Når armene er for korte til en selfie.

Tags

det er en svær proces at blive gammel og grim, ingen trøst at hente, når armene bliver for korte til en selfie, når huden også drager mod syd bagpå, uden briller ser jeg noget helt andet

det gik op for mig hvorfor jeg ikke kan fordrage en selfie af mig selv – armene er for korte.

Jeg troede i en periode, at jeg var en dårlig fotograf, der ikke kunne tage en selfie, uden at synes den var så grim, så grim. Nu gik det op for mig, at det kun skyldes, at mine arme er for korte til, at komme på afstand af rynker, brune pletter, kalkunhals og hvad der nu hører med til at være en ældre kone. Det er ikke fordi de billeder jeg normalt benytter har været gennem et forskønnelsesprogram. Men blot det at kunne komme lidt på afstand, så i det mindste at hudormene ikke sidder og glor lige ind i kameraet, eller indstille lyset så det falder kønnere eller noget af det grimme kan komme lidt i skyggen og ikke “grine” en lige op i sit gamle fjæs. Det er dog en god ting.
Og så for at det ikke skal være løgn opdagede jeg i dag, at jeg også har fået rynker i nakken. HJÆLP! Rettere sagt skindet falder også mod syd bagpå og har nu lavet en fold, som ikke kan skjules når håret bliver klippet kort. Glem det hvis du har lyst til at trøste mig med, at livet kan ses, at det også har sin charme. DET HAR DET IKKE. Det er rædselsfuldt, at gå i forfald når hammen ligesom bliver for stor og slasker nedad alle steder. Jeg kunne godt lide at vide om det hjælper at stå på hovedet? Men sikkert ikke. Jeg har i det mindste ikke set nogle dameblade reklamere med forskønnelse den vej.
Det har ikke noget at gøre med at være ungdomsfikseret, det er ganske enkelt en svær proces, at blive gammel. Ørerne bliver for store, man får krogede tæer og tykke negle. Tyndt hår har jeg endnu ikke fået. Men tro mig, der er så mange andre ting, jeg kunne underholde med. Jeg er ikke rigtig ked af det eller deprimeret, det er bare stadigvæk svært at se i øjnene og glo på sig selv og forstå. For indeni ser jeg jo noget helt andet. Især når jeg lader være at tage briller på.

Reklamer

Må jeg bede om en kurv med glæde, omsorg og venlighed

Tags

angst og bekymring fylder og giver stress, hvordan bliver vi klar over hvor svært det kan være?, kan blive uoverstigelige, lyt og del omsorg ud, manglende nattesøvn kan slide selv de stærkeste ned, også når man er gammel har man brug for at blive hørt og set, ting der i dag forekommer nemme, vær venlig

Tøse kageer og chokolade.

Jeg ved det godt. Jeg er priviliegeret med skønne børn og lige så skønne børnebørn og svigerbørn. Gode mennesker. Jeg hører til dem der har levet et helt liv uden krig i mit land eller meget tæt på. Jeg har prøvet at være meget fattig, men det har beriget og udvidet min forståelse for dem der er det. Skønt jeg ikke er ung længere og som kvinde “lider” under den begyndende alderdom og dens skavanker i dette ungdomsforherligende land, er det endnu ikke så generende, at min virketrang for alvor er under pres. Og ja, jeg er også bekymret for udsigterne over fremtiden såvel samfundsmæssigt som personligt og frygter netværket tyndes ud og alenehed vil fylde meget.
Af samme grund ville jeg bede om en stor kurv fyldt med venlighed, omsorg og glæde, som jeg kunne øse lidt af til de tapre mennesker, jeg kender, som ikke har det så sjovt længere. Det er så lidt der skal til for at gøre en ensom og alene hverdag nemmere at komme igennem. Hvorfor skal mange stå op om morgenen og frygte kampen for at komme igennem dagen. Helt alene. Ingen at snakke med, ingen at dele sine tanker, sine bekymringer eller sine overvejelser med.
Alt for mange slider med fysisk helbred, der ødelægger en hverdag og forhindrer en i at være udadvendt og social. De føler sig måske ikke engang taget alvorligt i sundhedssystemet. Får ikke en god forklaring på, om det er noget man skal lide med eller om der faktisk er noget der kan lindre. Rigtig mange sidder og frygter og er angste for det bliver værre. At øjnene svigter, at bentøjet ikke følger med. Dårlig nattesøvn og for lidt socialkontakt, kan gøre en trist hverdag ond og møjsommelig. Og allerværst hvor skal man vende sig hen for at få hjælp? hvis fjernsynet strejker, computeren ikke vil, vandrøret springer, køkkenvasken stopper, dynebetrækkene bliver for svære at lægge på og meget mere. Alt det som vi tager som en selvfølge at vi kan klare og magte, men som en dag forekommer som uoverstigelige opgaver.
Smil til din nabo, tilbud en hånd eller to eller bare en venlig samtale. Måske et øre der kan lytte.

