På et punkt undrer jeg mig over og beundrer jeg singlemænd

Tags

jeg gider ikke spise alene, Diktatoren på Nørrebro Teater, skræmmende aktuelt og humoristisk, dejlig oplevelse med de unge, singlemænd laver mad, en iagtagelse og en undren

Hele orkestret som kunne frembringe alt fra kanontorden til at elske med en ballong.

Under mere oprydning faldt jeg over et brev fra en tidligere ven, som analyserede alfahanner og hvorfor kvinder oftest bliver forladt af dem. Jeg ved ikke om det er rigtigt, men det fik mig til at reflektere over, hvad det er jeg undrer mig over ved singlemænd på min alder. Ikke jeg tror, at det har noget med alfahanner at gøre.
Hvad er det så? Jo såmænd er det gået op for mig, at rigtig mange singlemænd, ihvertfald i den aldergruppe der ligger tæt på mig, er rigtig gode til at lave mad og de gør det hver dag. Altså laver varm mad til sig selv. Flere af dem er rigtig gode til det.
Det er lige før jeg beundrer deres kogekunst og ihærdighed. For samtidig gider jeg ikke mere købe ind, lave mad og især at spise den alene. Flere af mine singleveninder har det lidt på samme måde. Det interessante er, at vi kvinder i vores parforhold oftest stod for indkøb, at finde på hvad familien skulle spise og lave maden. Mange af de mænd, jeg dengang kendte, tænkte om sig selv, at de slet ikke kunne lave mad og måske tænkte vi kvinder det også.
Nå, ja! Det er måske ikke revolutionærende nyt, men en interessant iagtagelse. Synes jeg.
Min søndags højdepunkt har således ikke været en veltillavet og lækker middag, men et stykke rugbrød efter en vidunderlig oplevelse på Nørrebors teater sammen med mit ældste barnebarn og hans kæreste. Vi så DIKTATOREN og vi er helt enige om den stjerneregn, der drysser ned over forestillingen. Den er så velfortjent. Der trækkes tråde mellem vores tid og den tid, som Chaplin skabte filmen i. hvis der er tale om et budskab, så er det, at vi har nogle demokratier, og hvis de skal overleve, så er vi nødt til at tage dem meget alvorligt, for vi kan jo se, at demokratiet igen og igen leder os ind på en forkert vej. Stykket var humoristisk, skræmmende aktuelt og frem for alt godt spillet. Det bør ses.

Reklamer

Et ansigt fortæller

Tags

opskriften er ens, skønt vi er forskellige, foto kan ændre virkeligheden, jeg fik en øjenåbner, beroliget og ikke noget specielt

Pludselig opdagede jeg noget.

Når jeg ser blade og aviser og ikke mindst annoncer – selv i Sundheds- og helseblade – har det altid slået mig hvor smukke kvinder over 50 – de få vi ser – ser ud. Og når jeg så har taget brillerne på og kunnet se mig selv i et spejl, har jeg tænkt: “Jøsses, hvad skal det ikke ende med”. Her er glansen i hvert fald gået af Skt. Gertrud.
Så faldt jeg over en artikel i Information med filminstruktøren Sally Potter. Og pludselig så jeg noget jeg genkendte: De skarpe rynker i panden mellem øjenbrynene. Panden der er faldet ned og folder sig over næsten og får øjenlågene til at hænge. De to dybe furer fra næsen med mod munden. De mange fine rynker omkring munden og kødet under hagen som begynder at hænge og som trækker kinderne ned. Så gloede jeg på de damer som går rundt mellem os i og omkring den alder og det er jo sådan det er. det er næsten ens, der hvor det afsløres og jeg forstod at billederne eller fotos er meget taknemmelige. På dem kan man fjerne disse fællestræk.
Beroligende, at opdage at vi deler skæbne. Vi er ikke specielle, der kunne helt sikkert skrives en bog eller en guide om kroppens forfald eller tegn på aldring. Samtidig blev jeg lidt rystet over, at selv sådan et fæ som mig, ikke har tænkt på hvad fotografer gør og kan gøre når noget skal sælges. Uanset om det er creme, livstil eller hvad en anden god historie.
Jeg tror jeg vil gemme billedet af den smukke, gamle dame med alle hendes personlige udtryk og huske, at naturligvis ældes vi på forskellig tidspunkter og på forskellig måde, men opskriften går igen.
Og så blev det tid til at gå til aftensmad i fællessalen og glæde sig til aftensangen før vi skal sove ovenpå endnu en dejlig og begivenhedsrig dag.

