Hvad sker der lige?

Tags

,

I de næsten tomme gemakker.


Hvad sker der lige? Siden i går har over 400 været inde og kigge på bloggen? Hvor interessant er det lige at glo på nogle tomme stuer og høre et ældre kvindemenneske fortælle om tanker og opgaver i forbindelse med sit boligprojekt? I går var der over 260 der læsere. det er forunderligt.
Jeg er blevet klar over, at jo mere privat og personligt jeg skriver, jo flere følger med. Mine politiske standpunkter trækker faktisk mindst, skønt jeg selv synes de burde være de vigtigste. Som noget nyt kan jeg også se hvorfra læserne kommer. Altså hvilke lande de bor i. Ikke hvem de er. Der er naturligvis flest fra DK, men imponerende nok er der en del følgere fra den store verden.
Jeg tager det dog som et kompliment. Specielt da jeg ikke får negative kommentarer, men oftest kun søde og opmuntrende små beskedder.
Tilbage til boligprojektet, hvor jeg i dag fik mit første bump. Stod tidlig op fordi reolen skulle hentes til lakering kl. 8.00. Klokken 10 var der ikke kommet nogen. Efter en ringen frem og tilbage, blev det klart, at jeg var blevet brændt af og må vente til i eftermiddag. Med bange anelser gjorde jeg så ved samme lejlighed opmærksom på, overfor maleren, at det ikke kan nytte noget at male hullerne, der hvor hyllerne skal sidde til. jeg ejer ikke værktøj og hvis de skal bores ud påny – hullerne – kræver det præcisionsværkstøj. “Nej, nej” Det skal vi nok fixe bagefter, betroede maleren mig. Nu frygter jeg faktisk det værste.
Ellers er de sidste håndværkere taget i ed maler, gulvmand, betonskærer og elektriker lover alle, at det skal gå som en leg. Vi får håbe det allerbedste.
Efter en tur i Realdania By og Byg i aftes, blev jeg så opmuntret over dansk bygge og håndvækrsarbejde og de mange flotte huse der reddes. Udviklingsprojekter der sættes igang med henblik på at have førertrøjen på ind i fremtiden.
Det skal nok gå ellers spørg i Bolius.

Reklamer

Det er virkelig underligt?

Tags

, , ,

udefra set kan man ikke gennemskue, at her næsten er tomt. Vinduskarmen ryddes til sidst.


Jeg undrer mig virkelig meget over min hjerne engang imellem. Som I ved, har jeg i en periode været dybt engageret i mit byggeprojekt og nærmest være bekymret for, om jeg kunne nå det hele. Heldigvis er jeg rigtig god til at organisere, og på forunderlig vis klapper det meste. Alt er tilsynesladende tænkt igennem på et ubevidst og også bevidts plan. Nu er jeg ovenpå og når det sidste i morgen.
Og så pludselig – det er det, der er mest mystiske, fra et eller andet dybt sted kommer der besked om, at jeg inden den 15. januar skal nå, at sende nogle vigtige mails. Det har været totalt borte siden før jul. Mailadresser har ligget i en bunke under andre bunker på skrivebordet i 3/4 år. Og så dukker det op i tide til, at jeg kan nå det, jeg skal nå. Og de adresser jeg skal bruge finder jeg præcis i bunden af den bunke, jeg mener de skal ligge i. Det er da mystisk. Jeg har med forundring oplevt det før. Noget jeg troede var fuldstændig gået i glemmebogen, kommer frem i rette tid uden jeg beder om det. Pu ha! Jeg føler mig heldig og det er på den måde, at jeg har undgået flere ubehageligheder og rykkere.
På den anden side, synes jeg, at jeg er blevet meget dårligere til at huske. Måske fordi jeg efterhånden skriver al ting op. Når man ikke træner i at huske, går det ned af bakke eller overtages totalt af de nye medier. Jeg har nogle gange tænkt, at det måske skyldes at vi terpede salmevers, tabeller og kongerækken. Tilsynesladende overflødigt arbejde og dog – er det nu det? Jeg er ihvertfald glad for at jeg er god til tabl og hovedregning. Det betyder at jeg meget hurtig kan gøre mine mange af min udfordringer sandsynlige eller ej og det betyder også, at jeg gladeligt kan synge med på de fleste tekster i Højskole Sangbogen og det er jeg faktisk glad for.

