Farvel Ærø og tusind tak for denne gode oplevelse.

Tags

hjemme igen og ser og mærker kontraterne, jeg kan falde til andre steder, jeg lærte noget og blev integreret, mindst fire iøjnefaldende forskelle, nytårsfortsæt: RYD OP

Tak for en helt igennem dejlig oplevelse. Ærø er og bliver i mit hjerte.

I formiddag gik Elton og jeg en sidste tur til stranden og fik hvisket et farvel til den smukke ø og dens gode mennesker. Det er så interessant, at her i et lille øsamfund langt far mange af de kendte ting, har jeg følt mig så socialt velkommen og integreret og i et med den smukke natur.

Det der slår mig allermest ved hjemkomsten er alt det “ragelse” jeg har proppet ind i min lejlighed. Her føles for trangt i forhold til de meget få ting jeg nu har levet med i 4 måneder. Jeg tror et nytårsforsæt skal være at rydde op igen. Jeg ville ønske jeg kun ejede 70 ting. Jeg har jo ikke savnet noget af det, der står her og fylder skabe og skuffer.

Noget andet der slår mig, er dyngen af blade, information og jeg skal komme efter dig. Jeg har mest lyst til at smide det hele ud. Jeg har jo levet vidunderligt uden og alligevel tynges jeg næsten allerede, af at jeg burde læse dit og dat. Og forholde mig til det.

Så er her så lyst alle vegne. Jeg kan ikke se mine stjerner og dem savner jeg. Her er gadelys og vindueslys så langt øjet rækker. På Ærø kunne jeg næsten ikke finde ud af at sætte nøglen i låsen, så sort var det efter kl. 17.00.

Og sidst, men ikke mindst – sikken en larm her er. Det er ikke blot fyrværkeri, der larmer. Jeg kan høre mennesker, tog og biler. I aftes da Elton var puttet kunne jeg af og til høre køleskabet dryppe under afrimningen – eller intet.

Der er altså nogle kontraster, som jeg vil forsøge at huske, for jeg tror kun jeg opdager forskellene, fordi jeg har været borte fra min hule og nu behøver jeg aldrig mere være bekymret for om jeg kan falde til et andet sted. Det kan jeg. det kan jeg mærke dybt ind.

 

Arbejder hårdt for at den sidste finale skal blive god.

Tags

en fod er på vej tilbage til mit gamle hjem, jeg bliver trist ved tanken om hvad hurtige penge kan gøre, pas på det særlige, synd med sommerhuse på denne unikke ø

Fra et slarafenland for børn og voksne. En butik som jeg bare lige skal kigge i hver gang jeg runder Ærøskøbing.

For hver dag der går i hastigt tempo, prøver jeg, at skabe den rigtige finale og julefest med familien, inden mit eventyr på den smukke og gæstfrie ø er slut. Nu er en del af rengøringen klaret og således også mange indkøb, men en del må af gode grunde udsættes til sidste øjeblik for, at være frisk og lækker.

Tandlægebesøg, bestilling af vinduespudser og barnepigeaftaler fortæller sit klare sprog om, at jeg allerede har en fod på vej tilbage. Og det autentiske og det der gør øen til noget helt specielt, får også i disse dage nogle skår. Man vedtager bygning af min. 58 sommerhuse i noget af den mest fantastiske natur herovre. Alt kan ske, blot nogle kan få hurtige penge i kassen. Sommerhusfolket vil desværre næppe blive, det man drømmer om: en integreret del af øens befolkning. Det ville have været smartere – min mening – at sælge de mange tomme gamle huse og få dem renoveret til brug for tilflyttere og sommergæster. Det ville samtidig pynte på landbyer og byer . Og de ønskede skattekroner får man sikkert heller ikke ud af det i længden. Så måske er den dejlige ø under forvandling og vil være et andet sted når og hvis jeg skulle komme her tilbage.

Det er så trist, så trist, at det næsten kan lægge en dæmper på mit julehumør.

De sidste bøger skal læses færdige og afleveres på biblioteket, de sidste besøg aflægges og jeg skulle også gerne lige nå, at opleve det store nisseoptog i Ærøskøbing, som er en af de helt store traditioner omkring juletid. Allerede nu går voksne såvel som børn med nissehue i byen. Det er morsomt synes jeg og overvejer også, at anskaffe mig en.

 

 

 

Er en grusom historie ved at gentage sig?

Nordens bedst bevarede fattiggård – Danmarks Forsorgsmuseum ligger i Svendborg.

