Vil du skrive en bog på Bali?

Tags

en lille logerende, cykeltur i sommervejret, en tur til Bali-måske, at skrive bøger

Flere vilde blomsterbuketter.

Ja, det kunne jeg sådan set rigtig godt tænke mig. OK! Så kom og hør hvordan. Jamen, det vil jeg så gøre. I det gode vejr forbereder jeg min cykeltur til arrangementet. En lille smule ør i hovedet af mangel på søvn. Min nye lille logerende sover ikke tiden væk og bliver selv for træt. Men taget i betragtning, at han har været på sin første flyvetur, ikke har været her før og alle vante omgivelser skiftet ud, så tager han det faktisk med knusende ro.
Nu kan jeg så lige nå en halv fridag i staden og få en hyggestund med den lille familie i morgen, før turen går til det jyske. 14 dages ferie tæt på Vesterhavet, Ringkøbing Fjord og Nissum Bredning. Ikke en egn jeg besøger særlig ofte. Glæder mig og håber på rimeligt vejr. På den anden side, kan blæsevejrsture også være dejlige og det er formentlig alligevel alt for koldt at bade.
Om ganske få dage skal vi fejre årets længste dag. Jeg fatter ikke at det allerede går den anden vej. Det er bare ikke noget nyt. På det her tidspunkt af året, synes jeg vist altid , at sommeren er for kort.
Der kommer til at ske en hel del ændringer i mit liv efter ferien, aner jeg. Håber det bliver udfordrende og glædeligt på den gode måde.

Familiens hemmeligheder

Tags

ære og skam i en dansk familie, familiens hemmeligheder i 2017, fælelsen af ikke at høre til, har vi stadig familiehemmeligheder, hvor stærk kan skyld og skam være, tilliden der blev væk

Vidste I godt, at det er redningsveste der udgør udsmykningen på Charlottenborg bygning?

En artikel om familiehemmeligheder fik mig til at tænke tilbage. På disse fortiede eller halvkvædede viser og sandheder, der kan ulme, forpeste eller ødelægge relationerne mellem familiemedlemmerne.
Sådanne hemmeligheder kan vægge frygt, gøre at børnene møder verden med mistillid, kan forstyrre ens egen intuition og give ondt i maven.
Måske er det ikke så moderne mere med den slags hemmeligheder og dog.
I min mormor hjem kunne man mærke der ting vi ikke skulle tale om. Slet ikke. Først som voksen fandt jeg ud af, at en af hemmelighederne handlede om, at hun havde født en lille dreng med rygmarvbrok, tror jeg det hed, han døde som ganske spæd. Om det var sorgen over ham eller andre ting, der gjorde sig gældende, får jeg aldrig styr på.
En anden hemmelighed var, at min morbroder var modstandsmand og måtte flygte til Island og min moster vist nok fik et barn med en tysk soldat. Når jeg som voksen har hørt om hvordan man behandlede tyskertøserne forstår jeg det godt. Stakkels pige og lille barn, som dog kom tilbage til familien. Men ingen ved hvor hun fødte ham og hvor han var i tiden efter sin fødsel. Eller rettere, dem der vidste det tog hemmelighederne med sig i graven.
Men sådan er det måske. Ingen jeg kender, kan jeg vel helt forklare, hvorledes det endnu fik unge piger til at gå i mosen, hvis de blev gravid udenfor ægteskab. Eller overhovedet gik i seng med deres kæreste før ægteskab. Da jeg var barn og ung, vogtede forældrene endnu nidkært omkring deres døtre og den største skam var, at blive gravid. Der var intet mere skamfuldt og det var hele familiens ære, der stod på spil. Det kan kun forstås og føles i ikke danske familier. Hvis jeg skulle skrive min barndoms erindringer ville flere sikkert tro, at jeg er 250 år gammel, og ikke mere end godt 60 år siden.

Utilfreds med mig selv.

Tags

a-3a sommerseminar, arbejdsløsheden er fortsat meget høj, den finansielle sektor er totalt global, derfor rammer kriser alle lande som dominobrikker, er rigdom penge i banken eller et godt liv?, finanskriser er sammenfaldende med boligkriser

En dejlig blå aften med gå-gruppen. Lunt og lækkert vejr.

