Det er svært at finde en grimasse

Tags

dansk skrankepaveri, EU er ikke for spanske blanketter, de sidste velfungerende rester af DK nedlægges, så slagter man S togstrafikken, jeg får kvalme af de politiske begrundelser, virkelig dårlig dag

Frokost i det grønne.

Det er godt nok svært at finde en grimasse der kan passe, når jeg midt i morgenmaden får serveret, at nu skal S banenettet. DSB guldkalv slagtes. Thatcher har gjort det for snart mange år siden – kørt England ned til sokkeholderne. Vores regering fortsætter i hendesplovfure med at nedlægge, alt det der har kendetegnet et velfungerende DK. Et land hvor posten kom ud til Maren i Kæret til samme pris som til hr. Fabian i Hørsholm. At vi alle kunne blive fragtet til, også udkantsdanmark, af velfungerende offentlige transportmidler. At alle gamle der havde behov for pleje fik det. Nu ser vi hvorledes de udliciterede plejefunktioner går fallit når der ikke kan suges mere profit ud af den citron og kommunerne tvinges til at feje boet op. Rengøring på hospitalerne, som nu ligner en horekasse i havsnød, så meget skidt ligger der på toiletterne omkring ventearealerne, fordi det også skulle være privat.
Hvem tror mere på, at private kan gøre det bedre og billigere – det er jo direkte lyv. Vi gider ikke høre det mere. Sig dog lige ud, at I vil liberalisere de sidste rester og lade fanden hytte de sidste, hvis de altså overlever.
Digitalisering og skrankepaveri florere igen og vi almindelige mennesker er totalt hægtet af. Eksempel: “I dag skulle min hjemmevendte datter og mit barnebarn tilmeldes folkeregisteret i Købehavns Kommune. Vi var heldige at finde en parkeringsplads i nærheden, så vi ikke skulle bære baby langt i blæsten. Problem, al parkering foregår med en ap. Sådan en havde vi bare ikke. Så down low den. Jamen vi har ikke internet på phonen. Endelig finder vi en løsning og når i tide ind på det såkaldte servicekontor. Taster os ind. Bliver hentet og fremlægger alle de dokumenter vi har ringet og mailet om vi skulle medbringe. Og dog. De havde glemt at sige, at faderen skulle give en tilladelse til at mor og barn måtte bo sammen indtil han kommer. Jamen vi havde jo spurgt. Desværre. Og så var der også lige det, at barnets fødselsattest var på spansk. Og kontorret er kun gearet til engelsk og tysk. Jamen er vi ikke i EU. Jo, men nu skulle den spanske attest altså oversættes – autoriseret, forstås. Hvad mon det koster. Og det skønt selv et barn kunne læse på spansk, at der stod mor og far og ikke meget andet på den attest.
Jeg bliver dårlig, det er næsten ligesom at besøge et offentlig kontor i Andalusien og det siger ikke så lidt.

Tilfreds? Nej! GLAD.

Tags

en forklædt makron, føler mig rig og glad, ingen kan jage min glæde bort i dag, jordbær og gulerødder, kan forberede et skønt og sundt måltid, nye kartofler, persillestegt kylling med persille i maven

Quark centret i Hvidovre. En slags naturskole. Et sted hvor skoleklasser lærer en masse om naturen og dyrene.

Der var slem modvind, jeg satte mig på cyklen i morges. Men så fløj jeg hjem med fyldte cykelkurve og medens jeg stod ved køkkenbordet og tømte kurvene for nye kartofler, friske jordbær, babyspinat, bredbladet persille i kæmpe bundter, yndige gulerødder med top og MSC mærkede fisk følte jeg mig som den rigeste husmor i verden. Og så kunne jeg mærke glæden brede sig i hele kroppen og varme langt ind. Tænk, at jeg er i stand til at forberede et dejligt og sundt måltid til mine kære, som jeg om et øjeblik haster i lufthavnen for at hente.
Det burde være en menneskeret, at alle børn og voksne kunne spise sig mætte og sunde hver eneste dag. Jeg kigger udover vores frodige grønne område, hvor solen skinner og alt i bogstaveligste forstand ånder fred og ro. Her kan børnene lege uden angst for dødbringen kugler og bombenedslag. Her har de far og mor indenfor rækkevide og skal ikke leve med rædslen for at de pludselig er væk eller se dem dø for øjnene af sig. og alligevel bliver notitsen om at nu har men igen – med beklagelse, naturligvis – dræbt så og så mange civile, for at få has på modstanderne. Modstandere af hvad? Af os, af vores rige verden? Af vores demokrati? Midlerne ser ud til at hellige målet. Det er grumt at tænke på, midt i den glæde jeg har og som ikke må jage mine gode følelser bort.
Det er så underligt, som verden udvikler sig. I England stod for en gangs skyld arbejdere og unge sammen mod højredrejningen. I Frankrig, tror jeg de selvsamme borgere, har købt katten i sækken. Makronen vil efter al sandsynlighed komme efter både fagbevægelse, arbejdsløse, syge og pensionister. Men hvem kan fortænke noget i at blive træt af socialdemokraterne. Jeg er selv mere end træt af den dimension her i landet. Renegater og farlige for dem de påstår de gerne vil repræsentere. Føj!

