Cykelstyrt og Heibergs Hus

Tags

et funkishus i Virum, spændende historie om Heiberg som arkitekt, det første funkis hus i Danmark, en spændende grund med sø i bunden, ingen isolering af betydning, hans interesse for samfundet og byggeri var spændende

På en utrolig grund med sø/å i bunden ligger Heibergs Hus som det første funktionalistiske i DK.

Med sus i skørterne en dejlig august morgen, cyklede jeg glad af sted. jeg skulle have lækker massage. BANG! pludselig blokerede de to cyklister foran mig bremsen og i et fuldstændig automatisk forsøg på at cykle udenom var det mig der først tog asfalten, så kom ham bag mig oveni. Jeg hørte noget knække. Det var håndbremsen på min cykel som sprang som glas. Styret havde boret sig ind i mig ene lår og mit højre knæ kunne slet ikke mærkes.
“Såret” og forvirret ankom jeg lidt senere til min massage, men måtte opgive at ligge stille. Det gjorde for ondt. Det gør det stadig og nu skal jeg til cykelhandleren igen. Jeg burde fra starten havde købt en ny cykel.
Nå! Man skal ikke lade sig slå ud. Et lille hvil og en ispose og videre til dagens mest spændende punkt. Et besøg i I H Heibergs Hus i Virum. Han var den første som bygge et funkis hus i DK, måske i hele Europa. Det er så vidt jeg husker bygget i 1923 og gjort fint i stand af Realdania. Det var virkelig interessant at høre om og se. Jeg kender ikke andre af hans værker, men ved at han var en ivrig debattør og kommunist. Det sidste var ikke fremmende for hans karriere, men de indlagt samfundsovervejelser i hans byggeri er der ikke noget i vejen med. Min mening. Hans interesse for at indrette et køkken så husmoderen løb færrest mulige skridt, meget interessante. Huset er nærmest bragt tilbage til sin oprindelse og forekommer mig temmelig koldt at bo i om vinteren. Dengang var isolering ikke så moderne. Badekarret var sænket ned i gulvet og der var gæstetoilet. Det var stort.
Det er interessant at være medlem af Realdania`s byggeklub. Det kan anbefales hvis man er til historie og arkitektur.

Er vi ligeglade?

Staudebedene i Kongens Have er så smukke på denne årstid.

På en bænk i Kongens Have med tid til at fundere lidt i solens varme stråler, kan jeg ikke lade være med at fundere på en artikel i Information skrevet af Paul Mason i lørdagens avis. Er vi virkelig ligeglade med at en Putin, en Erdogan, en Orban og en Trump udhuler demokratiet og knægter menneskerettighederne. Forstår vi til fulde, at hvis og når menneskerettighederne sættes over styr for nogle, så sker det også for os andre. Spørger vi os selv om “det kan betale sig”, at gøre noget ved det? Har vi ikke forstået eller glemt, at menneskerettigheder og demokrati ikke er noget, vi har købt eller fået af nogle magthavere, men at det er noget vi har kæmpet for og er givet ved fødslen. Har vi glemt at tænke som frie mennesker og stå fast på, at vi ( alle mennesker) er lige og vores ret til at være til er umistelig.
Nogle gange kan jeg ikke lade være at tænke, at Dommedag måske ser helt anderledes ud end nogen havde forestillet sig. Men at menneskedyret i hvert fald selv er ansvarlig for hvornår og hvordan det sker.
Imedens kunne jeg så sidde der og nyde synet af de smukke blomster, nyde at mennesker kunne sidde og ligge som de ville og slappe af på bænkene. Gå en tur i den dejlige have og ønske, at alle have sådan en mulighed. Det blev en dejlig dag hvor jeg nød Kongens København, den friske kølige luft og den varme sol. Fik slået sløjfe på nogle løse ender og endnu engang konstateret, at det ikke er alt det vi når, der stresser os. Det er alt det vi burde nå og som vi ikke når, der giver stress. Endnu en stor sten blev løftet væk fra bekymringsbunken af min hjælpesomme svigersøn.
En frisk hilsen fra sønnen i langt bort i stand og fine billeder af en lille pige på første skoledag og en stor piges første dag i gymnasiet, gjorde glæden stærk og god før sengetid.