For et par dage siden faldt jeg ind i en tv-udsendelse, som handlede om, at en psykolog skulle skabe kontakt mellem en mor og en søn, som var “gået” fra hinanden.
Den udsendelse har rumlet i mig lige siden, fordi jeg i tilbageblik, men også aktuelt, ikke er tilfreds med min hørelse. I går aftes prøvede jeg at lytte, men det gik ikke godt over længere tid. Jeg lytter simpelthen ikke godt nok, eller kan ikke finde balancen mellem at lytte og forstå min kommunikationspartners tanker, følelser. Sådan er det bestemt ikke altid og jeg vil så gerne finde ud af, hvad det er der sker. I går var det en politisk-økonomisk diskussion. Og undervejs kunne jeg ikke finde ud af om, jeg har fyldt ørene ud med vat, eller jeg laver nogle blokeringer a la: Mine synspunkter skal fremmes, frem for at forstå og undre mig over “modparten”. Heri gemmer sig måske en vigtig pointe, for i det øjeblik jeg laver en “modpart” og ikke en medspille sker der noget med kommunikationen. Vi forsøger at vinde gehør for vores synspunkter begge to og får ikke spurgt ind og lyttet efter. Jeg ville så gerne have SOLGT problemet med den stigende ulighed, men havde åbenbart ikke argumenterne i orden. Jeg tænker at uligheden er en stor trussel mod vores samfund, vores klode. Jo større gabet bliver, jo større er faren for at kedlen eksploderer og de rige, kan jo alligevel ikke nå, at bruge alle deres penge. Hvorfor vil man ikke forstå, at jo flere der bliver fattigere, jo mindre bliver købekraften og det offentlige, der kompenserer og forsøger at holde hjulene i gang gældsætter vores offentlige kasser og tror de kan spare sig til en løsning.
Jeg synes selv det er så indlysende, at så længe vi beskatter arbejdsindkomsterne hårdere end kapitalindkomster vil skævvridningen fortsætte. Kunne vi ikke blot beskatte begge dele lige meget til en start?
Er der noget jeg ikke kan høre? Er der noget her jeg ikke forstår i kommunikationen?

Hvor sku` vi vide det fra?

Tags

bivirkningerne af al den medicin kan være værre end almindelig aldring, medicin hjælper ikke mod alderdom, vi burde lave samtalegrupper og være nysgerrige, vi mangler forståelse og anerkendelse, vi mangler vejledning og oplysning, voksne kan også være bange og det er ikke rart

Danmarks dejligst en sommerdag. I går. Nu regner det og er begyndt at blæse igen. Tidernes skiften.

Dagen er tilbragt i allerbedste selskab. Jeg er blevet beriget med gode historier fra det virkelige liv. Har nydt minderige billeder og fragmenter fra et langt og begivenhedsrigt liv.
Som så mange gange før, både i dag og i andre sammenhænge, faldt samtalen ind på spørgsmålet: “Er dette her/disse symptomer et almindeligt tegn på alderdom, eller er det sygdom”. Vi ved det jo ikke, for vi har aldrig prøvet det før. Når vi har ondt her eller der, er det så en naturlig følge af, at kroppen er slidt og piber i hængslerne? Når vi er trætte og ikke orker noget, er det så fordi vi er slidte af et langt liv og sjæl og krop fortæller os, på sin måde, at nu skal der geares ned, eller er vi syge? Fysikken finder sig ikke i, at vi suser af sted, sådan som hovedet/hjernen egentlig gerne vil? Når vi bliver frustrerede og kede af det fordi der ikke er overensstemmelse mellem dåbsattesten og det vi vil udrette, er der så grund til bekymring, eller skulle vi hellere opfatte det som vink med en vognstang, om at det er godt nok, at tage livet i langsom takt? Når det hele bliver så mærkeligt og man bliver rigtig bange for fremtiden, hvem vejleder os så? Hjælper os med at se muligheder og opfinde hjælpemidler, så angsten for at blive afhængig og hjælpeløs, ikke skal slå en ud.
Efter min mening, er det største tabu vi har, ikke døden, men den sidste del af vejen frem mod, at vi sætter træskoene. Der mangler ikke medicin og sengepladser, men støtte til at forstå. Vejledning og hjælp til at leve det ændrede liv.
I al dette samfunds nedladende holdning til at blive gammel, dette samfunds tabu om hvad der sker, gør vi os selv og alle de ældre en bjørnetjeneste.
Når vi kun viser hvorledes botox retter rynker, creme fjerner løs hud, at gamle kan dyrke elitesport til de er 90 og cykle jorden rundt, så tramper vi på alle dem, der ikke kan og som ikke ligner en der er 30 år yngre end sin biologiske alder. Vi burde være nysgerrige og spørge hvordan det føles, hvordan man finder løsninger og hjælpe med at leve det gode liv.