En slags forventningens glæde

Tags

afspændte muskler og styrket stemme, der er håb om positiv forandring, dygtig og proffesionel fysioterapeut, ikke kun alderdom, positivt møde med Hjerneskadecentret

En udbrændt bus på mit gadehjørne?

Med glad forventning i maven kunne jeg “danse” hjem fra min første fysioterapitime, som måske kan bringe mig min stemme tilbage. For det første er det ganske spændende, at få tegnet og fortalt med alle de musker vi har til tungen, kæberne, ansigtmuskler, skuldre og nakke m.v. Men ynderligere at lære at aktivere dem, kende forskel på når og hvordan de arbejder, Mærker sin holdning og se den i spejlet samtidig med at man bevæger sig o.v.s Igen blev jeg næsten rørt over hvor dygtig og proffesionelt jeg blev behandlet med omsorg, accept og respekt. Gik hjem med nogle øvelser og en meget hører opmærksomhed, som måske kan spænde de stramte muskler lidt af. Jeg kunne mærke glæden og forventningerne stige for hvert skridt jeg tog hjemad. Måske er der en ende på de mange muskelsmerter og en styrket stemme af se frem til. Det er da fuldstændig dejligt, at jeg ikke bare skal leve med det, men aktivt kan gøre noget ved det.
Hjemme ventede der en stor overraskelse. der lugtede fælt af røg og sod og så stod der en totlt udbrændt bus. Pu ha! Jeg gætter på der ikke har været mennesker, der er kommet til skade, men føj for et syn. Jeg fatter slet ikke, at noget kan brænde så totalt og fuldstændig. Der er tale om stærke kræfter og synes fik mig til at sende kærlige tanker til de mange mennesker, der dagligt skal leve med synet af udbrændt al ting omkring sig.
Så kom frk. Molly hoppende og er igen klar til at danse. De små unger går op i det med liv og sjæl og glæder sig til afdansningbal, hvor de vil vise al det de har brugt energi på vinteren over. Jeg glæder mig. For jeg ved, at jeg igen vil sidde der og blive mindet om, hvor meget børn kan præstere og hvor kreative og unikke de er. Vi burde give dem alle kreative muligheder i tryghed og glæde.

Det fine D-vitamin depot fra i går blæste næsten væk i dag

Tags

abonnener på en madkasse med fisk og grønt, det kræver tillid og vi har den, froskost med seniorgruppen, lidt træt med af gode grunde, smart system med nøgle til leverandør

Jeg gentager lige. Der var sol og forår i går og så forandrede verden sig endnu engang.