Det lyder så banalt og enkelt, men…………

Tags

hvor går grænserne for hvem der må samle sig og ytre sig?, politikerne puster til ilden, presse og politi lugter blod og flere stillinger, samtale forudsætningen for et sandt og sundt demokrati, tale er guld, vi er igen ude på en glidebane

Hensigten er at lægge op til samtale. De der har magten, behøver ikke at tale særlig meget. De har nemmere og mere effektive virkemidler til rådighed.

I 1977 og 1978 var jeg en af flere berufverbotsager i Danmark. En lille gruppe af os gav os til at tale sammen. Ikke for at genoptage gamle sager og glemte hændelser. Men fordi ytringsfriheden havde trange kår, det er kun blevet værre siden. Vi var enige om, at det er af afgørende betydning, at gå til kamp mod alle anslag af ytringsfriheden. Jeg husker vi i vore drøftelser også snakkede om, om det rigtige og rimelige i at et nazistparti/forening skulle have lov at ytre sig. Det var så nemt at sige, at det skulle det ikke, men så alligevel hvor går grænserne. Thi i et sandt og sundt demokrati er det utænkeligt uden en absolut ytringsfrihed.
I flere år har man “griset”, med begrebet ytringsfrihed og nogen må og andre må ikke sige hvad de vil. Der har i tidens løb været flere angreb på grundloven og senest i dag, løbes der nu stormløb på forsamlingsfriheden – hedder det vist. Vores grundlovssikrede rettigheder til at mødes med hvem vi ønsker.
Det er så nemt og populistisk og lyder så enkelt, at forbyde en eller flere grupper at forsamles, gå i bestemt tøj eller have en særlig religion.
Vi skulle være stolte og glade for vores Grundlov, vores ret til at værre lige og frie og turde have de meninger og holdninger som vi hver især har.
Der er efter min mening masser af midler hvis der sker misbrug af  disse fælles rettigheder. Og har vi et demokratisk ligeværd og en velfungerende retsstat, kan vi sammen takle de kriminelle handlinger, der eventuelt udøves.
Desværre puster politikerne og pressen til ilden med risiko for at øge lovløshed og gribe til lette løsninger. De Skræmmer almindelige mennesker, læs alle unge mænd, beboerne i hele kvarterer. Frem for at samle splitter de, frem for samtale øges vold og kriminalitet.
Og hvor går grænserne? hvem er det der næste gang ikke må samles? Hvem er de som ikke må ytre sig?
Mit store ønske er at denne glidebane ikke fortsættes.

Tango i byen

Tags

alt for høje priser og alt for små rum, tango i byen, dygtige unge sangere, jeg vil høre mere Wagner, en

Sender kærlige afskedstanker til min søn og svigerdatter og tænker vi trods alt kommer til at kigge på den samme måne det næste halve år.

Smægtende tango toner og dans fulgte mig fra Skuespilhusets terrasse, da jeg vandrede hjem efter en smuk og stemningsfuld Paradekoncert.
Himlen var smuk og skyerne pyntede dekorativt ovenover os, medens vi sad der under åben himmel og nød det flotte operaprogram, som afslutning på en fejende, flot festival.
Jeg er nu vild med Wagners Ouverture fra Rienzi. Den skal jeg høre igen og måske igen, igen. Og ellers blev vore øregange forkælet med Verdi, Leoncavallo, Gounod, Offenbach, Rossini, Puccini, Strauss og endnu flere. De unge sangere er lovende, meget dygtige og den unge dirigent intet mindre en glimrende. Alt var så såre dejligt og jeg kunne mærke hvorledes, jeg rent fysisk fandt mere og mere ro og fred indeni. Det var svært at løsrive sig igen. Byen summede og trods det, at mange restaurationer og cafeer var lukkede, hvilket forundrede mig, var der liv overalt.
Alt min stress over printer som fortsat ikke dur efter en tur på værksted. En pc som gør knuder og mange flere smådrillerier, føles det alt sammen mindre belastende efter sådan en dejlig aften. I morgen er der en ny dag, måske den vil bringe løsninger.
Der blev også tid til at se nye lejligheder. Hvor Herre Bevares – jeg blev skuffet og til de priser. NIX! Det er virkelig ikke sjovt at være boligsøgende i København. Det er uhørt høje priser, bitte små rum og skrabet i alle ender og kanter. Miljøet udenom ser lovende ud, det er bare ikke nok. Der laves alt for meget skidt i disse år. Det er synd og skam. Og jeg er ikke tilfreds med mit Pensionsselskabs måde, at behandle medlemmerne på i den henseende.