Jeg blev hægtet af!

Tags

kære kommune ved du hvem du handler med, mulitnationale selskaber betaler ikke skat i de fattige lande, snyder firmaerne i skat når de får mine skattepenge, staten giver med den ene hånd og tager med den anden

Flere af Allans flotte græskar.

Robotterne kommer, står der i et blad jeg har fået ind af døren. Gennemlæsning af artiklerne levner ikke nogen tvivl. Et radioprogram i morges om etiken ved menneskelignende dukker og sex, gav mere stof til eftertanke. Og jeg spørger mig selv, hvordan jeg dog skal kunne følge med?
For alvor følte jeg mig hægtet af forleden, hvor jeg gik til møde hos OxframIbis. Organisationen vil gerne have et punkt på den lokale dagsorden til valgkamp i november som handler om de kommende kandidaters opmærksomhed og handling på det at kommunerne handler og investerer for 87 milliarder om året. Ikke alle har tjek på om dem der handles med firmaer, der betaler deres skat og som ikke omgåes skatteloven umoralsk. Kort sagt hvordan sikrer jeg som skatteborger, at mine penge ikke bruges af firmaer til at undslippe at betale skat og dermed stjæle fra kollektivet.
Allerede nu ved vi jo, at den danske stat giver udviklingsbistand med den ene hånd og snyder de fattige lande med den anden, ved at forlange skattefritagelse og unddragelse med selvsamme land.
Vi kender det fra andre fattige lande som må finde sig i at store oliefirmaer, minedrift og skovning af naturressourcer sender i milliarder af kroner i egne lommer, uden at de skal betale en krone for at beskytte miljøet og uden at betale skat til landene og dermed fastholde befolkninger i armod.
Mødet, jeg var til, foregik på det nærmeste digitalt og de fremtidige kommunikationsformer omkring kampagnen sker på twitter, faceboog og mange flere medier. Jeg kan ikke følge med og jeg orker heller ikke disse virituelle møder, lange samtaler og tråde. Jeg kan godt se det smarte og fornuftige, men nu er jeg blevet for gammel til, at ville leve mit liv i cyper space. Jeg vil se folk i øjnene, aflæse deres kropssprog og mimik i direkte kommunikation i en eller anden udstrækning.
Det var en øjenåbnende oplevelse.

Det er desværre sikkert sandt

Tags

har du tænkt på følgerne?, katastofens ofre i Las Vegas står til kæmpe regninger, det er nu oprøret skal sættes ind for at bevare resterne af vores samfund, Elisso Boldkvadze i Dr Koncerthuset

Dramatiske skyer ikke blot i København, men de sorteste af slagsen samler sig over hovedet på uskyldige mennesker.