Jeg troede næsten ikke mine egne øjne, da jeg kiggede ud af vinduet i morges og så sneen fyge rundt om hushjørnet. Kunne det virkelig være muligt ovenpå den forårskåde dag, vi havde i går. Men jo, det var ikke en drøm, jeg var vågen og det i den grad. Kl. 7.00 ringede det på døren og jeg væltede fortumlet ud af sengen. Udenfor stod en elektriker, mit dørsystem havde ikke virket i mange dage, men jeg havde ikke lige fået et varsko om, at der nu var service til denne anordning. Jeg betroede den unge mand, at han roligt kunne komme ind, men han måtte selv lukke sig ind og ud i det omfang, han skulle skrue og måle. Jeg agtede at blive under min varme dyne en time mere.
Det har så været en af de dage, hvor jeg har svært ved at svare på hvad en pensionist får tiden til at gå med og dog. Jeg har brugt min fine nye shoppevogn til en større indkøbstur. Når jeg tager af sted med den, føler jeg mig både gammel og meget heldig. Nu bliver mine arme ikke længere gorillalængden af at slæbe. Den er så smart den shoppevogn, den kan nemlig køre op af trapper og mange flere ting. Desværre kan den ikke gå i byen af sig selv.
Der er blevet bagt boller og kogt suppe, så min lille prinsesse “ondt i halsen” kan få noget at spise i morgen når der er mormor-dansedag. Der blev tid til en tur på biblioteket for at bestille bøger og lige glo i de sidste nye dameblade.
Besluttede mig for igen at abonnere på en madkasse, efter at jeg i længere tid har været grundig træt af kvaliteten på grønt og frugt i min nærbutik, for slet ikke at tale om mit savn af friske fisk. Der skulle afleveres en nøgle i en kiosk med en tilsendt kode. Det har jeg aldrig prøvet før, men hurtig derefter tikkede en besked ind, om at min nøgle var i sikker behold og jeg fremtidig kan forvente mine varer ved hoveddøren. Det er da smart.
Og så nåede jeg lige til byen og spise frokost med seniorgruppen. Så når jeg kigger tilbage på dagen blev der alligevel klaret en masse. Måske er det ok, at være lidt træt.

Et kapløb med tiden

Tags

hvem lader sig invalidere frivilligt?, jeg ville ikke kunne arbejde i dag uden ballade, menneskesynet i uddannelserne fordrejet, nødlidende betragtes som svindelere og snydere

Forslag til et grønt påskebord.

For hver nat der går, bliver jeg mere og mere tyk i halsen. Hovedpine og træthed lurer. Det må bare ikke blive værre, bedstemor patruljen har ikke udspillet sin påskerolle. Den halvsyge mor står til 3 x 12 timers påskevagter hos alvorligt syge medborgere. Mon den slags afdelinger bliver lock outet? Eller får en velfortjent lønforhøjelse. Får de en eneste forringelse hører verden op med at eksistere for nogen af os og dem. Der kan ikke presses mere ud af citronen den slags steder. Ingen steder faktisk.
Jeg er så urimeligt glad for, at jeg nåede at blive pensioneret inden alle de forfærdelige måder at tyranisere og faktisk udsætte alvorligt syge og social ramte mennesker for psykisk terror. Den ene urimelige og groteske sag dukker op efter den anden. På det sociale område er det nærmest umuligt at anke og vinde en sag, fordi alt beror på kommunens skøn. Paradoksalt nok et skøn udøvet af den selvsamme myndighed, som man klager til og som er ligeglad med mennesker, bare den kan spare en krone.
Hvis jeg var socialrådgiver i dag, ville jeg formentlig hurtig komme i kambolage med arbejdsgiverne, meget hurtigere end da jeg faktisk var i arbejde og ikke kunne acceptere uretfærdighed, udygtighed og manglende faglighed overfor de mennesker som i forvejen “ligger ned”. Hvem fanden tror, at man udsætter sig selv for en arbejdsulykke og bliver invalid for at få kontanthjælp eller en sølle førtidspension? Det er helt vanvittigt. Jeg bliver så rasende.
Jeg ved der er mange kolleger som fortsat forsøger, at holde den faglige fane højt. Problemet er bare, at den fane ikke længere har samme størrelse, som da jeg blev uddannet. Allerede på uddannelsen forringes de studerens faglighed og metode og det føles bestemt som om de mest af alt lærer, at have fokus på systemets økonomiske regnemetoder og besparelser frem for, at lytte til menneskers historie og behov. Menneskesynet er helt fordrejet i retning af, at de der er tvunget til at henvende sig til en forvaltning om hjælp og støtte betragtes som svindlere og snydere, frem for mennesker i alvorlig nød – helt uforskyldt. Det er uhyggeligt.

