Dagens korteste dag er lagt bag os.

Tags

det vrimlede med nisser på torvet, jeg ønsker mig til jul, juleoptog i Ærøskøbing, nye politikere der er ordentlige

På torvet vrimlede det med nisser i alle størrelser og tykkelser.

De sidste dage op til jul, medens butikkerne endnu har åbent holder der i Ærøskøbing nisseoptog. Både børn og voksne er flinke til at møde op i rød hue og flere i fint nissekostume. Først kom der nogle ryttere, men de blev væk for mig? Hestevognen blev hurtig fyldt op med børn, der fik en herlig tur rundt i de smukt pyntede gader. Bagefter var der dans og sang om juletræet på torvet og slik til børnene. En rigtig hyggelig tradition.

Den fine lille nissekone kender jeg. Hun elsker at klæde sig ud og optræde.

Min ledsager og jeg sprang juledansen over og drak kaffe på Købmandsgården. Måske mit sidste besøg i denne omgang. Der var som sædvanlig godt besøgt af mange lokale som havde fået samme ide som os. De sidste indkøb blev gjort og så hjem i en susende fart for at få nogle af forberedelserne fra døren, inden det helt store rykind.

Nu tror jeg så også godt det kan blive jul. Har vi glemt noget kan det ikke være vigtigt og helt sikkert noget vi kan leve uden. De få gaver er pakket ind i avispapir. gavepapir er så giftigt og skørt lavet, at det ikke engang må komme i papircontaineren. Det er sørme klimauvenligt. Også i højtiderne bør vi handle lidt mere med omtanke og lade handling følge ord.

Så hører jeg, at mange stakkels fjernvarmekunder får en kæmperegning næste år. Det er så urimeligt det der sker omkring følerne af Dong salg, som vel er årsagen til, at man blev tvunget til naturgas og siden ikke havde styr på priserne. De fattigste kommer ikke blot til at sulte i vores land, de kommer også til at fryse, har måske ikke råd til at blive vasket, lave mad og vaske tøj, hvis vand forurenes og prisen stiger på det. Måske sælges vandet til private kapitalfonde, som egenrådigt kan bestemme prisen.

Sikke nogle dumme julegaver at få. Bare folk dog vil huske det til det kommende valg. Ikke at det bliver nemt at finde nogle at stemme på, men det bliver helt nødvendigt at stemme nej til DF og blå blok og S, og SF dur heller ikke til meget.

Tænk om vi kunne få nogle helt nye, ordentlige mennesker at stemme på, som vi kunne have tillid til. det ønsker jeg mig til jul.

Reklamer

Romantiker og misbruger af fyldte chokolader

Tags

holder frikvarter fra alt det ond, hvad er det der sker i mine medmennesker?, hvor er min prins på den hvide hest?, jeg er romantiker og elsker fyldte chokolader, jeg forstår det ikke

Denne smukke buket glæder mig hver gang jeg kigger ind i min stue.

Forkælet bliver jeg og takker for det. I øjeblikket kan jeg, hver gang jeg kigger ind i stuen, nyde synet af denne smukke og julerøde buket på mit bord. Og så må jeg med hånden på hjertet indrømme, at jeg er en slem misbruger af fyldte  chokolader. I langt tid prøver jeg, at ignorere den lækre æske. Jeg åbner ikke sløjfen og kom alligevel til det i dag. Det skulle jeg ALDRIG have gjort. Kun smage et stykke og så et til og…… Det var ren romanblad. Medens jeg pløjede igennem Lucinda Riley`s Syv Søstre, ind imellem med tårer løbende ned af kinderne, og munden fyldt med chokolade, drømte jeg om endnu engang, at møde en skøn prins på en hvid hest. Ok i min alder, er glansen sikkert også gået af prinserne og klatre op på en hest er sikker utopi. ØV! Altså.

Godt jeg var inviteret ud og kunne glemme savnet og sorgen efter den eneste ene og i stedet for hygge mig med skønne, politiske mennesker. Spise dejlig tapas og skylle efter med god vin. Livet er ikke det værste man har – heller ikke som single.