Kunsten at overleve

Tags

vi må have en it-politik på verdensplan, de globale medier og techfirmaer styrer vores adfærd helt bevidst, læs bogen af Imran Rashid og blive klogere på hvad der sker også med dig, IT påvirker kroppen, mennesket, familien, virksomhederne og samfundet, hvad sker der med kloden hvis vores empati er ikke eksisterende, at leve i en drømmeverden

I Valbyparken går der lamaer. Angiveligt passer de på fårene?

Onsdags vandretur gik ud på Tippen i Valbyparken. Københavnernes gamle losseplads. Her er nu vildt og frodigt og endnu ikke anlagt en golfbane. Lad os håbe, at denne noget sikkert forurede natur, forbliver vild natur mange år endnu. Thi her er herligt at spadsere en sommeraften, også på de kølige dage med udsigt til lorterenden og indsøer. Her trives får og lamaer i forening. En medspadserende fortalte, at Lamaerne opfører sig som fårenes vogtere og det er godt at vide.
Turen gik videre til Rosenhaven, hvor roserne i øjeblikket folder sig ud i al deres pragt. Desværre dufter moderne roser ikke mere, men de gammeldags sender liflige dufte af den sarteste art ud mellem lavendlerne og øjet frydes.
der er for resten rosenkåring den 6. august mellem kl. 11-16 og et fint program. WWW.KK.dk/valbyparken. Med masser af legeaktiviteter for børn og glem nu ikke at kigge indenfor i temahaverne.
Elton har optaget min tid, siden sidst og det har været hyggeligt. Desværre er der også bøvl med printer og fotomekanismen i telefonen. Den slags er ved at drive mig til vandvid og jeg kan ikke lade være, at synes jeg er alt for afhængig af alt det digitale isenkram. Men hvordan melder man sig ud af det?
Det giver ikke mindst stof til eftertanke, at læse Imran Rashid`s bog SLUK, kunsten at overleve i en digital verden. Det er en fantastisk bog, som kan anbefales til alle som er blot det mindste interesseret i hvad vores digitale liv og fremtid får af betydning for menneskehjernens udvikling/påvirkning og vores adfærd. Mange mennesker er allerede digitalt afhængige og vor tids junkier på evig jagt efter den næste dosis lykkehormon. Ligeglade med stress, søvnbesvær, koncentrationsbesvær og nedsat evne til nærvær og empati.
Forklaringer på vold mod skolelærer og mange andre aktuelle begivenheder, skal måske netop findes i nogle af disse påvirkninger.
Læs bogen før det er for sent. Og talt med dit barn og dine teenager, hvis du selv kan få viklet hovedet ud af facebook eller lignende tidsrøvere.

Føler jeg fik livet foræret igen.

Tags

DF skaber splid og spektakel, Elton og jeg befandt os under en heldig stjerne, gele i benene og taknemmelig, hvordan man skaber en borgerkrig, ser frem til en rolig aften, tager ikke livet som givet

Containeren styrtede ned kort tid efter jeg og Elton stod netop på dette sted.