Sig du forstår, at jeg elsker dig.

Tags

der skal hjælpes, det er ikke blot hunde, det vigtigste er at børnene forstår de var elskede, film de blinde pletter, forebyggelse og hjælp til at være forældre og bedsteforældre, men også menneskebørn, sætter vi voksne vores behov forrest

En sommertur i det Nordsjællandske landskab.
Kaffe i Vig og spændende landsby Under Himmelen.

Der er fortsat brudstykker af en samtale fra en tidligere omtalt tv udsendelse, der rumler i mit hoved. Og jeg tænker, om jeg som mor har lyttet og forstået mine børn. Dengang de var bitte små, lidt større og store, senere unge. Har de følt sig set, hørt og forstået? Har de følt sig svigtet og misforstået? Satte jeg mine egne voksne behov forrest? Uanset om mine behov, min angst eller bekymring, min uforstand og egoisme skyggede for, at være der og se dem, gjorde jeg det aldrig af ondt vilje. Måske gjorde jeg noget dumt i afmagt? Måske omsatte jeg min kærlighed i ikke kærlige handlinger.
I bakspejlet ville jeg i hvert fald gerne have været klogere og måske have handlet anderledes.
Ingen af mine tre børn, er bange for at sige de elsker mig. Det er ufattelig dejligt, når det sker, men det fik mig til at tænke på, at det vigtigste de kan fortælle mig, i virkeligheden er, at de forstår jeg har elsket dem – ALTID, uanset hvor dumt jeg måske har opført mig i forskellige situationer.
Hvorfor tænker jeg over det nu? Det gør jeg på grund af den tv-udsendelse, hvor mor og søn, kommer til at gå så gruelig galt af hinanden. Og det gør jeg, når jeg ser på voksne forældre og deres børn. Hvor ville jeg gerne gøre mit til, at vi voksne ser og forstår, hvor de små børn taler fra. Og hjælpe os til at give dem det nærværd og det fokus og de trygge rammer, der skal til, så de kan vokse op og ikke føle sig svigtet og som voksen vælge, at undlade, at have kontakt til deres mor og/eller far. Det gør skrækkelig ondt, at opleve sådanne brud og jeg føler med begge parter.
Hvis jeg skulle bede om nogle flere tv-udsendelser, fik jeg lyst til at ønske, at man ikke blot viser programmer om især hunde, der har behov for genopdragelse og opdragelse af deres mennesker. Kunne man ikke hjælpe forældre og børn, bedsteforældre og børnebørn på samme måde. Være fluen på væggen, vidiofilmen, der hjælper os med at se de blinde pletter før det er for sent.
Der er skriverier og film nok, om hvordan det er, når det er gået galt og man er gået forbi hinanden. Ikke fordi man ønskede det, ikke fordi man er ondt eller dum, men fordi man ikke kan se skoven for bare træer.
Det ville være forebyggelse og familiepolitik og det har vi brug for.

Utilfreds med mig selv.

Tags

a-3a sommerseminar, arbejdsløsheden er fortsat meget høj, den finansielle sektor er totalt global, derfor rammer kriser alle lande som dominobrikker, er rigdom penge i banken eller et godt liv?, finanskriser er sammenfaldende med boligkriser

En dejlig blå aften med gå-gruppen. Lunt og lækkert vejr.