Her i helvedes forgård levede de fattige og uværdigt trængende helt op til begyndelsen af 70èrne. Jeg gøs medens jeg gik rundt. For godt nok genlød murene af uretfærdighed og et kummerligt liv, men jeg ser så tydeligt sammenhængnen med de interneringslejre som vi i dag burer mennesker inde i. Den vold, de ydmygelser og uretfærdigheder der blev begået mod børn, kvinder, psykiske syge og såkaldte “dovne” og fordrukne fattiglemmer for blot 60-70 år siden, gentager vi i dangens Danmark, hvis vi tør se det. Lejre ligger afsides, rædslerne holdes skjult for den almene befolkning – hvor er det ondt og uhyggeligt. Papes forslag om at putte 10 årige i fængsel matcher fuldstændig fortidens måde, at behandle børn på. At det først og fremmest er flygtningebørn, der står forrest i tildeling af rædslerne og skal leve i fattigdommen gør det ikke bedre.

Jeg har tilbragt dagen i Svendborg, hvor jeg også ville gense Den Røde Højskole, hvor jeg i begyndelsen af 70èrne underviste og hvor også min ældste datter – dengang 2-3 år gammel – var med i “revolutionens” fortrop. Det var en dejlig tid, for der var ligesom håb om, at fremtiden skulle blive bedre. Vi følte loyalitet og sammenhold. Vi sang de røde sange og kæmpede for en ordentlig social- og arbejdsmarkedspolitik.

Et lille tilbageblik og en følelse af ægte menneskenværd, oplevede jeg også i aftes, da rigtig mange skønne mennesker fra øen gæstede mit hjem med mad og drikke og en herlig kvinde spillede på sin harmonika, medens vi sang de gamle sange. Min dybeste taknemmelighed over denne gestus, et kærligt farvel og et velment på gensyn. Så rørende og menneskevarmt. Jeg har faktisk ikke ord for alle de følelser, der strømmer igennem mig, som tak for denne aften.

Og jeg spørger mig selv, hvordan kan det være, at vi er nogen som er så heldige og lykkelige, at få sådanne oplevelser, medens andre må døje så meget ondt?

 

Når man bliver en klon af sin mor.

Tags

har det underligt med at være en klon af min mor, har gået en æresrunde, husker dengang jeg tog fejl af et foto, opholdet synger på sidste vers

Det er ikke lige til præcis at sætte fingeren på hvad det er der gør det, men jeg ligner min mor nu.

Jeg blev faktisk meget forundret og mærkelig til mode, da en god ven forleden tog dette billede af mig. For da jeg så det, syntes jeg, at jeg var blevet en klon af min mor. Ikke sådan præcis så hun ud, for det er jo mig og så alligevel. Hele udstrålingen og trækkene er hendes. Jeg har oplevet det en gang før, for mange år siden, hvor jeg fik fremkaldt billeder fra en ferie på ødegården og forundret talte med børnene om, at jeg ikke huskede, at mormor havde været med på den ferie og så i mit regntøj. De døde af grin. Jeg kunne ikke kende mig selv og var overbevist om, at det var min mor jeg så. Men det var altså mig selv. Det er virkelig noget underligt noget, det der med at træk og væremåder og i nogle tilfælde udseende kan være så gennemførte fra generation til generation. Fra person til person.

Nu sidder jeg her søndag aften og kan mærke søvnen prikke bag øjenlågene. I morgen tager vi hul på den sidste uge op til juelaften. Jeg glæder mig sådan til ungerne kommer og samtidig er jeg fyldt med vemod, ved tanken om, at mit ø-eventyr snart er slut. Hvad skal der nu ske? Jeg fik lært rigtig meget om et hjørne af Danmark. Jeg blev lidt klogere på nogle ting hos mig selv. Hvordan bæres alt det positive videre og kan jeg fastholde det? Håber det. Vil arbejde på det. Vil forsøge ikke at glemme.

Det bliver svært at skilles fra de dejlige mennesker, som har gjort mit ophold her til en fantastisk unik og skøn tid. jeg er meget, meget taknemmelig for at have oplevet det.

I dag har jeg gået min “lange lokale tur”. Vinket sagt hej og god daw. Nyt synet af vand til begge sider. Igen beundret det bakkede terræn. Været fornøjet over smukt kvæg på markerne, der er helt grønne. Set de elegante heste græsse og fårene stå i en folk og masse sig sammen om en bunke hø. Hørt hønsene kagle. Kigget på alteret i kirken et stemningsfyldt øjeblik. Mon vi ses igen?

 

Fik lov at mærke følelsen af at være uønsket i dag.