Lille Elton og jeg begav os i formiddags til Valby for at aflevere for småt tøj til Mødrehjælpens butik. Der var endnu ikke åben, da vi ankom og derfor besluttede jeg at gå ned på Tingstedet og drikke en kop kaffe, medens den unge mand endnu var i godt humør.
Vi stod netop på det sted hvor containeren styrede ned, men det vidste vi ikke. Vi stod stille for at vente på grønt lys, for at passere gaden. Efter en kop herlig kaffe begav vi os ca. 20 minutter senere tilbage mod butikken. Jeg undrede mig over det megen redningsmandskab og afspærringerne, indtil jeg så op og forstod hvor heldige vi havde været. Først da jeg kom frem til butikken, fik jeg gele i benene, og tænkte med taknemmelighed på, at lille Elton og jeg ikke – heller ingen andre – var blevet mast under den tunge byrde. Et lyssignal og to vejskilte, havde taget af for flugten mod fortovet og lå bøjet hen over fortovet. Der går rigtig mange mennesker på det stykke af Valby Langgade og det var skønt at erfare, at ingen var kommet galt af sted.
Nu er her stille igen. Drengen er taget med sine forældre hjem og mormor kan slappe af og se frem til en rolig aften.
Nu håber jeg ikke den forstyrres af Fru Pia, der slås op på spisesedlerne med: “Nu må det være nok med det københavnerri”. De mennesker som siger den slags og som gang på gang taler om udkantsdanmark graver grøfter og laver splittelse. Det er sikkert på den måde man kan skabe borgerkrig. Jeg kender ingen Københavnere, der skal beskyldes for … ja, hvad? Og nu har jeg igen, igen set det levende, pulserende og aktive udkantsdanmark med masser af arbejdspladser, kultur og netværk. Hvad fanden skal det gøre godt for? Det er rigtig grimt og skaber kun splid og spektakel, som ingen af os kan og vil bruge til noget. STOP

Det er svært at finde en grimasse

Tags

dansk skrankepaveri, de sidste velfungerende rester af DK nedlægges, EU er ikke for spanske blanketter, jeg får kvalme af de politiske begrundelser, så slagter man S togstrafikken, virkelig dårlig dag

Frokost i det grønne.

Det er godt nok svært at finde en grimasse der kan passe, når jeg midt i morgenmaden får serveret, at nu skal S banenettet. DSB guldkalv slagtes. Thatcher har gjort det for snart mange år siden – kørt England ned til sokkeholderne. Vores regering fortsætter i hendesplovfure med at nedlægge, alt det der har kendetegnet et velfungerende DK. Et land hvor posten kom ud til Maren i Kæret til samme pris som til hr. Fabian i Hørsholm. At vi alle kunne blive fragtet til, også udkantsdanmark, af velfungerende offentlige transportmidler. At alle gamle der havde behov for pleje fik det. Nu ser vi hvorledes de udliciterede plejefunktioner går fallit når der ikke kan suges mere profit ud af den citron og kommunerne tvinges til at feje boet op. Rengøring på hospitalerne, som nu ligner en horekasse i havsnød, så meget skidt ligger der på toiletterne omkring ventearealerne, fordi det også skulle være privat.
Hvem tror mere på, at private kan gøre det bedre og billigere – det er jo direkte lyv. Vi gider ikke høre det mere. Sig dog lige ud, at I vil liberalisere de sidste rester og lade fanden hytte de sidste, hvis de altså overlever.
Digitalisering og skrankepaveri florere igen og vi almindelige mennesker er totalt hægtet af. Eksempel: “I dag skulle min hjemmevendte datter og mit barnebarn tilmeldes folkeregisteret i Købehavns Kommune. Vi var heldige at finde en parkeringsplads i nærheden, så vi ikke skulle bære baby langt i blæsten. Problem, al parkering foregår med en ap. Sådan en havde vi bare ikke. Så down low den. Jamen vi har ikke internet på phonen. Endelig finder vi en løsning og når i tide ind på det såkaldte servicekontor. Taster os ind. Bliver hentet og fremlægger alle de dokumenter vi har ringet og mailet om vi skulle medbringe. Og dog. De havde glemt at sige, at faderen skulle give en tilladelse til at mor og barn måtte bo sammen indtil han kommer. Jamen vi havde jo spurgt. Desværre. Og så var der også lige det, at barnets fødselsattest var på spansk. Og kontorret er kun gearet til engelsk og tysk. Jamen er vi ikke i EU. Jo, men nu skulle den spanske attest altså oversættes – autoriseret, forstås. Hvad mon det koster. Og det skønt selv et barn kunne læse på spansk, at der stod mor og far og ikke meget andet på den attest.
Jeg bliver dårlig, det er næsten ligesom at besøge et offentlig kontor i Andalusien og det siger ikke så lidt.

