Føj! En rotte i mit bed.

Ser endnu en pragt villa. Denne gang i Snekkersten.

Bedst som min hjælpesomme svigersøn sad her på hjemmekontoret og igen gjorde mine aktiviteter mulig, kigge vi ud af vinduet og så en meget stor rotte spadsere rundt på græsset. Jeg så også en for nogen tid siden, men fortrængte det og besluttede mig for, at der ikke var nogen. Jeg besluttede, at jeg så syner. Men desværre og de er store. Jeg er parat til at flytte og flygte, men hvorhen? Hvor findes der et rottefrit område?
Jeg hader rotter og mus og er bange for andre små pelsdyr. Et traume som har fulgt mig siden min barndom, hvor vi i den grad havde rotter på loftet. Mus i spisekammeret som badede i mælkefadet eller som min lillesøster puttede i lommen og drillede med, at få naive mig til at stikke hånden i hendes lomme til det kriblende stads. For slet ikke at tale om, når hun samlede de døde muldvarpe op på plænen om morgenen og putte i vores senge, fordi de havde sådan nogle søde små hænder og den fineste pels.
Hvem tror I fortsat løfter dynen og tjekker, før hun hopper i kanen for at slumre ind i drømmeland.
Pludselig er der måske også alligevel gået hul på mit vægprojekt, andre småsten på vejen er blevet ryddet og mit stress er i aftagende. Det føles godt. Ømheden og de blå mærker, som følge af cykelstyrtet opfattes mindre belastende. Måske har jeg igen fat i den lange ende af tilværelsen og kan give mig selv tilladelse til at være en glad pensionist.
Dygtige Molly har endvidere ringet til sin mormor og udtalt, at hun gerne vil med i teater på søndag. Det glæder jeg mig til. Hun syntes også lige Elton skulle snakke med sin mormor. jeg gætter på, at kiggede undrende på den stemme som kom ud af telefonen til ham.
De kære små.

Giv Det Videre

Tags

at give sin historie videre, kan skrives bid for bid, at leve i en historisk tid, at rydde op i hjernekisten, fattigfolk har også ret til en plads i historien

Blåt vejr. Synes vinden allerede er lidt kølig septemberagtig. Kan det mon passe at sommeren er forbi?

Jeg har længe været i det hjørne, hvor jeg har lyst til at rydde op, rydde ud og blive noget af fordums historie kvit. Og så alligevel. Det jeg skal have ryddet ud i, skal ikke i skraldespanden og i glemmebogen. Det skal bare ikke fysisk bo hos mig. Ikke fordi jeg har noget imod personligt at gå i glemmebogen, jeg har bare ikke lyst til at den historie jeg indgår i forsvinder. Historien om fattigfolks børn, skal der også være plads til. Det er nemt nok at finde slægtstavler og historier om adelige, berømtheder, videnskabsmænd og enkelte koner. Men folket, de der gravede grunden ud til godset. Dem der fik slidt ryggen i stykker af at slæbe tømmer, kornsække og høste. Konerne med de barkede og røde forslidte hænder af vasketøj, rengøring, slagtning, syltning og meget mere. De store børn som blev sendt hjemmefra som 12. årige for at tjene udenfor hjemmet. De skulle sove i karlekammeret med is på dynen og det der var værre. De små tjenestepige, der på mange måder led overlast og grusomme skæbner. Dem er der ikke skrevet så meget om. Min samtidshistorie er ikke helt så grum og alligevel ufattelig for de fleste nulevende.
Nu forstår jeg, at der er oprettet en hjemmeside, der hedder Giv Det Videre. Jeg har ikke selv prøvet den. Men angiveligt kan man på den side skrive sine små kapitler og stoppe når det bliver for følelsesladet – sådan har jeg det af og til – og så genoptage tråden på et senere tidspunkt. Det er rigtig smart. Måske rydder det også lidt op i hjernekisten selv at skrive. det viser sig da gang på gang, at skriveri er en god terapi.

Når enden er god, er alting godt.