Gammel eller ej.

Tags

det er ikke sjovt at blive gammel, det kan være svært at give sig selv tilladelse, gør noget ved drømme og ønsker, jeg gider ikke prale, måske ville det slet ikke være så tosset med nogle krav og forventninger, medens du kan, men vil inspirere og motivere, så længe jeg kan stå ud af sengen, vi opdager det ikke selv

Japanske kirsebærtræer kan også være hvide. Findes i Kongens Have. Tjek om ca. 14. dage blomstre æbletræerne derinde.

Nogen påstår døden fortsat er et tabu. Måske. Måske er døden blot svær at snakke om fordi vi ikke har nogen erfaring med at dø. Der er stor viden og læring at hente hos døende og det bør vi være langt mere åben om og ikke bange for. Det kan vi dele med hinanden. Til min store underen – for der er jeg ikke – kan man blive mæt af dage og vil gerne herfra. Men det er da smart, at komme dertil, når man bliver gammel, for en ting er sikkert, vi skal ikke leve evigt. Tak for det. Jeg kan også sagtens forstå, at man kan blive hamrende ensom når ægtefælle, partner, veninder og venner, søskende og alle dem der udgør ens nære og mindre nære netværk dør fra en. Hvem skal man så dele sin historie og sine minder med? De heldigste har nogle børn eller unge venner som synes det er berigende og interessant, at lytte til gamle og ældre menneskers historie. Det er blot ikke alle.
Men jeg er så træt af, at få skudt i skoene, at jeg er så aktiv fordi, jeg er bange for at blive gammel. Fordi jeg ikke kan holde ud at være alene med mig selv? Fordi jeg skal leve op til et pres og et krav – fra hvem?
Vi gamle eller ældre eller hvad det nu kaldes er jo lige så forskellige, som dem der er yngre eller unge eller børn. Jeg beskriver ikke mine aktiviteter, min nysgerrighed og glæde ved at opleve, fordi jeg vil prale. Jeg skriver oprigtigt, fordi jeg håber, at jeg kan inspirere og motivere andre end mig selv til at være nysgerrig på livet. Til at huske sine drømme og ønsker fra dengang man ikke havde tid på grund af for meget arbejde, små børn, ingen penge eller hvad det nu var og få gjort noget ved det inden man ikke fysisk eller psykisk er i stand til at gennemføre/opfylde disse ønsker. Nogle gange opdager jeg, at drømmene har forandret sig. De er blevet lige meget og det er fint.
Og så helt ærligt. Det er altså ikke morsomt at blive gammel når det gælder fysiske og psykiske svækkelser. Heldigvis er de fleste af os så heldige, at det kommer snigende, så vi opdager det slet ikke rigtig. Eller også ser vi så dårligt, at vi ikke kan se det i spejlet. Det er en af grundene til at mange gamle svarer de har det godt. Også selvom hverdagen er blevet vanskelig. At man ikke går så godt, ser så godt, hører så godt. Ikke kan dit og dat. Og jeg bliver altså ved med at træne og opleve så længe jeg kan få mig selv ud af sengen. Så er det sagt.

MAD

Tags

en renvasket himmel, en smuk kage, ramsløg forvandlet til pesto, rotter er røvere

Ost, oliven, årstiden friske grøntsager. godt brød, lidt og lækkert kød, fantastisk chokolade, bær og nødder.