På vej hjem fra klaverkoncert med Elisso Bolkvadze, en meget dygtig georgiansk pianist havde jeg tid til at læse en gratisavis i toget. Ikke at der normalt står så meget af interesse for mit vedkommende, men i aften faldt jeg over en artikel om de stakkels uskyldige skudofre fra Las Vegas. Og hvad mange af os måske slet ikke har fantasi til at tænke på, fortæller artiklen om, at mange af de ilde tilrette ofre, der nu er på hospitalet ikke blot betaler med deres liv og førlighed. de får en kæmpestor regning med hjem for at være blevet lappet sammen. Det forholder sig nemlig således at rigtig mange i USA endnu ikke har en ordentlig sygeforsikring. Gad vide om Trump, kunne tænke sig, at ville hjælpe alle de mange ofre. Ikke blot med ordentlig lægebehandling og rehabilitering, men også gøre dem gældfri for de store hospitals- og medicinudgifter. jeg tør ikke tænke på hvilke skrækkelige konsekvenser dette skuddrama kan afstedkomme for de enkelte personer og deres familier.
Så er det, at jeg får lyst til at råbe og ryste nogen i kraven og bede dem forholde sig til om vi i Danmark virkelig skal have samme model, når det såkaldte velfærds Danmark er fuldstændig afmonteret. Er det ikke snart sidste udkald, hvis stumperne skal reddes?
Vi må få gang i oprøret fra neden, tro ikke der er politikere eller embedsmænd. Finansfyrster eller kapitalejere, der går forrest i kampen for at fattige og helt almindelige mennesker skal og bliver sikret i forhold til sygdom, arbejdsløshed, katastrofer og andre livødelæggende oplevelser. Den kamp må vi selv tage, lige som man gjorde for mange år siden. Vil fagbevægelsen i første omgang ikke stille sig solidarisk med sine medlemmer på det punkt, er det tide, at vælge nogle andre til at gå forrest.

I bogstaveligste forstand løber jeg panden mod en mur.

Tags

skrankepaver og uduelighed, hvad gør en klog nu, det er svært at vælte en væg, det er spørgsmålet, bærende eller ikke bærende væg, de små ligger nederst i bunken, at blive centrifugeret i kommulat regi er ikke sjovt

Vægge kan være malede, tapetserede, bærende, af beton, mursten og pap.

Jeg vil gerne have væltet en væg, men hvem skulle have troet det enorme bureaukrati man i den forbindelse løber ind i. Da jeg bor til leje, henvendte jeg mig naturligvis til Boligselskabet for at få oplyst mine muligheder og procedure. Godt så! Først skulle det afgøres om væggen var bærende eller ikke bærende. Og hvem skulle så finde ud af det?
Jeg kunne spørge varmemesteren. Underligt tænkte jeg. Jeg troede driftschefen, som jeg talte med var både fagmand og overboss. Varmemesteren rystede på hovedet, men gik villigt med hjem for at se på væggen. Ingen af os kunne afgøre om væggen var bærende. Prøv selskabets murer, foreslog han. Jeg kontaktede muren, som slog 7 kors for sig og forklarede, at betonvægge rørte de ikke ved. Der skulle specialister til. Murmesteren var en kvinde og meget hjælpsom. Hun henviste til en Vægspecialist.
Vægspecialisten ville gerne afgøre sagen, hvis de fik snittegning, plantegning og en ting mere.
Jeg gik tilbage til Boligselskabet og bad om de ønskede tegninger. Min forespørgsel blev syltet i 2 måneder. Så fik jeg besked om, at de ikke kunne hjælpe. Jeg måtte gå til kommunen. Jeg skrev til teknisk Forvaltning i kommunen, som henviste mig til at søge i deres Byggesagsarkiv. I Byggesagsarkivet lå der ganske rigtig breve og tegninger fra 1956 hvor boligblokken blev bygget – mange, mange tegninger, som jeg ikke forstod ret meget af. Jeg henvendte mig personligt til kommunen, hvor jeg af en næsfis skrankepave i teknisk Forvaltning fik den besked, at de ikke fik løn for at hjælpe borgerne med den slags, når vi selv kunne finde det i arkivet på nettet. Jeg blev ærlig talt en anelse sur og det endte med at finken fik en byggesagkyndig ingeniør til at vise mig hvorledes jeg kiggede efter det jeg skulle bruge. Han fandt tegninger frem i en rasende fart og meddelte, at da jeg ikke var hans mor, kunne han ikke lige hjælpe. Jeg måtte pænt gå hjem igen og lede selv. Efter flere måneders forgæves søgen fik jeg endelig igen kontakt til Boligselskabet og da jeg lovede, at hjælpe driftschefen med at finde tegningerne lykkedes det. Her kunne man nemlig printe de store størrelser.
Nu står diskussionen om væggen er bærende eller ej. Det kan selv de klogeste ikke svare på, eller vil ikke. Og kan jeg ikke få afklaret det, kan jeg ikke komme videre.
Er væggen bærende kræver det ingeniørberegninger og byggetilladelse fra kommunen og dernæst Boligselskabet. Er væggen ikke bærende, kræver ingeniør tegninger og tilladelse fra Boligselskabet og omkostningerne bliver ca. 50.000 billigere.
Lige nu har jeg det som de stakkels borgerne som centrifugeres i det social system eller i sundhedsvæsenet. Det kan altså også forekomme i tekniske forvaltninger. BRD!