Tags

fødselsdagsfesterne står i kø, dannelsesrejse til Mellem- og Sydamerika, til solskinsfest i kolonihavehus og smuk gammel have, rønnebærerne luer rødt og orange, jeg blunder lidt med avisen

Det lykkedes mig igen at blive væk på vej til fødselsdag.

For anden gang på kort tid lykkedes det mig, at fare vild i min søgning efter kolonihavehuset hvor der i morges skulle fejres fødselsdag. Både søn og svigersøn måtte ud og lede efter mig og heldigvis for mig blev jeg fundet og nåede jeg frem til en overordentlig hyggeligt morgenbord med sol i haven og tørvejr på cykelstien.
Der blev fejret fødselsdag, navnedag og for sidste gang sagt farvel til søn og svigerdatter, som nu drager på en dannelsesrejse i mellem- og Sydamerika det næste halve år. Det bliver vildt spændende, ikke mindst os der skal følge lidt med på sidelinien og høre nyt fra over there.
Senere på dagen ankom jeg til en 70 års fødselsdag i en smuk gammel have og også her artede vejret sig. En mega byge sendte gæsterne i løb fra parkeringspladsen og ind i teltet og så vupti kom solen frem og blev der resten af dagen. De varme tæpper og regntøjet kom ikke i brug og hjemme igen, kan jeg kigge ud på et solbeskinnet rønnebærtræ, der luer med knaldrøde bær. Ved siden af endnu et træ, men her er bærerne orange. Små børn tumler rundt og har det dejligt på græsset og forældrene kan nyde aftensmaden i fred og fordragelighed. Det er nu de 70.års fødselsdage hober sig op. Vi er mange der rykker ind i et nyt årti. Lidt underligt at tænke på. Dejligt til gengæld at dem jeg kender fortsat er nysgerrige på livet. Fyldt med interesse for hvad der rør sig fagligt, socialt og samfundsmæssigt. Det er mennesker som endnu vil udvikle sig, lære nyt og udveksle erfaringer. Det er livsbekræftende og dejligt.
Træt af den gode mad og vin kan jeg lægge mig på sofaen og læse avisen forfra og bagfra. Det er så fornøjeligt. Måske blunder jeg lidt ind imellem.

Angst

Tags

alene og overvældet, der er svær at styre, gamle mønstre kan tænde fælelser, kun dem der har prøvet forstå det, livet er ikke en selvfølge, måske er det alligevel en gave, når angsten æder af min sjæl, skeletter kan vælte ud af skabet igen, taknemmelig for hver dag der går godt

Fra en dejlig dag

 

Som de fleste læsere af min blog ved, fik trangen til at skrive til andet end til skrivebordsskuffen kød og blod, da jeg forlod arbejdsmarkedet. I erkendelse af, at daglig kommunikation om løst og fast, det der rører sig i en når, man nærmer sig sidste salgsdato i mange værdisæt i vores samfund, single, midaldrende eller gammel kvinde, uden arbejde, der ikke længere kan vende tanker og følelser med kolleger og venner. Når den dag oprander, hvor den viden, erfaring og mestring man har “levet” af på jobbet ikke længere har værdi. Når man ikke længere er omdrejningspunkt i familien, men langsomt og sikkert lever en større og større del af sit liv i periferien af al ting, da fik jeg lyst til at sætte ord på og tænkte, at vi dog måtte være mange, der deler de vilkår. Det er skam ikke altid nemt og kræver et vist mod at stikke næsen frem og blotte sig, men mit ønske og håb var og er, at ved at “tale højt”, kunne jeg inspirere, støtte andre og mig selv i et ny fase af livet. Det er blevet til næsten dagligt skriveri og jeg har læsere på bloggen ikke kun i DK, men også rundt om i verden. Når jeg skriver mest personligt, er der fleste læsere og jeg er taknemmelig for den opbakning til skriverierne, som jeg kan tolke udfra den anonyme statistik, jeg bliver opdateret med. Det er naturligvis også dejligt at få anerkendelse via face book, hvor nogle læsere har sin “gang”.
Når det er sagt, vil jeg fortælle, hvorledes jeg i går vågnede med en stor uro og hvorledes der i løbet af formiddagen bredte sig en uforklarlig angst i mit indre. Min mave blev så at sige nervøs og knuden af gråd voksede og voksede i brystet. Jeg blev forundret. Det er mange år siden, jeg dagligt måtte lide og leve med den angst. Dengang havde jeg grund til at være bange, men herom skal ikke fortælles nu.
Jeg troede, at jeg var “vokset” fra angsten, at jeg kunne styre den hvis den bankede på. Det kunne jeg altså ikke. Når først man er graveret med angsten nål i sit hjerte, skal der åbenbart kun handlinger, ord eller tildragelser, der minder om tidligere tider til at få den gammelkendte angst tilbage. Det giver gele i knæene, man hulker indvendig og oveni lægges angsten for ikke at kunne beherske sig og måske bryde sammen i et selskab der ikke forstår hvad der sker.
Man er så at sige godt og grundig alene med sine skeletter når de vælter ud af skabene.
Jeg er endnu overvældet og ked af hvor lidt der skal til. Samtidig er jeg dybt taknemmelig for hver dag der går godt og tager ikke livet som en selvfølge og det er måske alligevel den største gave.