Som de fleste vist har erfaret er jeg ikke mere den store kok. Gider nærmest ikke lave mad og slet ikke spise den alene, men så en gang imellem tager jeg mig sammen og hygger mig en hel dag i køkkenet.
Naturligvis har jeg inviteret gæster, de skal udsættes for mine – efterhånden utrænede – frembringelser. Og hvad skulle man ellers bruge sådan en blæsevejrsdag til. Snart ligger al jorden fra altankasserne i min støvsuger og på gulvet på altanen. Intet under at kommoden i soveværelset er dækket af små sorte sandkorn. Det er virkelig øv.
Morgentræningen har bidraget til en ny dårlig skulder. AV! Det gør ondt. De instruktører burde vide lidt mere om gamle damer og deres konstruktion. Nogle af dem tror vi går på bokseholdet eller skal træne til næste olympiade. Det er en stor fejl.
Ramsløgene som jeg plukkede i går er nu forvandlet til lækker pesto. Men hold nu op, den dyre blænder jeg købte er ikke pengene værd.
Har bagt verdens smukkeste kage på papiret, i det mindste. Vi får se, hvorledes den tager sig ud og smager i morgen.
Fik lært lidt om hvordan man i hvert fald ikke skal lave falafler. Den opskrift jeg havde var dårlig. Forberedelser til nye salater er klaret. En herlig arbejdsdag.
Nu ser himmelen renvasket ud og skyer i alle hvide og grå nuancer med solskinskante driver afsted. Mirabelletræer og forsytia vifter med deres manke og hækken er ved at lukke sig i sart lysegrønt. Skaderne går og samler lidt natmad på plænen og et egern har drønet forbi i rasende fart. Desværre lignede det også en rotte, der pilede rundt omkring en skrællespand. Føj. Det pelsede kræ kan jeg simpelthen ikke udstå. Det betyder, at jeg sandsynligvis vil få mareridt i nat og ikke tør tisse på wc uden lys. Tænkt hvis den slags ækle dyr sniger sig op igennem faldstammen i ly af natten. Det er uhyggeligt.

Stavnsbåndet som pensionist

Tags

at flytte er kun for de rige, boligselskaberne spinder guld på mig og ligestillede, der mangler seniorbofællesskaber nu og i fremtiden, ingen almene boliger til pensionister der vil bo sammen, jeg kan ikke flytte mig, min drømmebolig er utopi, stavnsbåndet til den samme kommune

Så er krydderurter og påskeblomster arrangeret på forårsaltanen – frost bid dem nu ikke!

Som alle andre mennesker har jeg som pensionist nogle drømme til fremtiden. Herunder fremtidige boligforhold. Et stort ønske er at komme til at bo i opgang med mennesker, der er samme sted i livet, som jeg selv og sammen med ligestillede skabe et fællesskab. Jeg drømmer også om for en gangs skyld, at kunne prøve at bo i noget nyt. Mine boliger har altid været gamle, genbrug i allerbedste forstand.
Derfor lod jeg mig for snart en del år siden skrive op i boligselskaber, der operer i forskellige kommuner i og omkring hovedstaden. Som råder over muligheder for at placere min drømmebolig med udsigt over en havn/vand. Tæt på det sprudlende kulturliv, som jeg benytter så flittigt. Med cafeer og restaurationer indenfor en gammel kones gåafstand. Der vil jeg sidde og drikke min latte, iført sort møllehjulshat eller blomster i håret og ublu glo på alle de andre gæster, eller stirrer ud over aftensolen, der spejler sig i havnens sorte vand. Som stamgæst vil jeg sidde ved det bedste bord, indtil jeg trisser hjem med lyden af glade menneskestemmer i mine ører.
Nu har jeg ventet længe og forsøgt at engagere mig aktivt i skabelsen af et sådant ældre-bo-fællesskab. Det er ikke første gang, men denne gang gik det for alvor op for mig, at jeg formentlig er stavsbåndet til, at blive hvor jeg er. På trods af at jeg for hver dag der går optjener anciennitet, vil jeg ikke kunne komme frem til en af de få og eftertragtede boliger, fordi jeg bor udenfor København. Borgerne i byen vil hele tiden komme før mig. Det er der måske ikke noget at sige til. Jeg betaler trolig hvert halve år, et ganske stort beløb for at stå på listerne og lad os blot sige, at jeg skal betale i 20 år, så vil jeg til den tid have betalt tæt på 100.000 for at stå på lister som aldrig vil føre mig til målet. Boligselskaberne tjener en hel del penge på mig og ligestillede, uden at fortælle os, at vore chancer er forsvindende. Det synes jeg er tarveligt.
Jeg taler naturligvis om kapløbet for at få en almene pensionistbolig. Jeg har som mange andre pensionister ikke råd til at købe og eje. SUK!