Næsten som i gamle dage.

Tags

husk den 7.november og kom til demo, spanskkursus hos IBIS OXFRAM, latter og spanske gloser, første cykeltur med Elton, tabte sutten af bare benovelse, ikke flere af disse dage

Demo ved Christiansborg forvist til pladsen foran Thorvaldsen.

Da jeg gik på pension lovede jeg mig selv aldrig mere at stresse. Ikke løbe fra et nøde før det var færdigt og komme lidt for sent til det næste. Ofte med en følelse af ikke at være forberedt godt nok. Derfor klarer jeg heller ikke mange opgaver på en dag. Jeg vil glæde mig til hver eneste udfordring, lærer noget og nyde det. Det er kvaliteten i mit seniorliv. Desværre er det ikke altid sådan det går. Og i dag blev, håber jeg, undtagelsen.
Lille Elton kom uventet forbi i går aftes for at sove hos sin mormor og det betød, at vi for første gang skulle prøve at cykle i vuggestue. Jeg var spændt på hvad han ville sige til det. Han tog det i stiv arm, skønt han tabte sutten af bare forbavselse over alt det, han skulle holde øje med. Lille guttermand.

Hvad i alverden er det mormor udstyrer mig med. Cykelhjelm og pakkes ind i stort regnsjal. Spændende!

Så gik den ville jagt hjem igen, medens jeg holdt skarp udkig efter sutten. Den lå heldigvis urørt i vejsiden, som en prop der var sprunget af champagneflasken. Så af sted for at få ændret mimrekort. Zoneteksten er blevet en anden, derfor skal kortet ændres. Det kostede mig en dag. Videre til Københavns Byret for at underskrive testamente. Man ved jo aldrig hvornår man stiller træskoene og her forebygger vi arvestridigheder. Der var tjek på det. Alt blev gennemsøgt før jeg fik lov at komme indenfor. Til gengæld fik jeg rig lejlighed til at studere nogle vældig flotte malerier af Jesper Christiansen. Vist nok lavet som en hyldest til Søren Kierkegaards 200 års fødselsdag. De kan anbefales.
På vej videre til frokost med socialrådgiverpensionisterne blev der ½ time til at være solidarisk med de “udstødte og fattige”, som havde stablet en demo på benene i anledning af Folketingets Åbning. Det var sejt og heldigvis var de socialrådgiver studerende tilstede med banner. Hvor var vores fagforening? Sæt lige kryds i kalenderen den 7. november, da skal vi være nogle flere. Efter frokosten gik det af sted til IT-kursus, jeg vil så gerne have lidt mere styr på denne her maskines tilbøjeligheder. Dagens sidste programpunkt var tilbage i byen på spansk kursus hos IBIS OXFRAM. Det var en super god måde at slutte aftenen på. Trætheden blev glemt i smil og spanske gloser.

Vi skal altid være på de udsattes side

Tags

Information 29. september 2017, Socialrådgiver maj Thorsen Ottesen, vi kan ikke gøre det godt nok, vi savner rebeller, vi skal turde være på de udsattes side

Social retfærdighed kræver rebeller.