For et par dage siden faldt jeg ind i en tv-udsendelse, som handlede om, at en psykolog skulle skabe kontakt mellem en mor og en søn, som var “gået” fra hinanden.
Den udsendelse har rumlet i mig lige siden, fordi jeg i tilbageblik, men også aktuelt, ikke er tilfreds med min hørelse. I går aftes prøvede jeg at lytte, men det gik ikke godt over længere tid. Jeg lytter simpelthen ikke godt nok, eller kan ikke finde balancen mellem at lytte og forstå min kommunikationspartners tanker, følelser. Sådan er det bestemt ikke altid og jeg vil så gerne finde ud af, hvad det er der sker. I går var det en politisk-økonomisk diskussion. Og undervejs kunne jeg ikke finde ud af om, jeg har fyldt ørene ud med vat, eller jeg laver nogle blokeringer a la: Mine synspunkter skal fremmes, frem for at forstå og undre mig over “modparten”. Heri gemmer sig måske en vigtig pointe, for i det øjeblik jeg laver en “modpart” og ikke en medspille sker der noget med kommunikationen. Vi forsøger at vinde gehør for vores synspunkter begge to og får ikke spurgt ind og lyttet efter. Jeg ville så gerne have SOLGT problemet med den stigende ulighed, men havde åbenbart ikke argumenterne i orden. Jeg tænker at uligheden er en stor trussel mod vores samfund, vores klode. Jo større gabet bliver, jo større er faren for at kedlen eksploderer og de rige, kan jo alligevel ikke nå, at bruge alle deres penge. Hvorfor vil man ikke forstå, at jo flere der bliver fattigere, jo mindre bliver købekraften og det offentlige, der kompenserer og forsøger at holde hjulene i gang gældsætter vores offentlige kasser og tror de kan spare sig til en løsning.
Jeg synes selv det er så indlysende, at så længe vi beskatter arbejdsindkomsterne hårdere end kapitalindkomster vil skævvridningen fortsætte. Kunne vi ikke blot beskatte begge dele lige meget til en start?
Er der noget jeg ikke kan høre? Er der noget her jeg ikke forstår i kommunikationen?

Hvor sku` vi vide det fra?

Tags

bivirkningerne af al den medicin kan være værre end almindelig aldring, medicin hjælper ikke mod alderdom, vi burde lave samtalegrupper og være nysgerrige, vi mangler forståelse og anerkendelse, vi mangler vejledning og oplysning, voksne kan også være bange og det er ikke rart

Danmarks dejligst en sommerdag. I går. Nu regner det og er begyndt at blæse igen. Tidernes skiften.

Dagen er tilbragt i allerbedste selskab. Jeg er blevet beriget med gode historier fra det virkelige liv. Har nydt minderige billeder og fragmenter fra et langt og begivenhedsrigt liv.
Som så mange gange før, både i dag og i andre sammenhænge, faldt samtalen ind på spørgsmålet: “Er dette her/disse symptomer et almindeligt tegn på alderdom, eller er det sygdom”. Vi ved det jo ikke, for vi har aldrig prøvet det før. Når vi har ondt her eller der, er det så en naturlig følge af, at kroppen er slidt og piber i hængslerne? Når vi er trætte og ikke orker noget, er det så fordi vi er slidte af et langt liv og sjæl og krop fortæller os, på sin måde, at nu skal der geares ned, eller er vi syge? Fysikken finder sig ikke i, at vi suser af sted, sådan som hovedet/hjernen egentlig gerne vil? Når vi bliver frustrerede og kede af det fordi der ikke er overensstemmelse mellem dåbsattesten og det vi vil udrette, er der så grund til bekymring, eller skulle vi hellere opfatte det som vink med en vognstang, om at det er godt nok, at tage livet i langsom takt? Når det hele bliver så mærkeligt og man bliver rigtig bange for fremtiden, hvem vejleder os så? Hjælper os med at se muligheder og opfinde hjælpemidler, så angsten for at blive afhængig og hjælpeløs, ikke skal slå en ud.
Efter min mening, er det største tabu vi har, ikke døden, men den sidste del af vejen frem mod, at vi sætter træskoene. Der mangler ikke medicin og sengepladser, men støtte til at forstå. Vejledning og hjælp til at leve det ændrede liv.
I al dette samfunds nedladende holdning til at blive gammel, dette samfunds tabu om hvad der sker, gør vi os selv og alle de ældre en bjørnetjeneste.
Når vi kun viser hvorledes botox retter rynker, creme fjerner løs hud, at gamle kan dyrke elitesport til de er 90 og cykle jorden rundt, så tramper vi på alle dem, der ikke kan og som ikke ligner en der er 30 år yngre end sin biologiske alder. Vi burde være nysgerrige og spørge hvordan det føles, hvordan man finder løsninger og hjælpe med at leve det gode liv.