Byggemand Bobteamet kom lige forbi.

Tags

, , , , ,

Nu er stuen snart ryddet, men de øvrige rum i lejligheden er til gengæld stuvende fulde.


Lørdag formiddag kom det Nordsjællandske Byggemand Bob Team susende og en to torden var stuen ryddet. det gik så hurtig, at jeg end ikke nåede at få et billede af de arbejdende og meget effektive folk. Det var dejligt, thi det skulle hurtig vise sig, at det var mere end svært, at lave noget med de to små høns om benene. De kræver underholdning i alle vågne timer. Faktisk så undrer jeg mig over, at deres forældre når at købe ind og lave mad. Vaske tøj og hvad nu en husholdning ellers kræver. Jeg kan ikke finde ud af det og det på trods af, at jeg har haft 3 af slagsen selv og gået på fuldtidsarbejde ved siden af. Hvad er det lige der sker? Kan det kun forklares ved alderdom, eller har børn forandret sig? Heldigvis lykkedes det at komme en time ud i solen i dag. Hvor var det dog et smukt vejr.
Nu er jeg virkelig træt, som i TRÆT. Men jeg ser frem til projektet med stor forventning. Det bliver rigtig spændende og jeg prøver at være mega positiv, skønt jeg godt ved, at der venter nogle bump på vejen.
Stod og gjorde mine spisestuestole rene, nu hvor sæderne er pillet af og tænkte, at de jo faktisk er temmelig slidte. Og måske er det lidt dumt, at give dem nyt tøj på. Tankerne gik tilbage til min tidligere svigermors hjem, da jeg efter hendes død, blev overladt at rydde resterne efter arvingerne havde taget det de ønskede. Dengang slog det mig, hvor slidt og fattigt mange af tingene så ud. Håndklæder og viskestykker. Der var et pænt sæt. Helt sikkert det hun hængte op, når vi kom på besøg og på den måde fik os til at tro, at alt var fint. Det samme gjaldt sengetøjet. jeg fik virkelig ondt af den gamle kone. Men i aftenbelysning og i hyggeligt lag, så det alt sammen så nydeligt ud og der var sådan en fin stil i det hjem. Mon mine arvinger også kommer til at tænke sådan om mig og mine gamle ting. Det er dog imidlertid sådan, at også jeg jo er begyndt at tænke: “Det gider jeg ikke skifte ud, det må holde min tid med.”
Sådan er det nok.

Skattejagt i den helt store stil.

Tags

, , , ,

og hvem kunne vide, at nogle af de vigtigste elinstallationer gemmer sig bag et køkkenskab?


Hvor skulle vi vide det fra? Elektrikeren mødte i morges for at fjerne strøm i den væg der skal rives ned. Eller rettere saves ned. Den er lavet af beton og bliver ikke sådan let at fjerne. Og nu laver man jo ikke ustraffet sådan et projekt, som alle ryster på hovedet af.
Snart skulle det vise sig – efter accept af tilbuddet på nedrivning og byggetilladelse til ditto – at væggen er mere end interessant. Den bærer nemlig alle lejlighedens installationer i sig. UBS!
Elektrikeren, heldigvis en super dygtig mand, troede som jeg, at det var en overskuelig opgave af afmontere spændingen, så der kunne saves i muren og trække nye kabler. Men, men…. i mere end en time måtte han lede efter hvor strømmen kom fra. Til sidste måtte jeg en tur på ejendomskontoret for at høre om der fandtes tegninger over lejlighedens installationer. Man arbejder ikke her om fredagen. Alt var lukket og slukket. Heldige mig fik fat i varmemesteren, som viste sig at være en guttermand, der på min opfordring kontaktede en tidligere elektriker på ejendommen, som måske vidste noget. Og, Jo da! Da man for ca. 15 år siden satte nyt køkken ind gemte man indføreingen af el bag et køkkenskab.. Godt så. Nu måtte vi i gang med at afmontere køkkenskabe og her fandt vi hvad vi søgte.
det gav imidlertid også syn for sagen vedr. mine anelser om hvilket kampkøkken, der er sat op for en ganske stor sum penge, som jeg har afbetalt på i 10 år. Hvor herre bevares for noget lort og byggesjusk. Skammeligt, siger jeg jer.
Nu er jeg på vej, i morgen kommer min ældste med stærk mand og så bliver møbler afmonteret og stuvet afvejen, så betonstøvet ikke skal lægge sig i alle bløde hynder og i plisserede lampeskærme. En ting vil jeg sige om dette. Den hovedrengøring jeg har skulket fra i årevis, bliver ikke til at undgå. her bliver rent og pænt bagefter, regn bare med det.