Tak Maj Thorsen Ottesen for din flotte artikel i Information den 29. september, hvor du vedkender dig pligten og retten til at være på de menneskers side, vi arbejder for at støtte. Da jeg i sin tid blev uddannet som socialrådgiver, syntes jeg ikke jeg/vi havde den tvivl. Vi var klienternes advokat, tror jeg vi sagde. I årene der er gået har jeg trist fulgt udviklingen og haft stor forståelse for de udsatte borgeres frustrationer, når de ikke blev hørt. Den manglende støtte de har fået ofte på nogle af de mest kritiske episoder i deres liv, har jeg nogle gange opfattet som direkte “vold” i et professionelt miljø. Det har ikke været omkostningsfrit for mig eller de kolleger jeg arbejdede med. Mange lod sig skræmme til at tie og nogle gange opgive jobbet, fordi de ikke kunne få fagligheden til at fungere, selv betalte jeg prisen med forflyttelse og forfølgelse.
Du er modig og jeg håber virkelig, at der bliver mange flere rebeller i faget som tager bladet fra munden og tager ansvaret for den sociale retfærdighed, der skal udøves i vore fagligge rækker. Og så håber jeg på en langt højere socialpolitisk profil i fagforeningen og stor støtte til de kolleger som åbner munden.
Der skal være tid til at lytte, tid til at handle fagligt og der skal være mulighed for at kritisere systemet når det fungerer helt uhensigtsmæssigt eller slet ikke.
Det er samme uhyggelige tendens i Sundhedsvæsenet og vist samme udvikling på vej i skolesystemet. Ikke tid til kerneområderne. Ud med fagligheden og meget mere.

Kineserbyen eller Den Gule By.

Tags

en dansemus i lyserødt, Carlsberg området er vandaliseret, hvorfor må arkitekter ødelægge historie og kultur og ikke mindst miljø, er det

På Baneterrænet bag Centralværkstedet gemmer Den Lille Gule landsby sig.

I 1909 blev der opført 33 boliger til folk ved banen, som skulle kunne rykke hurtig ud, hvis der opstod et akut behov. Denne skjulte lille by ser man ikke fra hverken togene eller vejene. Et vidunderligt lille smørhul. I dag gik turen dertil med en god ven og desværre erfarede vi, at et konsortium nu har købt boligerne af DSB. De nuværende tomme boliger bliver ikke leje ud, de skal tunes og moderniseres og sikkert sælges for så mange millioner, at jeg får åndenød derved. ØV! Igen. Jeg ville gerne have lejet mig ind i den skjulte landsby, som hedder Kineserbyen eller Den Gule By fordi kravet var at husene er malede gule, som i Dragør.
En tur igennem Carslberg for atter at græmmes over de mange nedrivninger og ødelæggelse af det spændende og unikke miljø man kunne have skabt der. Nu kommer det til at ligne alle andre kedelige nybyggerier med glas og beton og alt for lidt lys og grønt. Carls gamle have ser ud til at have reddet stormen af og ligger smuk og som en lille grøn oase i et hjørne ud mod banen. Det var i det mindste en positiv ting. Men opveje vandalernes hærgen andre steder på området kan det ikke.
I FY og BI`s lille gårdhave var der lunt nok til at indtage en frokost og få sig en vennesludder, inden jeg skulle hente Molly.
Det er mormor`s privilegie at hente prinsessen og følge hende på danseskole. Så er der dømt hygge hjemme hos mig bagefter. Og hvilken prinsesse jeg havde med i dag.

jeg kan endnu få et sug i maven, når jeg husker hvorledes jeg drømte om sådan noget dansetøj og balletsko.

Og hvor er de dygtige de små. På en måned er de i stand til at danse 5-6 danse, sanglege om man vil. Det er bare helt fedt.

Føler mig hjælpeløs og fortabt….hvor er mine frie valg?

Tags

banditvirksomhed, hverdagsdanmark sælges, hvordan ser hjernen ud hos de rigtig rige?, Joakim Von And pengetanke fyldt med dollartegn, værdiløse netpenge, vi har ikke frie valg og slet ikke muligheder

Lang vej til lyset for enden af ……, ja hvad?