Men det kræver at der ind imellem holdes frikvarter fra alle de sørgelige kendsgerninger om hvor samfundet er på vej hen og min undren over, at mine medmennesker stemmer på de partier vi har i DK, der over en kam – næsten – er fremmedfjendske til det hadefulde og onde. Partier som er ligeglad med at kloden ødelægges, bare de kan få lov at holde på deres taburet. Tænk, at man lukker op for sin vandhane og drikker foruret vand og alligevel stemmer på politikere, der tillader landmænd at sprøjte gift næsten direkte i grundvandet. Det er da mærkeligt. Jeg må  undres over, at der blandt mine naboer er mennesker der i fuldt alvor, synes det er ok, at sende unge og børn tilbage til krigsområder, at skille mødre fra små børn, at beslutte at børn skal leve i lejre i Danmark uden ordentlig psykisk og fysisk sundhed og skolegang. Jeg er bare et stort spørgsmålstegn. Hvordan kan det gå til?

Arbejder hårdt for at den sidste finale skal blive god.

Tags

en fod er på vej tilbage til mit gamle hjem, jeg bliver trist ved tanken om hvad hurtige penge kan gøre, pas på det særlige, synd med sommerhuse på denne unikke ø

Fra et slarafenland for børn og voksne. En butik som jeg bare lige skal kigge i hver gang jeg runder Ærøskøbing.

For hver dag der går i hastigt tempo, prøver jeg, at skabe den rigtige finale og julefest med familien, inden mit eventyr på den smukke og gæstfrie ø er slut. Nu er en del af rengøringen klaret og således også mange indkøb, men en del må af gode grunde udsættes til sidste øjeblik for, at være frisk og lækker.

Tandlægebesøg, bestilling af vinduespudser og barnepigeaftaler fortæller sit klare sprog om, at jeg allerede har en fod på vej tilbage. Og det autentiske og det der gør øen til noget helt specielt, får også i disse dage nogle skår. Man vedtager bygning af min. 58 sommerhuse i noget af den mest fantastiske natur herovre. Alt kan ske, blot nogle kan få hurtige penge i kassen. Sommerhusfolket vil desværre næppe blive, det man drømmer om: en integreret del af øens befolkning. Det ville have været smartere – min mening – at sælge de mange tomme gamle huse og få dem renoveret til brug for tilflyttere og sommergæster. Det ville samtidig pynte på landbyer og byer . Og de ønskede skattekroner får man sikkert heller ikke ud af det i længden. Så måske er den dejlige ø under forvandling og vil være et andet sted når og hvis jeg skulle komme her tilbage.

Det er så trist, så trist, at det næsten kan lægge en dæmper på mit julehumør.

De sidste bøger skal læses færdige og afleveres på biblioteket, de sidste besøg aflægges og jeg skulle også gerne lige nå, at opleve det store nisseoptog i Ærøskøbing, som er en af de helt store traditioner omkring juletid. Allerede nu går voksne såvel som børn med nissehue i byen. Det er morsomt synes jeg og overvejer også, at anskaffe mig en.

 

 

 

Er en grusom historie ved at gentage sig?

Nordens bedst bevarede fattiggård – Danmarks Forsorgsmuseum ligger i Svendborg.

Her i helvedes forgård levede de fattige og uværdigt trængende helt op til begyndelsen af 70èrne. Jeg gøs medens jeg gik rundt. For godt nok genlød murene af uretfærdighed og et kummerligt liv, men jeg ser så tydeligt sammenhængnen med de interneringslejre som vi i dag burer mennesker inde i. Den vold, de ydmygelser og uretfærdigheder der blev begået mod børn, kvinder, psykiske syge og såkaldte “dovne” og fordrukne fattiglemmer for blot 60-70 år siden, gentager vi i dangens Danmark, hvis vi tør se det. Lejre ligger afsides, rædslerne holdes skjult for den almene befolkning – hvor er det ondt og uhyggeligt. Papes forslag om at putte 10 årige i fængsel matcher fuldstændig fortidens måde, at behandle børn på. At det først og fremmest er flygtningebørn, der står forrest i tildeling af rædslerne og skal leve i fattigdommen gør det ikke bedre.