Hvad skal vi gøre med Ghettoerne i Hørsholm, Holte, Risskov og andre lignende lukkede områder.

Tags

, , , ,

Tag en tur på Strandvejen fra København til Helsingør og tjekke boliger ud, der er på størrelse med små slotte.


Jeg hørte ikke Lars Lykkes nytårstale, men kan forstå på den efterfølgende debat og fortolkning, at manden vil fjerne ghettoerne i DK om det så skal ske ved at rive dem ned og blande befolkningerne.
Jo tak! Jeg vil skal ikke have noget imod, at kunne bo i whiskybæltet. der ligger mange, rigtig mange smukke huse, slotte og herligshedsværdien er meget fin. Og Ghettoer til de fattige, kan sikkert sagtens tåle lidt renovering, istandsættelse og forskønnelse. Men hvorfor taler manden kun om de fattiges Ghettoer? Når det nu er notorisk at der også findes Ghettoer for de rigeste mennesker i dette land, flere steder allerede omkranset af høje hegn, store porte og glubske hundevagter. Masser af kæmpe dyre og store lejligheder, hvor der kun beboes ganske få uger om året, medens lejlighederne resten af året står tomme. Nogle af dem så store, at de kan huse flere familier.
Hvem er det der skaber lukkede boligområder, når de rigeste kommuner her i landet ikke vil tillade socialt boligbyggeri eller lade en ærlig indvandrer eller flygtninge familie bo i deres egn.
Jeg bliver ærlig talt edderspændt rasende over den argumentation, der bruges og at rigtig mange bare hopper med på limpinden og lader som om der kun findes en slags Ghetto i DK.
I Brøndby Strand bliver det nødvendigt at nedbryde op til flere af de høje huse, som er så dårlige, at de ikke kan beboes. Jeg vil foreslå genhusning på Østerbro og op efter langs kysten. Så får beboerne igen udsigt over vandet, lidt grønt at kigge på og befolkningssammensætningen bliver lidt mere blandet i de egne, jeg her foreslår.
Ellers var der vist ikke meget som påkaldte sig nævneværdig opmærksomhed i den tale.

Måner har den farve, som måner skal have.

Tags

, , , , , ,

November mørke.