Jeg er: Åh! så fornøjet

Tags

rustikke middelalderkældre i det historiske centrum, Sigismund-klokken er så stor, at det kræver 8-12 mand for at få den til at ringe, på slottet bor en ildspyende drage, her er farvestrålende glasmosaikker ses i kirker, klostre og i portehvælvinger, det er ungdommens by

Så kom solen frem og jeg nyder mit nye eventyr.

Det regnede stygt da vi drog afsted på byvandring. Forinden havde min nysgerrighed drevet mig ind i adskillige baggårde og jeg gjorde den opdagelse, at skønt gaderne ser lidt kedelige ud, skal man ikke lade sig narre. Her er skønne porte og inde bag gemmer smukke gamle haver sig, hvor træerne dryppede af væde.
Byen var fyldt med unge studerende udklædt i fantastiske kostumer og gang i den. De fejrede at de næste fire dage er en slags fest. De gav den gas foran De Gamle Klædehaller, Sukiennice på Europas største Middelaldermarkedsplads på 40.000m2. Jeg besøgte Mariakirken og sukkede af beundring over Polens største gotiske kunstværk, som er et kæmpe alter fra 1489. Det tog kunstneren Veit Syoss 12 år at skabe det. præcis kl. 11.45 åbnede det sig under musik og åbenbarede et rigt indre. og det var lige tids nok til, at jeg kunne nå ud igen og spejde op på det venstre tårn hvor en trompetere spillede et stykke musik.
Ad Kongegaden gik jeg til det gamle Wawel-slot, som kærlige hænder nu tager sig af. Her residerede de polske konger i 500 år. Det er et skønt miks af alle mulige stilarter. I domkirken som er bygget tæt ind i slottet ligger mange notabiliteter begravet i deres fine sarkofager. Jeg kiggede på Vistulafloden og den snoede sig smukt i solen, som kom frem.
Det bugner med kunsthåndværk, kunst og husflid af god kvalitet og bygningerne er rigt udsmykkede når man giver sig tid til at kigge efter.
På markedspladsen slog jeg mig ned i en sand folkemængden, der myldrede frem i det nu gode vejr. Drak en skøn øl og spiste en saftig pølse med de lokale. Den øl gjorde mig ganske træt og det endte med en lille lur før turen nu gik til en spændende kælderhvælving til en polsk tre retters menu`. Støn! Det smagte fantastisk. Især suppen og den æbletærte, som sluttede måltidet. Jeg manglede virkelig en til at lukke mig ud af kjolen da jeg kom hjem. Jeg kan anbefale at medbringe tøj med elastik i taljen, hvis I vil til denne skønne by.

Istedgade overgiver sig aldrig

Tags

72 år siden krigen sluttede i Dk i aften, alt for få havde lys i vinduerne, fakler og smukke gamle sange, fredsløb lørdag den 20. maj, stjerne Radio er genopstået i Istedgade, vi blev en pæn stor flok

Vi gør holdt foran Stjerne Radio, som blev udbombet under 2. verdenskrig, men nu er genopstået som permanent udstilling.

Heldigvis orker 4. maj initiativet endnu at stable en minde-demo-for fred og nej til krig og racisme og facisme på benene. Og heldigvis kommer der fortsat mennesker og deltager i det smukke og minderige optog ned gennem Istedgade til Enghaveplads. Hvert år tænker jeg ved min ankomst:”Åh, nej. Hvor er vi dog få”. Men når fredsbudskabet som det lød for 72 år siden er slut, er vi alligevel en pæn stor flok, der fylder ned af gaden og stille går vores tur, medens Røde Horn spiller dæmpede melodier, som de fleste af os kan synge med på. Nordahl Grieg smukke Krigsatt av fiender, Frihedssangen og Altid frejdig når du går høre ligesom med. De gamle faner bliver luftet og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at ikke blot mange af de gamle modstandsfolk og mennesker der huskede krigen nu er borte. Det må nogle af de gamle fagforeninger også snart være. Der stod en meget ældre herre og klamrede sig til en fane fra Søfyrbødernes fagforening. Der er vist ingen der fyrer op i skibene mere?
I parken kunne vi i tusmørket se meget smukke rhododendron lyse i bedene. Hvide, røde og smukke blå. Den yndige lille kvindeskulptur, som står lige indenfor lågen og holder på et perfekt spædbarn glæder mig altid. Den husker jeg fra den tid, hvor jeg selv havde barnevognen og et yndigt spædbarn med. Senere havde jeg endnu en lille unge i vognen og en lidt større, som tabbert gik i den ene march og demo efter den anden. Hun havde som den ældste fået det ind med modermælken og hyggede sig med de andre børn på ruten.
Jeg skal lige huske at sige, at der den 20. maj er fredsløb som starter og slutter ved kulturhuset Islands brygge. det er et oritenteringløb for familier og fredselskere med masser af aktiviteter for børn inden starten og med mad og drikke efterfølgende.
Tjek program på http://www.tidtilfred.nu – der kan man også tilmelde sig.