Jeg har tilbragt dagen i Svendborg, hvor jeg også ville gense Den Røde Højskole, hvor jeg i begyndelsen af 70èrne underviste og hvor også min ældste datter – dengang 2-3 år gammel – var med i “revolutionens” fortrop. Det var en dejlig tid, for der var ligesom håb om, at fremtiden skulle blive bedre. Vi følte loyalitet og sammenhold. Vi sang de røde sange og kæmpede for en ordentlig social- og arbejdsmarkedspolitik.

Et lille tilbageblik og en følelse af ægte menneskenværd, oplevede jeg også i aftes, da rigtig mange skønne mennesker fra øen gæstede mit hjem med mad og drikke og en herlig kvinde spillede på sin harmonika, medens vi sang de gamle sange. Min dybeste taknemmelighed over denne gestus, et kærligt farvel og et velment på gensyn. Så rørende og menneskevarmt. Jeg har faktisk ikke ord for alle de følelser, der strømmer igennem mig, som tak for denne aften.

Og jeg spørger mig selv, hvordan kan det være, at vi er nogen som er så heldige og lykkelige, at få sådanne oplevelser, medens andre må døje så meget ondt?

 

Radius eller ingenting – vi er sat ud af spillet

Tags

det hjælper ikke, forlængelsen af salget af DONG, politikerne vasker hænder, privatkapital køber vores elforsyning, vi kan skrige og græde

På Ærø har julemanden hugget bussen til Søby. Det er nemmere end brug af kanen.

Vi bliver mere og mere afhængig af el, stort set kan intet lade sig gøre uden. Og hvad sker der så? Ejeren af mere end en million forbrugeres elforsyning Ørsted – det tidligere Dong Energy – er ved at sælge hele molevitten, uden vi kan foretage os noget som helst. Vi risikerer at vores el bliver dyrere, for aldrig har vi i historien set, at private kapitalister ikke vil tjene deres penge ved købet ind og helst meget mere til. den danske tradition med at vi selv som forbrugere og andelshavere eller medlemmer styrede vores virksomhed til gav for fællesskabet er en saga blot.

Politikerne vasker hænder: Det er topledelsen der tager beslutningen om salget og til hvem. Ikke et ord om, at de samme politikere der i sin tid solgte DONG og i september 2015 gjorde Dong Energy til et børsnoteret selskab, der har skabt denne mulighed. Sagen skal ikke engang forelægges Folketinget. Vi er på røven venner. Vi kan skrige, vi kan skråle ingenting hjælper. Som jeg tidligere har peget på frygter jeg for at det danske grundvand også ender på private kapitalisters hænder. De skal bestemme om vi skal tørste eller måske drikke stærk forurenet vand. Og så mangler der kun salg og ejerskab af den luft vi indånder.

Alt hvad der sker i fremtiden vil kræve el og energi, ellers kan vi intet foretage os og vil være totalt hægtet af samfundet. Ingen rettigheder udover retten til at lægge os til at dø – nå, nej. Det skal sikkert også koste. Om ikke andet så pålægges de eventuelle pårørende vel en afgift for fjernelse af liget.

Det er så forfærdeligt og trist, at jeg kunne tude.

Det får jeg ikke noget ud af og jeg vil i mellemtiden og indtil videre glæde mig over, at vi her på Ærø finder overskud og charme i hverdagen. Som i dag da jeg skulle med bussen hjem fra svømmehallen. Tænk det var selveste julemanden, som sad ved rattet. Glad vinkende til de måbende modkørende, hvor folk var ved at trille ud af bilerne af fornøjelse.

Jespers Bus og dens mange chauffører er nogle herlige guttermænd. Har endnu ikke set en kvinde ved rattet i busserne herovre. HM!