Selvforkælelse af 3. grad

Tags

på en skala fra 1-10, man må tage skeen i egen hånd, kan humøret næsten gå i minus, selvforkælelse hjælper og det gør fysisk arbejde også, man må turde udtrykke sine behov og tage sine øretæver, hvis de falder

Fra en anden temmelig våd sommerferie.

Da jeg fyldte 30 år ventede jeg spændt på, at nogen skulle fejre mig. Det skete ikke. Så blev jeg voksen og tog sagen i egen hånd, for nu vidste jeg, at hvis jeg ville fejres, aktiveres, trøstes og elskes måtte jeg selv være aktiv og ikke bare lade stå til. Her kommer intet ind af brevsprækken af den slags. Det kan holde lidt hårdt, især når man ind imellem ikke rigtig synes, man er det værd eller fortjener det. Så er det om at være modig, åben og i stand til at udtrykke sine behov. Det er ikke altid nemt, at tage de øretæver, der også kan følge med, men livet er en vippetur. Op og ned går det og i dag trængte jeg til, at være komme lidt op på skalaen.
Du ved når du vågner om morgenen og humøret fra 1-10, ligger på næsten -1, skal der ske noget.
Godt hjulpet på vej af træning, dejlig kaffe og omsorg hos min kloge træningsveninde, tog jeg selvhjælpsprogrammet i anvendelse.
Hytten blev gjort rent, det har meget ofte en helbredende effekt på mig. Dels er jeg fysisk godt beskæftiget og dels er det så dejligt, at være her når der er ryddeligt, rent og pænt. Vaskekurven tømt. Det rene tøj hængt op. Rent på sengen. Er der noget bedre en at stikke sin trætte næse i duftende og nyvasket sengetøj. Allerhelst når det emmer af frisk luft og lidt sol.
Vejret blev bedre og bedre og efter en hurtig beslutning kom jeg på cyklen for at se om “negledamen”, havde en tid. Jeg var heldig eller også er der agurketid i branchen. Nu skinner poterne af frisk rød lak og pusselankerne er bløde og nysselige.
I den nye grønthandel bugnede det af hindbær, blåbær og kantareller. Jeg har engang lovet mig selv, at jeg skulle spise en krogmodnet dansk bøf. Cirklede længe omkring slagteren, for prisen var høj og jeg kunne ikke rigtig blive enig med mig selv, var det nu at gå for vidt?
Jeg sprang ud i det og det siger jeg jer. Den bøf smagte godt med stegte kantareller i en sjat fløde og lidt citron. Det triste humør er næsten forduftet og afløst af alvorlig eftertanke og et lidt lettere sind.
Selvforkælelse er medicin uden kemi og kan stærkt anbefales. Nu tror jeg vi er på 8 ud af 10.