Personlig frihed ..indre fred

Tags

hvor mennesker er hinandens betingelse i samarbejde og anerkendelse, Kærlighed, måske var det feminismen som skabte nogle af disse tanker, social frihed, socialisme er også en frihedsbevægelse, venskab og anerkendelse kan kun komme via andre mennesker

Axel Honneth fik mig til at tænke på flere ting i dag.

Engang fandt jeg ud af, at man kunne lave gratis visitkort på nettet og uden rigtig helt at forstå, men inderst inde dog at vide, at der på mit skulle stå: Personlig frihed .. indre fred, fik jeg lavet sådan en æske fuld.
Jeg har senere tit tænkt på, hvad det mon egentlig betyder for mig, at mene sådan. Jeg tror det handler om firheden til at kunne ytre mig. Ikke være afhængig af nogen eller noget – under tvang, eller i afmagt. At følelsen af opfatte sig selv som et ok menneske, selv med de fejl, jeg nu har, kunne give en indre fred.
I dag fik jeg tid til at læse avisen lidt grundigere og et interview med den tyske sociolog og filosof Axel Honneth, gjorde mig måske lidt klogere på hvad det faktisk er jeg har tænkt. Han siger nemlig: “Jeg kan ikke realisere min egen frihed uden at arbejde sammen med andre. Utvungen samarbejde”. Han siger videre at socialismens idè er frihed. Social frihed. Det gælder både i økonomien, privatlivet og det demokratiske liv. For ligesom man ikke kan realisere sig selv alene, kan man heller ikke være demokrat alene. At finde frem til hvad der er bedst for det politiske fællesskab, så som gensidig forståelse og samarbejde. Vi skal ikke udelukkende fokusere på penge og økonomi og jeg ved at mit frihedsbegreb er helt anderledes end når jeg møder den blå bloks forståelse af frihed.
Min far lagde meget vægt på, at vi børn betalte vores fagforening, vores husleje og aldrig skrev under på en veksel. Jeg tror han også i det lagde en form for ønske om, at vi som mennesker bevarede en slags frihed.
Jeg er måske gået lidt længere end ham i mine tanker og handlinger og har i høj grad også puttet noget lighed, ikke mindst blandt kønnene, ind min forståelse af personlig frihed. I min opdragelse af egene børn, har jeg i hvert fald forsøgt, at gøre det klart, at de så vidt mulig skulle give sig selv lov til at kunne se muligheder og vælge. Ikke frihed i den liberalistiske forstand, hvor man helst er fri for andres indblanding, men frihed fra system og magt. HM! Det er lidt spændende at arbejde med og prøve at finde ud af.

Politiprovokation på en 1. maj eller?

Tags

blå himmel over os, dejligt at møde gamle kammerater, en herlig tradition og en festlig dag, flot tur langs vandet med en blå, jordbærkage af den bedste slags, nærmer vi os en politistat?, røde kinder og træt på den gode måde

Rundt om hjørnet holdt min. 6 af disse her biler og der var lige så mange bag den lille demo.
Politistat eller?