Pas på når du går til bageren efter morgenbrød.

Tags

gik lang tur i regnvejret, købte en flise til min altan, med appelsintoget til havet, nu vil jeg gerne hjem, på tur til Soller. Appelsinernes by.

Jeg er ikke på vej efter morgenbrød, men med sporvognen fra Soller til Port Soller.

Når du går ned efter en pakke cigaretter eller morgenbrød, kan du risikere, at nogen i mellemtiden er “flyttet” ind i din lejlighed. Er der det, kan du ikke bare selv smide dem ud. Du skal have rettens hjælp og det kan tage op til et år. Du må heller ikke lukke for vand og strøm, hvis du normalt betaler regningen over din bankkonto. Ja, man tror det er løgn, men faktisk et stort problem hernede. Måske flere steder i Spanien. Har du et sommerhus eller et andet sted, kan det være endnu sværere, at komme af med de ubudne gæster. Hvis disse gæster nu ville sparke døren ind til de riges tomme kæmpepaladser, der det for mig mere i orden. Men det kan de ikke på grund af piktråd og hundevagter. Så det foregår naturligvis i de fattige kvarterer.
Forleden demonstrerede pensionisterne. Der er skrækkelig mange som kun har en pension på lidt over 200 euro om måneden og hvis de så har børn og måske børnebørn boende hjemme, fordi de har mistet arbejde og understøttelse, er det nærmest en umulig situation.
Da jeg kom i skole lærte vi at Spanien og Portugal var en slags u-lande. Det ændrede sig rigtig nok med tiden. Desværre er her stadig fattigdom og megen nød. Der er god grund til at passe på det vi har i DK, som er under afvikling. Det vil også kun gå ud over de fattige og så har danske politikere endda fjernet fattigdomsgrænsen, hvilket betyder, at det bliver meget vanskeligere, at holde øje med både fattige gamle, børn og voksne familier.
Her regner og blæser det og er ca. 12. grader. 7 grader i morges. Den kommende uge ser ikke meget bedre ud, men der er jeg heldigvis hjemme igen om ikke andet til vintertøjet, en varm hue og nogle vanter.

Lykken er at vågne med glæde og taknemmelighed i maven.

Tags

blomster i min stue, en perledag som nydes, føler mig glad og meget rig, nye og gamle venner gør livet godt, sol på en kold dag

Min stue er fyldt med de yndigste buketter og jeg læser Nordbrandt og L0ne Amburas.

Solen skinner og træerne står og stritter med deres grene, som var det stivfrosne fingre. En klunser hopper over hegnet til skralderummet og jeg sidder her og føler mig som det rigeste menneske. I går var en god aften med gode mennesker til fællesspisning i Absalon. Dejlige voksne børnebørn. De skønneste af slagsen. Barn og svigerbørn, dem er jeg heldige med. Og de gode venner, dem der giver tillid til at livet nok skal gå, for de er der jo. Jeg tager dem ikke for givet og er taknemmelig og nyder de timer vi har sammen. De fælles oplevelser og den historie vi deler. Sjovt nok talte jeg en dag om, at det er svært at få nye venner. Men da jeg kiggede mig rundt, var halvdelen faktik venner, jeg har fået indenfor de sidste fire år.
Fyldt med denne rigdom og indre glæde stod jeg i dag op til følelsen af frihed. Nu ved jeg hvordan det føles, at sidde på en lyserød sky.
Det gav mig lyst til en særlig “søndags morgenmad”, at fejre denne glæde. Sådan som vi – vi var min kernefamilie – fejrede feriens begyndelse på ødegården eller netop en særlige søndag.
Først frisk grapefrugt arrangeret i de gamle franske kaffeskåle, blødkogt æg serveret i æggebægre købt på marked i Andalusien. Farverige og festlige. Ægget skal spises med min lille hornske. Købt på Danmarks eneste hornvarefabrik, som jeg besøgte sidste sommer med en god veninde. Salt skal der til. Det skal være min fine citronsalt. Erhvervet på en vandretur i Skotland. Lækker grøn the i kopper fra Portmeirion i Whales. Jeg fik lyst til at se billederne fra skønne, skønne ferier der med en kæreste som forkælede mig med smukke gaver, rejser og opmærksomhed. Han fik mig til at føle mig elsket og særlig. Nogle skønne år. Brødet skal smøres med de afrikanske træknive iført zebrastriber.
Så kan en god dag begynde.