Hvad er det dog der sker?

Tags

hvor får man et zonekort, så man forstår hvad der er Storkøbenhavn og hvad der er Hovedstadsområdet, DSB togpersonale kan være virkelig frække og modbydelige, det koster jo ikke noget at tale pænt, det er træls at blive betragtet som forbryder og snyder, når man ikke ejer de intentioner

Margrethe Den I har fået sig en beundrerinde. Molly kan ikke få nok historie om gamle dage.

Grundet en hektisk rejseaktivitet de seneste dage, har jeg fået skrankepaveri af værste skuffe præsenteret i de danske tog, af ubehøvlede og nedladende togbetjente/konduktører.
Først i toget til Korsør. Jeg har fået oplyst, at jeg må rejse til Borup ST. på mit pensionistkort, der gælder til alle zoner. Fra Borup skal jeg købe en 65 billet tur -retur Korsør. Det er vanskeligt at læse den opgave på internettet. Jeg finder først et IC tog fra Høje Taastrup til Korsør, nummer og tidspunkt. Så går jeg ind på DSB`s billetside og finder nummeret på IC toget og køber en billet fra Borup til Korsør og retur. Da toget ikke standser i Borup må man sjusse sig til tidspunktet. I går var der så – for første gang – en emsi togdame, som erklærede min billet ugyldig fra Borup til Korsør, fordi den ikke passede på minuttet. Jeg kunne være så god at stige af i Borup og købe mig en ny billet. Det lykkedes dog at tale hende ned og lade mig blive i toget. Sur var hun og to sæder fremme gav hun en ung kvinde en bøde for at køre på et ungekort. Jeg har set reklamer på stationen og den unge dame forklarede, at hun havde købt sit kort hos DSB efter vejledning samme sted. NIX! Tre sæder fremme fik en ung mand i præcis samme situation samme besked og en bøde mere blev stukket ud. Der må da være noget galt et sted.
I dag var jeg på den igen. Klokken 16.00 steg jeg om bord i et forsinket tog på Roskilde station med pensionistkortet i den tro, at det var lovligt. Ved skiftet i Høje Taastrup vidste jeg, at jeg skulle bruge rejsekort fordi klokken endnu ikke var 17.00. Nu erklærede en togkonduktør så, at jeg selv var ansvarlig for at fatte, at jeg ikke måtte rejse overhovedet mellem kl. 15.00 og kl. 17.00. Hertil svarede jeg, at jeg havde forstået, at jeg i det Storkøbenhavnske område ikke må køre i visse zoner. Jeg har bare aldrig fundet ud af hvilke stationer disse zoner dækker over. Jeg har også læst mig til, at jeg ikke må bruge kortet i Hovedstadsområdet i samme tidsrum.
Men når jeg googler Hovedstadsområdet er Roskilde ikke med. Jeg bad ham forklare mig hvad der hører til Hovedstadsområdet og hvad der hører til Storkøbenhavn. Det opfattede han som en frækhed. HJÆLP! hvorfor får man ikke et kort med når man køber sit pensionistkort, så man ikke tager fejl. Kan man få udleveret et zonekort et sted?
Og det værste er, at personalet taler så modbydeligt til en. Hvis jeg var deres chef, blev de fyret.

På hjørnet af Saxogade

Tags

tykkere og tungere for hver dag der går, lever over evne, hvordan holder jeg dog munden lukket, Famo verdensklasse, italiens når det er bedst, rene og lækre råvarer

http://www.famo.dk Spis der så bliver du glad overrasket.