Tilfreds? Nej! GLAD.

Tags

nye kartofler, en forklædt makron, ingen kan jage min glæde bort i dag, føler mig rig og glad, kan forberede et skønt og sundt måltid, jordbær og gulerødder, persillestegt kylling med persille i maven

Quark centret i Hvidovre. En slags naturskole. Et sted hvor skoleklasser lærer en masse om naturen og dyrene.

Der var slem modvind, jeg satte mig på cyklen i morges. Men så fløj jeg hjem med fyldte cykelkurve og medens jeg stod ved køkkenbordet og tømte kurvene for nye kartofler, friske jordbær, babyspinat, bredbladet persille i kæmpe bundter, yndige gulerødder med top og MSC mærkede fisk følte jeg mig som den rigeste husmor i verden. Og så kunne jeg mærke glæden brede sig i hele kroppen og varme langt ind. Tænk, at jeg er i stand til at forberede et dejligt og sundt måltid til mine kære, som jeg om et øjeblik haster i lufthavnen for at hente.
Det burde være en menneskeret, at alle børn og voksne kunne spise sig mætte og sunde hver eneste dag. Jeg kigger udover vores frodige grønne område, hvor solen skinner og alt i bogstaveligste forstand ånder fred og ro. Her kan børnene lege uden angst for dødbringen kugler og bombenedslag. Her har de far og mor indenfor rækkevide og skal ikke leve med rædslen for at de pludselig er væk eller se dem dø for øjnene af sig. og alligevel bliver notitsen om at nu har men igen – med beklagelse, naturligvis – dræbt så og så mange civile, for at få has på modstanderne. Modstandere af hvad? Af os, af vores rige verden? Af vores demokrati? Midlerne ser ud til at hellige målet. Det er grumt at tænke på, midt i den glæde jeg har og som ikke må jage mine gode følelser bort.
Det er så underligt, som verden udvikler sig. I England stod for en gangs skyld arbejdere og unge sammen mod højredrejningen. I Frankrig, tror jeg de selvsamme borgere, har købt katten i sækken. Makronen vil efter al sandsynlighed komme efter både fagbevægelse, arbejdsløse, syge og pensionister. Men hvem kan fortænke noget i at blive træt af socialdemokraterne. Jeg er selv mere end træt af den dimension her i landet. Renegater og farlige for dem de påstår de gerne vil repræsentere. Føj!

Sig du forstår, at jeg elsker dig.

Tags

der skal hjælpes, det er ikke blot hunde, det vigtigste er at børnene forstår de var elskede, film de blinde pletter, forebyggelse og hjælp til at være forældre og bedsteforældre, men også menneskebørn, sætter vi voksne vores behov forrest

En sommertur i det Nordsjællandske landskab.
Kaffe i Vig og spændende landsby Under Himmelen.