Hvad sker der nu – lille du?

Tags

er satelittjenesterne gået juleamok?, julekalendermystik, mon Trump er blevet ven på bloggen?, spionerer USA min blog?

Den smukke og aktive Gamle Købmandsgård i Ærøskøbing under forvandling.

Pulsen, hjerteslaget i Ærøskøbing`s midte er og bliver Den Gamle Købmandsgård. Vil jeg varmes såvel indvendig som udvendig smutter jeg ind i den skønne og hyggelige “krostue”. Her kan man nyde bryllupsgæster hygge sig med frokost og middag. Lokale som ligge skal have en god kop kaffe og som har pcèn underarmen, så de ikke går glip af et stykke arbejde. Lokale veninder som hygger og snakker. Mennesker som kommer og går for at købe lækre julegaver. Råvarerne er gode og maden lækker. Betjeningen så søde, at jeg næsten betragter dem som mine venner. Det er som, at træde ind i sin dagligstue og nikke glad til højre og venstre. Seneste gæst sendt med bussen hjem og jeg kan trække vejret frit og være mig selv i mine egne sære snirkler et øjeblik.

Der småpakkes, gøres lidt rent hist og pist. Det er svært at komme i gang sådan for alvor. Vil helst ikke rigtig tage tyren ved hornene, på den anden side er beslutningen nu truffet og det ene ben allerede på vej i en helt anden retning. Hvad skal jeg trøste mig selv med, eller stille op som nye mål for 2019? Ikke helt enig, men det skyldes i høj grad min dovenskab. Der er kommet en vis træghed ind i billedet, måske lidt ø-bo mentalitet.

Og hvad sker der så lige med antallet af læsere på bloggen. Der er mere end 360 læsere på en dag. Går den amerikanske spiontjeneste juleamok og hvem er Hongkong SAR. Dem har jeg ikke tidligere stødt på. De andre lande som jeg kan se har læsere på bloggen matcher meget godt antallet af de venner og bekendte jeg har ude i verden – bortset fra USA. Hvor der dog er få, men trofaste læsere. Men over 100 – det kan vist ikke passe. Så skulle hel det danske samfund derovre have koblet sig på, men mon dog? Og Trump himself er det næppe.

Julekalendermystik.

Jeg bobler af glæde

Tags

Ærøboerne er bare så seje, dejlig oplevelse at tage til Svendborg, en dejlig, endnu engang glad og taknemmelig for hvilke oplevelser jeg bliver tildelt, frokost i Marstal, håbet vokser

50 fra Ærø og 500 i Svendborg. det var en stor glæde, at deltage i den smukke manifestation.

Når talerne kommer fra hjertet og dem der har ordet og kender skoene der trykker, kan det næsten ikke blive stærkere og smukkere. Her var ingen galpen og tomme tøndre som buldrer. Her mærkede man hjerteblodet rulle, medmenneskeligheden varme og ønsket om stop for indvandrefjendshed og modstanden mod at skabe splid i vores samfund og hakke på syndbukke, uanset om de er fattige, syge, gamle eller muslimer. Det bliver ikke den sidste demonstration, og politikerne bærer et stort ansvar for, at lytte godt efter og ikke skabe fundamentet for den samme vold og afmagt, vrede og had som i Frankrig. Lad os fortsætte bestræbelserne på at få demokratiet tilbage og sparke taburetterne væk under levebrødspolitikere og deres rygklappere. Nu skal ægte mennesker til fadet.

Jeg var helt oppe at ringe af glæde over de gode mennesker som delte denne oplevelse med mig. I er så seje og jeg var så stolt af Ærøboerne.

Nå! Dagens opgaver kaldte. Jeg måtte til Marstal og købe mad, køleskabet rungede af tomhed. det rådede Super Brugsen heldigvis bod på og så smuttede jeg lige ind i en nice tøjbutik og fandt mig en hue, der ikke glider op over ørene. Og tænk engang, ved det smukkeste bord blev jeg budt på frokost og fik et glad tiltrængt koldt vand. Jamen det var da mageløst og en skøn ide.

tak for mad. Det var dejligt ikke, at skulle køre hjem på tom mave.