På hjørnet af Saxogade og Vesterbrogade ligger FAMO, en lille italiensk restauration. Men hvilken en. Før vores jazz aften i Haveselskabets Have med Junglemusik, skulle vi spise. Der var kun en menu, 4 retter for kr. 350, tror jeg nok. Tilhørende vinmeny til ca. samme pris. Jeg vidste, at jeg ikke kunne klemme fire retter ned i alle mine maver og heller ikke så meget vin skulle indenbords. Derfor besluttede vi antipasta 4 retter og hovedretten. Samt et glas hvidvin. Vinen var skøn blomsteragtig og frugtig frisk. De fire antipasta enormt lækre og rigelige. Midt i det hele kom tjeneren og toppede lidt i glassene. Jeg kunne simpelthen ikke spise mere, da de lækre antipasta var sat til livs. Her var imidlertid ingen sure miner da hovedretten blev afbestilt. Tværtimod kom kokken himself ned med en lille tallerken med is og jordbær, som vi da lige skulle smage.
Her må jeg spise igen og jeg kan på det varmeste anbefale alle andre at lægge vejen forbi og få sig et par himmerigsmundfulde. BRAVO! Siger jeg bare. Ikke underligt jeg lægger mig ud med den slags oplevelser. Ikke engang de daglige cykelture kan holde vægten nede.
Sommer og følelse af ferie, jazz på gader og pladser, som snart afløses af Operafestival og derefter Golden Days og Københavns 850 års jubilæum, giver disciplinen store udfordringer. For slet ikke at tale om de mange venner som runder 70 i år og naturligvis skal fejres.
Det kræver jeg holder munden lukket, hvilket jeg slet, slet ikke er god til.

Scener fra et barneliv

Tags

genoplevelser ffra egen ungers barndom, livretter og gode bøger, lykken ved at have børnebørn, solen skinner på en dejlig dag, tur i barndommens fodspor

ARG! Hør han prutter og siger grimme lyde.

Jeg sidder og nyder det og griner lidt i skæget. Molly sidder og leger på et tæppe med sine dukker og bamser og jeg kan høre noget af den kommunikation, der foregår derhjemme. Der bliver talt omsorgsfuldt og sødt og ind imellem får ungerne en ordentlig skideballe. Der bliver børstet tænder, sat på potte. Hun synger også for sine børn og det er helt utroligt hvor mange sange, hun kan udenad. Det har moderen gjort godt.
En af de skønne ting ved at have børnebørn er, at jeg kan snige mig til at genopleve en helt masse af de dejlige ting, jeg lavede med mine egne unger. I dag var det på Arbejdermuseet, hvor jeg egentlig bliver forundret over, hvor interesseret en femårig kan være i Gamle Dage. Et stort aftryk satte dasset nede i gården, men det er også lavet sjovt og på en måde uhyggeligt, med lyde fra en noget larmende mand på tønden.
Madpakkerne blev spist på et tæppe i Kongens Have. Desværre kunne dukketeatret ikke hamle op med det, at sidde i bagende sol, så vi måtte fortrække. Det betød heldigvis at vi nåede hjem, medens der endnu er energi til, at lege og beskæftige sig selv, i en sådan grad, som jeg sjældent har oplevet det. Så er jeg tæt på et lykkeligt øjeblik.
Og naturligvis kan man så også spise livretter og læse sjove bøger, når de helt unge er på besøg. Bare jeg bliver fri for ris og boller i karry, skal jeg ikke klage.

En hverdag med mange aktiviteter

Tags

dagen går på held og er brugt op, glæder mig til aftenens opera, glæder mig også til Molly og jeg skal være sammen, når meget, men nye opgaver står i kø, som pensionist går jeg ikke rundt og keder mig

Jeg har aldrig før oplevet en kalv som gravede huller, som en anden hund.