MURAKAMI

Tags

en solstråledag og jeg er så træt, japansk historie og religiøsetet indblandes, Jellyfish Eyes en film af samme kunstner, Mr. DOBV og konseptet "superflad" på japansk, sjove og sære kunstværker

Der er en fest og en fart over den japanske kunstner Takashi Murakami.

Udover at vi festede og fejrede den nybagte 70 årige i Oslo, blev der også tid til et besøg på det smukt beligggende Astrup Fearnly Musseum, der er det det første museum i Skandinavien som viser den verdensberømte japanske kunstner Murakami`s herlige værker. Jeg kunne godt tænke mig, at vore temmelig kedelige beton opgang blev pyntet med hans tegninger og malerier. Der ville virkelig blive noget at kigge på.

festlig og farverig og det tager en uendelighed at finde ud af alle de små detaljer i værkerne.

Efter turen til Astrup Fearnly spadserede vi på den smukke og spændende Brygge til regentgaden og fandt det fineste hotel i miles omkreds, for at sætte os der i Palmahaven og indtage vores eftermiddagskaffe. Det smagte, vi var voldsomt kaffe hungrende.
Hjemme igen nåede jeg at hilse på alle mine tre børn på en gang. Det er en sjælden dejlig begivenhed og under et måltid mad i Absalonskirken på Vesterbro, kunne vi up datere og hygge os en god time, medens mine 2 pigebørnebørn hyggede med.
Nu kan jeg mærke, at jeg er træt og selv ikke en vidunderlig travetur i solen, kan jage de slatne muskler til at vise styrke og sammenhold. Jeg er bange for, at jeg ender på sofaen med avisen hen over hovedet og sikkert ikke vågner før jeg hører mig selv snorke. Men pyt med det. Den form for vild luksus kan jeg jo, som pensionist, tillade mig og skønner endnu engang på mit arbejdsfrie liv.
Således lørdagstræt, vil jeg slutte dette lille skrift med ønsket om en god weekend til alle.

Underen og flere og flere minder

Tags

at møde nye mennesker er en kilde til glæde, elsker at gå på cafe`og drikke god kaffe, jeg er god til at skabe tillid og lytte og det bliver belønnet med spændende samtaler, min gamle nabo lærte mig noget om forskellen på hverdag og fest, når man fortjener sin mad, ravklumper som luer af guld og som ild, Ravmuseet for første gang, så megen tid er svær at forstå, smager den godt

Jeg tror jeg har røbet det. Jeg elsker at gå på cafe` og drikke kaffe. Især i Spanien hvor en god kop kaffe koster 1 euro.