Tags

dårlig service til for høj en pris, får samme følelse af urimelig behandling som flygtninge og indvandrer oplever hver eneste dag, konfliktsky for her skal vi ikke være uenige, selvværdet skal være pænt højt for at turde sige sin mening

Nu har det pisket ud af himlen i 2 dage og jeg drømmer om varmere himmelstrøg. Dobbelthagen er åbenbart ikke helt ny.

Stod op og tog til Alsang uden morgenmad. Vi skulle nemlig begynde med brunch og sulten var jeg. Det er et rigtig godt koncept. Socialt fordi vi sidder og snakker og spiser sammen og dernæst synger vi i 1½ time. Men i dag var der malurt i bægeret.

Jeg hørte til det tredje bord som måtte rejse sig og hente mad på buffen. Rugbrød, ikke noget lyst eller hvidt brød, der er værd at nævne og det til trods for, at der selv her på Ærø kan fås både dejligt og godt brød. Buffen bestod af spegepølse, rullepølse, kedelig og sikkert billig industri syltetøj, et lille fad ost, røræg med bacon stykker på. Nogle pærer skåret i både, lidt vandmelon i tynde trekanter. Ingen vand, ingen juice og to kander kaffe til 8 personer.

Det skal dog nævnes, at da flere havde efterlyst juice kom det efter maden på bordet.

Røræg og bacon var sluppet op da jeg nåede frem og da jeg ikke er den store tilhænger af gris, ville jeg gerne have æg. Bad køkkenet om de ville fylde op. Værtinden kom med endnu et fad og sagde noget i retning af: Vi har ikke uanede mængder af dette her. Senere gik jeg op for at få et stykke ost. Der var ikke skyggen af ost. Igen gik jeg hen og bad om at få et fad ind. Medhjælperen gjorde mig klart, at hun måtte spørge om lov først. Værtinden kom atter på banen og spurgte om jeg ikke havde fået et stykke ost. Nu blev jeg lidt sur – indrømmet – og sagde dette her ville ikke forekomme til en brunch i Kbh. At der ikke var mad nok. Min forbrydelse bestod i at spise et stykke rugbrød og et halvt rundstykke. Hun vendte sig vredt mod mig og sagde:”Så kan du jo bare rejse hjem.” BUM. Det må være sådan indvandrer og flygtninge har det, hvis de skulle formaste sig til at kritisere selv det mest rimelige anliggende.

Prisen på denne brunch kunne bestemt nemt betale såvel kvantitet som kvalitet denne morgen. Jeg føler mig dårlig behandlet af den uartigte “kromutter”. Medhjælperens reaktion – udenlands arbejdskraft –  giver mig grimme tanker. Flere mumlede det samme, men skulle ikke have klinket noget. Den restauration mistede i dag nogle kunder, men er sikkert ligeglade. Det værste er, at det gode koncept ALSANG måske også mister medlemmer, som ellers synes det er en herlig måde, at mødes på.

Til dans på Harmonien

Tags

dynerne kalder og i morgen er der endnu en dag, guleroser klamrer sig endnu til grenene, Harmonien et gammelt fint badehotel, italiens danseveninde underviser

Her er stadig grønt og fint.

Øen er stadig grøn og fin. Gule roser klamrer sig til grenene og har vist helt glemt, at vi er i december måned. Tågen og disen ruller af og til ind over os, som i dag hvor det også silede ned ind imellem. Først skulle der sendes lidt julebreve. Det bliver ikke til mange i år og det ene jeg har fået, var næsten regnet væk i postkassen. Tak Dorte.

Venindefrokost på Den Gamle Købmandsgård og den sædvanlige guidede tur til seværdigheder og butikker. Små gader og beundring af skønne dukkehuse. Jeg har endnu ikke mødt en eneste som ikke har lovet sig selv, at komme her igen.

En modig dansepartner fra tirsdagsdansen ville med til dans på Harmonien, hvor vores elegante, italienske danseveninde underviste os gratis en hel time. Vi dansede græsk-, israelsk- og italiensk folkedans samt flere valse. Det var super herligt og bagefter stod den på lækker pizza og et glas rødvin, før bussen fandt vej hjem i mørket og jeg kunne dejse om på sofaen og se en omgang nyheder. Harmonien er det fine gamle badehotel i Ærøskøbing. Jeg ville gerne væggene talte til mig. Hvilket liv er mon gået gennem stuer og sale i disse mange år?