Blomster gør mig virkelig glad i låget.

Herfra skal lyde et stort TAK!

Tags

at de ikke ville kunne føle og forstå mange tekster i Højskolesangbogen, føler mig uendelig rig og glad, gensidig respekt og stor tillid, synd for de unge, vidunderligt at møde dygtige og venlige eksperter

Til fyraftenssang i dag, kommenterede en af de få mænd som deltog: “Her myldrer med gråhårede kvinder.” Jeg kom til at grine for ja, det gør der.

Måske har nogen læst, at jeg kritiserede min første kontakt med Kommunikationscentret i Region H. Det var derfor med bange anelser, at jeg i dag drog af sted til mit første møde. Jeg undrer mig i øvrigt over, at lægge et Kommunikationscenter hvor klienterne skal møde frem, ofte dårligt gående, 20 minutters spadseretur fra en S station. Jeg kunne ifølge rejseplanen ikke komme med en bus til stedet. Nå! For midt vedkommende var det fint med en gåtur i solen, men mærkeligt.
Så blev jeg modtaget af logopæd Julie Bruun-Petersen. Fantastisk positivt. Omsorgsfuldt, super fagligt, dygtig på alle måder. Jeg fik aha oplevelser omkring mine stemmeudfordringer. Blev klogere, blev vejledt og følte mig tillidsfuld og meget kompetent behandlet. Stor gensidig respekt. Nu glæder jeg mig ligefrem til det kommende behandlingsforløb og hvor glad er jeg dog over, at der stadig findes sådanne venlige og dygtige sagsbehandlere og specialister i det ramponerede sunds- og socialvæsen. Tak og hurra.
Næste oplevelse hos en plastikkirurg hvor jeg skulle opereres i panden, var mindst lige så stor en oplevelse. God dag med håndtryk. Farvel på samme måde. Undervejs i hele forløbet guides jeg i hvad der sker. Da bedøvelsen finder sted, tager sygeplejersken min hånd. Jeg følte mig så godt behandlet. Det var lige før jeg ønskede, at jeg skulle komme tilbage og prøve det igen så rart var det. Måske burde man på recept tildeles lidt nusseri. Jeg tror det er godt for både sjæl og krop.
Dagen sluttede med fyraftenssang på Vartorv med Jesper Tejlgaard. Spændende og skønt at synge de danske sange. Jeg er virkelig vild med det og sad og følte mig så rig, fordi teksterne giver mig mindelser om ting og oplevelser som ingen ungdom i dag aner hvad er eller betyder. Det er faktisk synd for dem. Jeg derimod føler mig forfærdelig rig.
Tak for en dejlig dag.

August B

Tags

der bliver flere og flere 70 års fødselsdage, en ny opdagelse til at tænke over, hvor får man så koden fra?, når den fælles historie mangler

Vi fejrer 70. års fødselsdag, dem bliver der fler og fler af.

