af det i længden. Så måske er den dejlige ø under forvandling og vil være et andet sted når og hvis jeg skulle komme her tilbage.

Det er så trist, så trist, at det næsten kan lægge en dæmper på mit julehumør.

De sidste bøger skal læses færdige og afleveres på biblioteket, de sidste besøg aflægges og jeg skulle også gerne lige nå, at opleve det store nisseoptog i Ærøskøbing, som er en af de helt store traditioner omkring juletid. Allerede nu går voksne såvel som børn med nissehue i byen. Det er morsomt synes jeg og overvejer også, at anskaffe mig en.