Lige nu har jeg mest lyst til at holde fast i dagene, at de ikke skal gå alt for hurtig og eventyret får en ende. uanset hvad der sker, er Ærø og jeg ikke færdige med at date. Om det bliver til kort eller lang forlovelse eller ligefrem ægteskab, er svært at sige på nuværende tidspunkt. Hjemme igen må det afgøres om kærligheden holder og gør den det, vil den også finde en form.

Nu tror jeg dynerne kalder og en god bog ligger på natbordet og råber på mig. I morgen er der atter en spændende dag og mit yngste barnebarns fødselsdag Og jeg er der ikke ØV!

Nej tak! til mere højredrejning.

Tags

det gror mange steder på mange forskellige måder, min håb for fremtiden vokser, tak til dem som hjælper os med at gå vejen, vi vil ikke længere til højre

Dis, regn og tåge ligger over øen i dag. Ikke som på billedet er en eneste solstråle trængt igennem.

Men på trods af den ringe sigtbarhed gik veninden med på et fugtig tur til “min” ene strand. Jeg har som tidligere nævnt både en slags Vesterhavs strand og en lunere og mere sandet østkyst strand. En dejlig tur, som gør det meget nemmere at nyde, at være inden døre igen.

Det har på flere måder været en dejlig dag. Gode kræfter har indkaldt til demonstration i Odense mandag mod højredrejning af vores samfund. Jeg kan se klimamøderne rundt omkring også gror. Det er så dejligt, at opleve, at der nu bliver et modspil mod de grimme angreb på flygtninge og indvandre i vores land især. Imod at der kommer flere. For nedrivning af sunde og nyrenoverede boliger i en tid hvor der mangler steder folk har råd til at bo. Mod udsendelse af børn til skæbner, som det er svært at forestille sig. Mod kontanhjælpsmodtagere og ødelæggelse af folks muligheder for at modtage arbejdsløshedsdagpenge og hvad har vi her. Og ikke mindst mod den fortsatte manglende handling i et større perspektiv mod ødelæggelsen af vores fælles jordklode.

Skulle sådan en gammel tante som mig alligevel gå hen og opleve et såkaldt paradigmeskifte til det bedre. ÅH! Hvor ville det dog være dejligt. Lad os blive mange, mange flere.

Det gror mange steder. I morges var jeg inviteret til et møde, hvor der ikke var berøringsangst for at sidde til bords med sådan en som mig i et helt, helt andet regi. Det var inspirerende og spændende at lytte til og blive lyttet til. Dialog er virkelig godt, når man bliver nysgerrig på hvad hinanden har at sige og kan få lov til at spørge ind.

I aften står den på Jane & Shane og jeg er sikker på, jeg vil sidde der og blive fyldt med tro på fremtiden og det bedste i mennesker. Det er dejlige med sådanne øjeblikke.

 

Godhed gør en smuk indeni

Tags

en juletræfod ud af det uventede blå, glæde smitter og man bliver smuk indeni, mennesker der er venlige skaber godhed og glæde, netværket hjælper til, taknemmelig og meget glad

Uanset vind og vejr, årstid og humør er skønheden på Ærø til at få øje på.

Jeg har altid tænkt, at det at bo med udsigt til vand og i et lunt klima, så måtte man blive et gladere og bedre menneske. At blive behandlet venligt og til tider ligefrem godt, gør altså også en smuk indeni og med den behandling jeg får herovre, så må jeg altså efterhånden være ganske nydelig indvendig.

Faktisk begyndte dagens gode historie i København. Jeg skulle bestille tid hos lægen til endnu et tjek for mistanke om dumme celler. Der skal gå 6 mdr. mellem disse tjek og jeg var ikke helt tryg ved situationen – fordi nogen havde glemt, at give mig nogle fornuftige oplysninger. Men bare til orientering damer, så skal der gå et ½ år mellem hvert tjek, fordi det kan vise sig, at de dårlige celler fordufter af sig selv. Det er da helt rart, at have med i betragtning.

Nå tilbage til min telefonopringning. Den søde sekretær finder en dato til mig og siger så: “Nu er du helt sikker på, at du ikke har menstruation omkring det tidspunkt.” Jeg kom sådan til at grine og forsikrede hende om, at det ikke ville være tilfældet. Jeg kunne næsten høre hvorledes hun rødmede. “Undskyld, undskyld”, sagde hun, “men jeg havde altså ikke kigget på din fødselsdato og du lød så ung.” Helt ærlig, det blev jeg da rigtig glad for at høre, hvilket jeg fortalte hende.