God morgen! Nej! ikke helt go`. Radioen fortæller at et vedvarende rygte om salg af NETS nu ligner virkelighed. En stor amerikansk “baditvirksomhed” – det må de være, så mange penge er ikke tjent ved ærligt arbejde, men ved arbejde med papir og pc penge – vil købe NET for 33 milliarder. det betyder formentlig, at vi forbrugere, som blev tvunget til denne nye betalingsform senest i 2019 kan se frem til flere udgifter når vi skal til at betale for at betale. Politiske aftaler skulle angiveligt sikre os til 2019. HM!
Tror nogen på, at der sker et opkøb, hvis det ikke er for at tjene flere penge, altså de i virkeligheden værdiløse netpenge. Hvordan var det det gik med KTAS, POST Danmark og hvordan er det mon det er på vej til at gå med DSB. For hver dag bliver der solgt et stykke hverdagsdanmark. Et lille stykke af det land og det liv vi er tvunget til at leve i. Vi har ikke noget valg, vi kan bare forsøge at følge med og håber vi overlever, medens de rige bliver endnu rigere og forskellene endnu større.
Jeg får sådan en lyst til at sige fra, men hvem er det jeg skal sige fra til? Jeg får sådan en lyst til at melde mig ud, men hvor skal jeg så være? Jeg får sådan en lyst til at gøre oprør, men det føles som at være en flue i en flaske. Jeg har ikke en chance. Har vi en chance sammen? Hvem er vi og hvordan skal vi gøre, altså få sagt, at nok er nok og vi ikke vil være med til at save den gren over vi selv sidder på. Vi vil ikke deltage i det her cirkus, for hvad tænker dem der har magten dog på? De tænker Joakim Von And drømme om pengetanke fyldt med dollartegn. Ikke noget de kan bruge til noget mere. De har alt, hvad der kan købes for den slags penge. De mangler kun at smadre og ødelægge jordkloden, er de ligeglade med det? Eller forstår de ikke noget som helst? Har de andre hjerner end os almindelige mennesker, som kan tænke konsekvenser, som har empati, som bekymrer sig om hinanden, vores børn og børnebørn?
Jeg føler mig hjælpeløs.

Cykelstyrt og Heibergs Hus

Tags

det første funkis hus i Danmark, en spændende grund med sø i bunden, et funkishus i Virum, hans interesse for samfundet og byggeri var spændende, ingen isolering af betydning, spændende historie om Heiberg som arkitekt

På en utrolig grund med sø/å i bunden ligger Heibergs Hus som det første funktionalistiske i DK.

Med sus i skørterne en dejlig august morgen, cyklede jeg glad af sted. jeg skulle have lækker massage. BANG! pludselig blokerede de to cyklister foran mig bremsen og i et fuldstændig automatisk forsøg på at cykle udenom var det mig der først tog asfalten, så kom ham bag mig oveni. Jeg hørte noget knække. Det var håndbremsen på min cykel som sprang som glas. Styret havde boret sig ind i mig ene lår og mit højre knæ kunne slet ikke mærkes.
“Såret” og forvirret ankom jeg lidt senere til min massage, men måtte opgive at ligge stille. Det gjorde for ondt. Det gør det stadig og nu skal jeg til cykelhandleren igen. Jeg burde fra starten havde købt en ny cykel.
Nå! Man skal ikke lade sig slå ud. Et lille hvil og en ispose og videre til dagens mest spændende punkt. Et besøg i I H Heibergs Hus i Virum. Han var den første som bygge et funkis hus i DK, måske i hele Europa. Det er så vidt jeg husker bygget i 1923 og gjort fint i stand af Realdania. Det var virkelig interessant at høre om og se. Jeg kender ikke andre af hans værker, men ved at han var en ivrig debattør og kommunist. Det sidste var ikke fremmende for hans karriere, men de indlagt samfundsovervejelser i hans byggeri er der ikke noget i vejen med. Min mening. Hans interesse for at indrette et køkken så husmoderen løb færrest mulige skridt, meget interessante. Huset er nærmest bragt tilbage til sin oprindelse og forekommer mig temmelig koldt at bo i om vinteren. Dengang var isolering ikke så moderne. Badekarret var sænket ned i gulvet og der var gæstetoilet. Det var stort.
Det er interessant at være medlem af Realdania`s byggeklub. Det kan anbefales hvis man er til historie og arkitektur.