Os så måtte jeg lytte til endnu en fortvivlet mand og far, som har opgivet at få kone og børn til DK. Nu beslutter han at rejse udenlands for skilles fra sin familie vil han ikke. En veluddannet og pæredansk mand. hvordan fa… er det dog vore medborgere bliver behandlet. FØJ!

En doven dag.

Tags

beder til at afmagt og vold ikke sender låget af gryden, en rigtig dovnedag, håber vi bliver mange flere som træffer de gode beslutninger for fremtiden, vi må kæmpe for bevarelsen af menneskerettighederne og deres overholdelse

Man skulle være kunstmaler.

Under forrevne og truende skyer tog jeg mig sammen og gik til stranden. Solen farvede skyer og himmel lyserød i glimt og lagde også et smukt farvet skør på vandet. Den voldsomme blæst i går har lagt sig og nu ruller bølgerne mere roligt mod land. En flok sorte fugle fløj lavet over havet – måske skarver – endnu længere ud mod horisonten. Det er betagende, det er gratis og godt for sjælen.

Ellers har jeg dovnet dagen væk. Kom først ud af fjerene kl. 9.00. Sover virkelig længe engang imellem og har næsten ikke dårlig samvittighed.  Fik vasket krøllerne. Det er et stort arbejde med det lange hår og jeg fristes igen til at bestille tid hos min frisør og blive klippet næsten skallet. Så kom ånden over mig i et glimt og de snavsede stuevinduer blev pudset. Uha! Jeg er en klovn til at pudse vinduer og måtte finde avispapir frem og bruge noget knofedt. det endte fint og så begyndte det at regne på de flotte ruder. Det var møj tarveligt.

Hjemmekontoret er blevet ryddet for opgaver og storvasken også klaret. Kan I se glorien over mit hoved? det ender med tv og sofaen på ryggen i aften. Har igen læst alle mine bøger bortset fra en om maleren Gaugin. Det er interessant, men ikke helt fængende nok.

Morgendagen bliver interessant. jeg vil tage til Svendborg. Forhåbentlig med en masse gode ø-boer og demonstrere for bevarelse af Menneskerettighederne. Menneskehedens overlevelse står og blinker med røde faresignaler. Vi bliver nødsaget til at træffe nogle valg, dels på vore egne vegne og dels på samfundets vegne. Det må ikke være for sent at skabe et bedre sted at leve og være for alle mennesker.

Blot beder jeg til, at vi når, at blive mange nok på gaden og i organisationerne, inden trykkogeren eksploderer i vold og afmagt, som i Frankrig.

Fik lov at mærke følelsen af at være uønsket i dag.

Tags

dårlig service til for høj en pris, får samme følelse af urimelig behandling som flygtninge og indvandrer oplever hver eneste dag, konfliktsky for her skal vi ikke være uenige, selvværdet skal være pænt højt for at turde sige sin mening

Nu har det pisket ud af himlen i 2 dage og jeg drømmer om varmere himmelstrøg. Dobbelthagen er åbenbart ikke helt ny.

Stod op og tog til Alsang uden morgenmad. Vi skulle nemlig begynde med brunch og sulten var jeg. Det er et rigtig godt koncept. Socialt fordi vi sidder og snakker og spiser sammen og dernæst synger vi i 1½ time. Men i dag var der malurt i bægeret.

Jeg hørte til det tredje bord som måtte rejse sig og hente mad på buffen. Rugbrød, ikke noget lyst eller hvidt brød, der er værd at nævne og det til trods for, at der selv her på Ærø kan fås både dejligt og godt brød. Buffen bestod af spegepølse, rullepølse, kedelig og sikkert billig industri syltetøj, et lille fad ost, røræg med bacon stykker på. Nogle pærer skåret i både, lidt vandmelon i tynde trekanter. Ingen vand, ingen juice og to kander kaffe til 8 personer.