Jeg er igen blevet spurgt om, hvad jeg dog laver som pensionist? Underforstået hvorledes får jeg tiden til at gå, eller måske slå tiden ihjel. Først vil jeg sige, at jeg ikke bryder mig om at slå tiden ihjel, jeg nyder tiden og alt det jeg kan få ud af dagen, aftenen og nogle gange natten.
Lige nu føler jeg mig en smule træt og klokken er kun sent eftermiddag, hvilket får mig til at tænke tilbage på hvad timerne dog er gået med.
Vækkeuret ringede kl. 06.30, jeg kunne bare ikke få øjnene rigtig op før en time senere. Morgenmaden skulle dog indtages, så den ikke kom i vejen for træningen kl. 9.00. Nogle gange diskuterer jeg om det er godt at spise før eller efter og følgelig sker det derfor som vinden blæser. Og av! hvor var jeg øm. Mandagens styrketræning havde haft ordentlig fat forskellige steder i den feriedovne krop. Gav den selv gas på løbebånd og romaskine før cirkeltræning. Det er godt for samvittigheden og formentlig på selvhjulpetheden ind i fremtiden.
Ud og købe ind, der skal planlægges madpakker til flere udflugter med Molly, aftensmad ditto, som ikke skal laves når vi kommer trætte hjem fra morgendagens aktiviteter. Inden jeg får set mig om er det frokost og jeg er for tiden vildt sulten, hele tiden. Prøvede en ny opskrift på kikærteomelet med tomater og forårsløg. Det kan anbefales. Så faldt jeg om på sofaen med Søren Rasmussens bog, Mennesket i naturen- naturen i mennesket. Den er vildt interessant og alligevel vågnede jeg ved min egen højlydte snorken.
Kontortid ved pcèn. Skrive frem og tilbage med Teknisk Forvaltning og Boligselskab om nedrivning af en væg. Det er for viderekommende og alt skal foregå digitalt. Prøv lige en kommunehjemmeside og du vil snildt kunne bruge et par timer uden at komme ud af stedet. Tjekker mine opskrivninger på ny bolig, det kunne jo også være en løsning. Der findes ikke en under 13.000 plus fællesudgifter i København og omegn. Hvem skal dog bo i alle de nye lejligheder og hvem er det der har penge til det. Under togturen til Køge forleden, havde jeg jo udsigt til boligbyggeri langs hele banen. Virkelig mange. Jeg er dybt forundret. Derefter tilrettelægge de næste fire dages transport og koordinering med dem der er involveret. Der er jo jazz på gader og stræder, barer og spillesteder. Håber solen bliver en del af det. Leder også efter supervision, målet er at blive bedre til en opgave, jeg har i efteråret.
Pludselig er timerne igen forsvundet. Det kræver en kop kaffe og mere læsning på altanen. Telefonsamtaler og dagen er pist væk. Aftensmaden skal fixes for jeg skal i byen og høre opera i aften.
Det den som spurgte, sådan forsvinder en pensionisthverdag med lynets hast.

Vil du skrive en bog på Bali?

Tags

at skrive bøger, cykeltur i sommervejret, en lille logerende, en tur til Bali-måske

Flere vilde blomsterbuketter.

Ja, det kunne jeg sådan set rigtig godt tænke mig. OK! Så kom og hør hvordan. Jamen, det vil jeg så gøre. I det gode vejr forbereder jeg min cykeltur til arrangementet. En lille smule ør i hovedet af mangel på søvn. Min nye lille logerende sover ikke tiden væk og bliver selv for træt. Men taget i betragtning, at han har været på sin første flyvetur, ikke har været her før og alle vante omgivelser skiftet ud, så tager han det faktisk med knusende ro.
Nu kan jeg så lige nå en halv fridag i staden og få en hyggestund med den lille familie i morgen, før turen går til det jyske. 14 dages ferie tæt på Vesterhavet, Ringkøbing Fjord og Nissum Bredning. Ikke en egn jeg besøger særlig ofte. Glæder mig og håber på rimeligt vejr. På den anden side, kan blæsevejrsture også være dejlige og det er formentlig alligevel alt for koldt at bade.
Om ganske få dage skal vi fejre årets længste dag. Jeg fatter ikke at det allerede går den anden vej. Det er bare ikke noget nyt. På det her tidspunkt af året, synes jeg vist altid , at sommeren er for kort.
Der kommer til at ske en hel del ændringer i mit liv efter ferien, aner jeg. Håber det bliver udfordrende og glædeligt på den gode måde.