Traditionen tro var der morgenkaffe og dejligt tilbehør, musik og bægerklang til Socialrådgiverforeningens 1. maj i region Øst. Skønt at møde gamle kammerater, desværre tynder det for hvert år ud i de fremmødte. Til gengæld myldrede det med babyer. Om det er fordi pædagogerne i daginstitutionerne endnu er “røde” og holder lukkedag eller det er fordi unge forældre med små børn i højere grad deltager i 1. maj, blev jeg ikke klar over. Jeg vil dog sige, at den unge repræsentant for de studerende, der holdt den første tale, var fantastisk god.
Vi blev fulgt i Fællesparken af en meget voksen motorcykelbetjent. Det var alt rigeligt og selv da demonstrationen voksede sig større var alt roligt og de få betjente havde en nem opgave. Det mest provokerende var faktisk en privatbil, som ikke ville finde sig i at blive stoppet og truede med at køre ind i folk.
Imidlertid var det en ganske anden sag, da jeg cyklede tilbage mod Nørreport. En meget mindre demonstration, var det de såkaldte anarkister? De lignede os andre med festlige – ikke røde faner – hunde, børn i cykler og barnevogne. Men på hver gadehjørne hold mindst 5-6 sorte politibiler fyldt med betjente. Ved vejsiden holdt en slags salatfad med små bure til mennesker – formoder jeg. Og for og bag den lille menneskemængde kom politibilerne som afbilledet i lange rækker. Jeg vil tro, der var en betjent til hver af deltagerne i demonstrationen. Det forekommer mig provokatorisk af politiet. Vil de have ballade? Men jeg synes også det er hamrende uhyggeligt og mindede mig allermest om politistatsmetoder, som jeg har oplevet det i det store udland. Jeg kan ikke lide det. Hvorfor skal det være sådan?
Eftermiddagen sluttede sammen med en kær veninde og en dejlig tur langs vandet med efterfølgende kaffe og røde jordbærkager fra bagermester Erik.
Nu er den meget vind i kinderne årsag til lettere svien og rødme. Træthed på den gode måde og en fornemmelse af, at det er helt ok, at indtage sofaen i aften.
Taknemmelig og glad ford en lille, kærlig 1. maj besked fra et af mine børn. Den slags kan jeg leve uendelig længe på.

Godhavn og drengene

Tags

mange slags retfærdighed, der findes andre måder at se på socialpolitik f.eks. Italien, i USA 716 fanger pr. 100.000 indbyggere i DK 73 pr. 100.000 indbygger, men vi stiger, kriminaliteten rasler ned i DK og antallet af fanger stiger, det skal kunne betale sig at arbejde, det skal ikke kunne betale sig at være kriminel, det er ikke alle beskåret at leve det gode liv

Besøg på Godhavn interessant og rørende.

To dage er brugt på Dansk Socialrådgiver forenings senior generalforsamling med fagligt indhold. Dejligt at hilse på mange tidligere kolleger. En flok dygtige, kloge kvinder og mænd med deres faglige stolthed og indsigt i behold. Jeg tror roligt jeg kan sige for de flestes vedkommende, at det er svært for os, at forstå og leve med det menneskesyn, der nu er herskende indenfor det sociale område og så meget mere interessant, da professor Per H.Jensen, i et glimrende oplæg, hjalp os til at gennemskue hvorledes et menneskesyn født af Aristoteles hvis kerne er behov er skiftet over til et menneskesyn skabt af Epikur, der primært kære sig om menneskets nytteværdi. Mindst lige så interessant er det hvorledes udviklingen er i sammenhængen mellem kriminalpolitik og socialpolitik hænger sammen. Medens kriminaliteten rasler ned i DK – det gør den faktisk – stiger antallet af fanger pr. 100.000 indbyggere og måden at behandle fængslede på retter sig mere og mere i retning af amerikanske forhold: Det er deres egen skyld, de er bare dovne og mangler viljestyrke. de har simpelthen valgt den forkerte vej. Borte er faktorer som opvægts forhold og ydre påvirkning såvel som indre mistrivsel, sygdom m.v.
Det bringer mig videre til et meget. meget spændende oplæg holdt af forstanderen på Godhavn, som vi besøgte før vi rejste hjem. Det der for mig var yderst interessant er de nye typer skader børnene kommer med. Børn som har været isolerede med elektroniske remedier, men afskåret fra sund voksenkontakt. Børn ude af stand til at agere socialt. Børn der er angste og syge i sindet. Nogle forekommer autistiske uden at være det. Historien om Godhavn var naturligvis også spændende og den pædagogiske praksis, som faktisk bringer nogle, vist nok rigtig mange børn på fode igen, ville jeg gerne have hørt mere om.
Aftenens film om Godhavn drengene så jeg ikke. Jeg magtede det ikke, heller ikke dengang den var i TV. Jeg kender en del drenge/mænd, via mit tidligere arbejde i Jord og Betonarbejdernes fagforening, og deres opvækst og livsvilkår alt for godt. Og jeg kan kun sige, at jeg gang på gang blev imponeret over hvilke skønne mennesker mange af dem trods alt blev.