Det skal dog nævnes, at da flere havde efterlyst juice kom det efter maden på bordet.

Røræg og bacon var sluppet op da jeg nåede frem og da jeg ikke er den store tilhænger af gris, ville jeg gerne have æg. Bad køkkenet om de ville fylde op. Værtinden kom med endnu et fad og sagde noget i retning af: Vi har ikke uanede mængder af dette her. Senere gik jeg op for at få et stykke ost. Der var ikke skyggen af ost. Igen gik jeg hen og bad om at få et fad ind. Medhjælperen gjorde mig klart, at hun måtte spørge om lov først. Værtinden kom atter på banen og spurgte om jeg ikke havde fået et stykke ost. Nu blev jeg lidt sur – indrømmet – og sagde dette her ville ikke forekomme til en brunch i Kbh. At der ikke var mad nok. Min forbrydelse bestod i at spise et stykke rugbrød og et halvt rundstykke. Hun vendte sig vredt mod mig og sagde:”Så kan du jo bare rejse hjem.” BUM. Det må være sådan indvandrer og flygtninge har det, hvis de skulle formaste sig til at kritisere selv det mest rimelige anliggende.

Prisen på denne brunch kunne bestemt nemt betale såvel kvantitet som kvalitet denne morgen. Jeg føler mig dårlig behandlet af den uartigte “kromutter”. Medhjælperens reaktion – udenlands arbejdskraft –  giver mig grimme tanker. Flere mumlede det samme, men skulle ikke have klinket noget. Den restauration mistede i dag nogle kunder, men er sikkert ligeglade. Det værste er, at det gode koncept ALSANG måske også mister medlemmer, som ellers synes det er en herlig måde, at mødes på.

Nej tak! til mere højredrejning.

Tags

det gror mange steder på mange forskellige måder, min håb for fremtiden vokser, tak til dem som hjælper os med at gå vejen, vi vil ikke længere til højre

Dis, regn og tåge ligger over øen i dag. Ikke som på billedet er en eneste solstråle trængt igennem.

Men på trods af den ringe sigtbarhed gik veninden med på et fugtig tur til “min” ene strand. Jeg har som tidligere nævnt både en slags Vesterhavs strand og en lunere og mere sandet østkyst strand. En dejlig tur, som gør det meget nemmere at nyde, at være inden døre igen.

Det har på flere måder været en dejlig dag. Gode kræfter har indkaldt til demonstration i Odense mandag mod højredrejning af vores samfund. Jeg kan se klimamøderne rundt omkring også gror. Det er så dejligt, at opleve, at der nu bliver et modspil mod de grimme angreb på flygtninge og indvandre i vores land især. Imod at der kommer flere. For nedrivning af sunde og nyrenoverede boliger i en tid hvor der mangler steder folk har råd til at bo. Mod udsendelse af børn til skæbner, som det er svært at forestille sig. Mod kontanhjælpsmodtagere og ødelæggelse af folks muligheder for at modtage arbejdsløshedsdagpenge og hvad har vi her. Og ikke mindst mod den fortsatte manglende handling i et større perspektiv mod ødelæggelsen af vores fælles jordklode.

Skulle sådan en gammel tante som mig alligevel gå hen og opleve et såkaldt paradigmeskifte til det bedre. ÅH! Hvor ville det dog være dejligt. Lad os blive mange, mange flere.

Det gror mange steder. I morges var jeg inviteret til et møde, hvor der ikke var berøringsangst for at sidde til bords med sådan en som mig i et helt, helt andet regi. Det var inspirerende og spændende at lytte til og blive lyttet til. Dialog er virkelig godt, når man bliver nysgerrig på hvad hinanden har at sige og kan få lov til at spørge ind.

I aften står den på Jane & Shane og jeg er sikker på, jeg vil sidde der og blive fyldt med tro på fremtiden og det bedste i mennesker. Det er dejlige med sådanne øjeblikke.