Jeg undrer mig faktisk over, at det er muligt, at glæde sig til weekenden, når man nu som pensionist har FRI hele ugen. At man kan se frem til ferier og fridage. Men det handler om ikke at få det hele til at ligne en stor leverpostejmad. Og her kommer min gamle nabo ind i billedet. Han blev gammel og han blev alene. Han blev syg og bundet til sit hjem, men ikke desto mindre fastholdt han, at der var forskel på hverdag og weekend. Til sidst bestod forskellen i, at han måtte få en snaps til sin frokost lørdag og søndag. Men jeg syntes dengang, at det var så fint, at han markerede sin uge på den måde.
Der skal være forskel på hverdag og fest.
I aftes da jeg gik i seng, glædede jeg mig til weekenden. For mig begynder den fredag morgen med, at avisen bliver leveret på dørtrinnet. Så smutter jeg i seng igen med den og læser til jeg ikke kan holde ud, at ligge på langs mere. Jeg sørger for at der skal ske noget, som jeg ugen igennem kan se frem til.
I dag begyndte dagen på cafe` med lækker kaffe og en interessant samtale. Derefter en lang spadseretur gennem byen i det disede, men milde vejr med et andet og lige så interessant menneske. Jeg holder meget, meget af at møde nye mennesker. Det er så herligt spændende og udvider min horisont. Snakken gik og tiden blev til timer. Til sidst drev sulten og en ny kaffetørst os ind på en, for mig, ukendt cafe`. Her blev serveret lækre, lækre brød og sundt pålæg. Den slags smager når man virkelig fortjener sin mad.
Endelig fik jeg taget mig sammen og runde dagen af med et kig i Rav Museet. Der har jeg aldrig sat mine ben. Det var gratis på grund af efterårsferien – så heldig kan man være. Og jeg må sige, at nogle af klumperne luede som ild og vulkaner. I dem sad fluer, myg og edderkopper. Tænk engang millioner af år gamle. Så meget tid er ikke til at fatte.
En dejlig dag er ved at slutte og i morgen fortsætter weekenden med nye eventyr.

Bevidsthed eller/og terapi?

Tags

bruger jeg sproget som terapi?, er der et sprog uden læser?, er der et sprogt uden en lytter, er jeg subjekt eller objekt?, er sproget en ydre ting eller en indre ting, noget indre kommer ud, skaber sproget min bevidsthed, uden stemme

kropssprog, dansesprog, talesprog, skriftssprog, sang og meget mere.

Oprindelig tænkte jeg denne blog som blandt andet en kærlig inspiration til andre kvinder, der havde forladt arbejdsmarkedet og som måske følte sig lidt forladte og alene og trængte til et kærligt: “Det kan du også gøre”. Bloggen skulle også handle om hvad midaldrende og gamle kvinder tænker og føler, jo mere vi forstår, at sådan har andre det også, jo mindre “tosset” føler man sig selv. Der bliver bloggen af og til et – måske – kedeligt referat af hvad min hverdag er gået med og til andre tider afspejler den mine tanker om dit og dat, ikke mindst mine politiske overvejelser.
I dag blev jeg inspireret til at tænke nærmere over hvad sproget er og gør ved os, eller vi gør ved sproget. Ingen tvivl om, at jeg ofte og gerne udtrykker mig skriftlig. En slags terapi? En bevidstgørelse af det jeg oplever og tænker? Der er noget indefra, der kommer ud, uden stemme. Hvilket jeg også udtrykte som et behov, da jeg ikke mere havde arbejdskolleger, samarbejdspartnere og faglige netværk. Jeg måtte have et sted at udtrykke mig. Det fik mig i dag til at tænke over, om mennesket i dag er mere alene og mere ensom og derfor konstant er on line, eller om vi bliver fysisk alene og ensomme fordi vi er on line? Min stemme har jo ligefrem taget skade fordi, jeg ikke taler så meget mere. Så meget, at øre, næse halslægen har anbefalet, at jeg kommer til talepædagog.
Mit sprog er et ydre udtryk, men det udtrykker i høj grad det indre.
Nogle mener jeg blotter mig. Og nogen mener helt bestemt jeg blotter mig for meget. Andre undrer sig over mine blottelser, hvad er det for et behov? Et behov for likes? Hånden på hjertet, jeg bliver da glad for, at nogen læser det jeg skriver og især når det deles og jeg får kommentarer. For det betyder, at jeg på en måde er i samtale med nogen.
Men det kan jo også være en slags magt, at turde udtrykke sig sort på hvidt – eller kan det? Sproget kan så meget og der er så mange sprog. Når jeg danser, har jeg et sprog. Når jeg taler et andet. At lytte, kan også være et sprog. Egentlig er sprog muligvis slet ikke et sprog, hvis der ikke lyttes eller gives feed back? Eller hvad, tænker du mon?