Dagen godt begyndt, og glad i låget spadserede jeg til besigtigelse af et måske kommende lejemål i det skønneste solskinsvejr. Her var kvaliteten godt nok i orden. Lige min stil, æstetik over hele linjen og med udsigt til vandet på begge sider af øen. Så flot. Og det takket være en tidligere kollega, som ikke blot snakker, men også handler og skaber forbindelser.

Hjemme igen, kaldte min dejlige nabo på mig. Og tænk engang. Han havde lavet den fineste juletræsfod til mit juletræ. Bare fordi jeg havde fortalt, at jeg ikke rigtig vidste hvorledes jeg skulle kringle den udfordring, når jeg ikke havde lyst til store investeringer i noget som skal blive herovre.

Det er svært at få armene ned over al den hjælpsomhed og den glæde gode mennesker kan skabe. Det går helt sikkert begge veje – prøv det.

Bare de nu overlever?

Tags

bravo gæsterne klarer indtil videre strabadserne, der skal være noget at snakke om, er nu ejer af de grimmeste lysestager i min varetægt, fire voksne under samme tag uden kriser, jeg har indkøbt et styk nisse, når de kommer hjem

Ren reklame for Ærø.

Bare de nu overlever, tænker den del af familien som hjemmefra, spændt forsøger at føle med i hvad min broder, søster og svigerinde blive udsat for herovre. Jager hun (det er mig) nu med dem fra morgen til aften? Skal de gå lange strabadserende ture? Får de noget ordentligt at spise? Sover de godt i deres senge om natten? Slås de om at komme på badeværelset og når nogle at tisse i buskerne før det bliver deres tur?

Til stor beroligelse, er det første døgn nu gået uden kæmpekriser. Den værste var faktisk min egen, da jeg søvnløs, til slut besluttede mig for sofaen i stuen. Min værelseskammerat forstår det ikke og er helt sikker på, at jeg bare har opfundet den larm, jeg ikke kunne sove fra. Men nix. Det var seriøse sager, når man ser bort fra, at den ene af mine fingre gjorde ondt og var irriterende, at sove sammen med.

Marstals to vigtigste seværdigheder blev beskuet. Ærø-Nissehuset besøgt. Nu kan jeg stryge det af listen. Her er ingen grund til gentagelser. Frisk luft i mildt vejr under en tur til stranden. Det er så godt gået. Jeg tror måske fidusen er at snakke hele vejen, ligesom når man går tur med børn. Så opdager de slet ikke hvor langt de faktisk kan gå. Men flot klaret. Jeg er helt sikker på, at de selv er helt tilfredse med indsatsen.

Og jeg må gerne drille dem. De har moppet mig hele formiddagen med, hvad jeg især ikke kunne som barn og det er ganske vist. Jeg husker det helt tydeligt selv. Jeg var klumpe dumpe over dem alle.

yndigt ser det ud – Nissehuset – men jeg tror det er piv koldt indvendig.

Faldt de gyseligste lysestager til julebordet i et telt i en baggård. De er så slemme, at de næsten er seværdige, men det kommer. Og så fangede jeg juleaftens økologiske and. Det er rart, at vide, at noget af maden er indkøbt. Så skal det nok gå alt sammen.

Ny dag, ny bus og nye gæster.

Tags

de kommende dage er jeg guide, ny bus på prøve, Søbykirke får malet sit kirketårn

Søbykirke får malet sit kirketårn og der lægges gran på gravene.

Man mærker, at julen nærmer sig. Graverne har travlt på kirkegården, der skal lægges gran før første søndag i advent, har jeg forstået. Kirketårnet hvidtes og alle de flotte stengærde rundt om kirkerne har fået sig en tur, har jeg bemærket. Den tidligere graver gav en hånd med, men havde tid til at snakke og fortælle lidt. Det var bidende koldt, syntes jeg og var glad for, at det ikke var mig der skulle gå rundt med bare hænder og klippe gran.

En nabokone lavede smukke kranse og pyntepuder udenfor kirken og jeg fik tag i en smuk pude til forældrenes grav. Den kan familien få med hjem. Det er efterhånden sjældent jeg får anledning til selv at besøge stedet.

Turen til Søby efter brød foregik i dag i en fin ny bus, der i øjeblikket er på prøve. Og har jeg forstået det korrekt, er det muligvis en forløber for kommende elbusser.

Nu er mine nye gæster ankommet og vi har vanen tro, været rundt omkring fyret og de små veje til og fra, så vandet til begge sider rigtig kunne beundres. De kommende dage, vil jeg derfor være fuldt beskæftiget som guide igen.