Hvad giver man kvinden, hvad giver man manden når de fylder 60, 65, 70, 80 og måske 90 år? Vores huse og lejligheder bugner af ting. Tøj køber vi selv, hvis vi skal bruge noget. Mange af os er ikke lige til stangtøj. Figuren passer ikke til de modeller, man kører med. Måske er vi et nummer større forneden end foroven, eller omvendt. Passer bukserne om livet er de alt for lange i benene o.v.s Jeg kender det alt for godt og hader iøvrigt prøveværelsernes grimme lys, som kun føjer spot til skade. Måske har jeg bare slet ikke noget shoppegen. Desværre bliver det også sværere og sværere at hitte på oplevelsesgaverne, heldigvis er fordelen ved dem, at der er fokus på samvær og samtale og det er en skøn ting.
I dag havde jeg fornøjelsen af, at fejre en klog og dejlig venindes fødselsdag med five o clock tee på August B. Det er i de smukke lokaler på Det Kongelige Teater. En noget kølig fornøjelse, men pænt. Vi har egentlig 45 års jubilæum – det glemte vi at snakke om. Til gengæld delte vi en anden fælles ting omkring de mindre og mindre netværk vi deler jo ældre vi bliver. Og i denne forbindelse, en for mig, ny erfaring, at det hos en selv er vanskeligere og vanskeligere, at tage nye tætte venner og veninder ind. Jeg undrer mig lidt, men måske er det netop det der med, at der er så lidt historie at dele, hvis man møder hinanden sent i livet. Man har ingen fælles historie om børn, ægtefæller og kærester. Uddannelse, arbejde, søskende og forældre. Måske er det langt sværere, at finde den fælles kode. Naturligvis skal man bestræbe sig på det og helst også øve sig i at skabe nye bekendtskaber, ellers kan det blive slemt ensomt til sidst – hvis man er den sidste. Og ensomhed ser ud til at være langt mere ødelæggende en 15 smøger om dagen.
Tak for noget at reflektere over.

Det er svært at købe ind til en single husholdning.

Tags

en handymand på recept, forebyggelse af ulykker i hjemmet, hvem kan dog spise så meget suppe?, hvorfor kan man ikke købe ind i løs vægt?, svært at købe ind som single

Menorca 2015. Næste gang er det Mallorca 2018 – håber Mandeltræerne blomstre endnu.

I længere tid har jeg haft en utrolig lyst til, at lave en stor portion Borch. Ukrainsk eller russik suppe af vintergrøntsager. Jeg glemmer aldrig første gang, jeg spiste det. En sød kæreste havde inviteret til middagsselskab og lavet den skønneste Borch. Det står for mig som en herlig ret. Siden spiste jeg det under en tur til Sirbirien.
Nu skulle det være. Men ak. Igen skulle jeg erfare, at det er svært at købe ind til en person. Jeg kunne kun købe et stort hvidkålshoved, en stor knoldselleri, et helt bundt porrer en stor pose rødbeder og for at det ikke skal være løgn en pakke med 6 kraftben. Det er altså lige i overkanten til et menneske. Jeg ville ønske, at jeg kunne købe ind i løs vægt, også økologisk. Men ikke her hvor jeg bor.
Nu står der en gryde og simre med mad til et helt kompagni soldater og ingen oplagte middagsgæster at dele med. Nu er det jeg savner den madklub, jeg aldrig er lykkedes med, at lave her i opgangen eller det nærmeste nabolag. Gode ideer modtages gerne.
Til gengæld dufter hele huset af friske urter. Det er næsten lige så skønt som når der lige er blevet bagt eller duftende blomster sat i vaserne.
Skumringen er så småt over byen og lysene skinner varmt i vinduerne. Også min stue ser rar ud. Og så er jeg så tilfreds med mig selv. Jeg fik taget mig sammen til at gøre rent, hvilket ikke længere er min største fornøjelse. Ikke før bagefter, så nyder jeg det. Vasketøjet er hængt op og jeg har helt selv skiftet pærer i lampen på badeværelset. Det lyder måske ikke af så meget, men det er det. Lampen hænger så højt oppe, at jeg næsten ikke kan nå den. Det er en særlig pærer, som der skal bruges mange kræfter til at skifte i buldrende mørke. Der er skam mange forhindringer, når man er en lille, gammel dame og det bliver kun værre endnu. Man burde kunne få en handymand på recept en time eller to om måneden. Jeg tror det ville forebygge en del ulykker i hjemmet.