Der er fortsat brudstykker af en samtale fra en tidligere omtalt tv udsendelse, der rumler i mit hoved. Og jeg tænker, om jeg som mor har lyttet og forstået mine børn. Dengang de var bitte små, lidt større og store, senere unge. Har de følt sig set, hørt og forstået? Har de følt sig svigtet og misforstået? Satte jeg mine egne voksne behov forrest? Uanset om mine behov, min angst eller bekymring, min uforstand og egoisme skyggede for, at være der og se dem, gjorde jeg det aldrig af ondt vilje. Måske gjorde jeg noget dumt i afmagt? Måske omsatte jeg min kærlighed i ikke kærlige handlinger.
I bakspejlet ville jeg i hvert fald gerne have været klogere og måske have handlet anderledes.
Ingen af mine tre børn, er bange for at sige de elsker mig. Det er ufattelig dejligt, når det sker, men det fik mig til at tænke på, at det vigtigste de kan fortælle mig, i virkeligheden er, at de forstår jeg har elsket dem – ALTID, uanset hvor dumt jeg måske har opført mig i forskellige situationer.
Hvorfor tænker jeg over det nu? Det gør jeg på grund af den tv-udsendelse, hvor mor og søn, kommer til at gå så gruelig galt af hinanden. Og det gør jeg, når jeg ser på voksne forældre og deres børn. Hvor ville jeg gerne gøre mit til, at vi voksne ser og forstår, hvor de små børn taler fra. Og hjælpe os til at give dem det nærværd og det fokus og de trygge rammer, der skal til, så de kan vokse op og ikke føle sig svigtet og som voksen vælge, at undlade, at have kontakt til deres mor og/eller far. Det gør skrækkelig ondt, at opleve sådanne brud og jeg føler med begge parter.
Hvis jeg skulle bede om nogle flere tv-udsendelser, fik jeg lyst til at ønske, at man ikke blot viser programmer om især hunde, der har behov for genopdragelse og opdragelse af deres mennesker. Kunne man ikke hjælpe forældre og børn, bedsteforældre og børnebørn på samme måde. Være fluen på væggen, vidiofilmen, der hjælper os med at se de blinde pletter før det er for sent.
Der er skriverier og film nok, om hvordan det er, når det er gået galt og man er gået forbi hinanden. Ikke fordi man ønskede det, ikke fordi man er ondt eller dum, men fordi man ikke kan se skoven for bare træer.
Det ville være forebyggelse og familiepolitik og det har vi brug for.

Utilfreds med mig selv.

Tags

a-3a sommerseminar, arbejdsløsheden er fortsat meget høj, den finansielle sektor er totalt global, derfor rammer kriser alle lande som dominobrikker, er rigdom penge i banken eller et godt liv?, finanskriser er sammenfaldende med boligkriser

En dejlig blå aften med gå-gruppen. Lunt og lækkert vejr.

For et par dage siden faldt jeg ind i en tv-udsendelse, som handlede om, at en psykolog skulle skabe kontakt mellem en mor og en søn, som var “gået” fra hinanden.
Den udsendelse har rumlet i mig lige siden, fordi jeg i tilbageblik, men også aktuelt, ikke er tilfreds med min hørelse. I går aftes prøvede jeg at lytte, men det gik ikke godt over længere tid. Jeg lytter simpelthen ikke godt nok, eller kan ikke finde balancen mellem at lytte og forstå min kommunikationspartners tanker, følelser. Sådan er det bestemt ikke altid og jeg vil så gerne finde ud af, hvad det er der sker. I går var det en politisk-økonomisk diskussion. Og undervejs kunne jeg ikke finde ud af om, jeg har fyldt ørene ud med vat, eller jeg laver nogle blokeringer a la: Mine synspunkter skal fremmes, frem for at forstå og undre mig over “modparten”. Heri gemmer sig måske en vigtig pointe, for i det øjeblik jeg laver en “modpart” og ikke en medspille sker der noget med kommunikationen. Vi forsøger at vinde gehør for vores synspunkter begge to og får ikke spurgt ind og lyttet efter. Jeg ville så gerne have SOLGT problemet med den stigende ulighed, men havde åbenbart ikke argumenterne i orden. Jeg tænker at uligheden er en stor trussel mod vores samfund, vores klode. Jo større gabet bliver, jo større er faren for at kedlen eksploderer og de rige, kan jo alligevel ikke nå, at bruge alle deres penge. Hvorfor vil man ikke forstå, at jo flere der bliver fattigere, jo mindre bliver købekraften og det offentlige, der kompenserer og forsøger at holde hjulene i gang gældsætter vores offentlige kasser og tror de kan spare sig til en løsning.
Jeg synes selv det er så indlysende, at så længe vi beskatter arbejdsindkomsterne hårdere end kapitalindkomster vil skævvridningen fortsætte. Kunne vi ikke blot beskatte begge dele lige meget til en start?
Er der noget jeg ikke kan høre? Er der noget her jeg ikke forstår i kommunikationen?