Hvor er den fantastisk min måne. Den hænger som en kæmpestor lygte udenfor vinduet og når jeg engang går i seng, er den suset om på den anden side og glor lige ind til mig.
I aftens ser jeg tydeligt dens ansigt, jeg tror den smiler. Det synes jeg er rart og månesyg, bliver jeg vist ikke.
Har lige lagt Lise Nørregaards erindringer, fortalt til Jacob Wendt Jensen, til side. Den var rigtig spændende. Jeg kendte hende ikke særlig godt og husker dog det meste af de ting der tales om, som har været offentligt. Hun er en sej 100 årig og hendes nysgerrighed gør hende stadig forlystelsessyg, som hun siger. Jeg er så glad for at læse det, for præcis sådan her jeg det også. Til gengæld er jeg nok mere bløde i brædderne, end hun er og ikke helt så borgerlig. FNIS. Men jeg bliver altså lidt stolt på kvindernes vegne, at vi iblandt os har og har haft sådanne pionerer på forskellige områder.
Hun taler ikke så meget om døden, men en ting slår mig, når hun siger, at vi er bange for at blive glemt. Og helst vil huskes, i det mindste af familien. Det deler jeg også med hende. De må gerne bagtale mig på godt og ondt, bare jeg ikke helt forsvinder i den blå luft. Ikke sådan, at jeg er interesseret i gravsten eller gravsted, hvor de står og kniber en tåre i årevis. Fri mig. Men som sagt må de gerne beholde min urne over jorden, i en vindueskarm for eksempel, så kan de jo lade den gå lidt på skift, hvis det er for kedeligt at have sådan en “gammel krukke” stående. Det tror jeg nu ikke de vil. Jeg har også foreslået, at de gerne må tage mig med ud at rejse. Sådan en lille smule aske, vil vel ikke volde tolderne problemer, hvis jeg ligger i kufferten. Så vil jeg ikke føle mig helt så ensom ved tanken om at skulle herfra.

Bobler, chokolade og kammermusik på Chr. 8. Palæ

Tags

, , , ,

Fuldmåne på Slotspladsen lige før gæsterne ankommer.


Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg trængte til lidt frisk luft ovenpå en nytårsaften og en nytårsdag med lille, elskelige Elton. Det var for koldt og vådt til, at gå ud og han er tung at vandre rundt med og er der noget han ikke gider for tiden, så er det sit legetøj. Han vil hellere gå eller sidde på arm og spørge: “Hvad er det?”
Jeg måtte ud og havde luft. Jeg havde læst der var champagne, musik og chokolade i CHR. Den 8. Palæ.
Det blev mørkt før jeg nåede frem og udstillingen om Nytårstaffel og Kur vidste sig at bestå af ganske få plancher. Jeg var dybt skuffet, men musikken fejlede ikke noget og boblerne heller ikke. Chokoladen var en Toms Guldkaramel. Den har man længe.
Efter en grundig gennemgang på museet, gik jeg ud på Slotspladsen og besluttede, at stå i skaren af nysgerrige, der gerne ville se de fine gæsters – læs kjolers – ankomst. Det kan ikke anbefales.
For det første står man langt væk og kan næsten ikke se hvem der kommer. For det andet står der hærdebrede betjente eller kamerahold og spærrer for udsynet og når de virkelig fine kommer, holder deres livvagter i kæmpestore biler og spærrer for vores udsyn. Derfor er man nødsaget til at gå hjem og se det i TV, hvis man kan nå det eller gå over til TV holdet og glo på deres skærm. Jeg kunne ikke nå hjem og stod og glanede lidt, men så ingenting, som i ingenting. Til gengæld kan jeg forstå, at nogen til gengæld har set mig i TV.
Sådan kan det gå.
Nu har vi i hvert fald åbnet 2018 og det var dejligt for mig med mine søde, små børnebørn omkring mig, min datter og svigersøn og i god kontakt til resten af familien.
Må det blive et godt år.

Jeg klamrer mig til spinkle håb og ønsker et godt 2018

Tags

, , , ,

Rigtig godt nytår til dem jeg kender og holder af og til alle dem jeg ikke kender og også holder af.


Jeg klamrer mig til alle de spinkle håb, jeg kan øjne eller snarere som andre mennesker får mig til at se. Selv er jeg efterhånden blevet helt sneblind og får alt for øje på det det triste, det grusomme, det løgnagtige og hykleriske. Min pessimistiske side fylder meget.
Og dog. Jeg håber ikke at Trump og lignende lederes lede styre for alt for vidtrækkende konsekvenser. Se nu bare på hvorledes kvinderne har taget fat i USA. Stiller op og lader sig vælge til vigtige politiske poster.
Se på forfatteren Günter Wallraff, som stadig klæder sig ud og afslører umenneskelig behandling og forsøger at gøre verden til et bedre sted at leve. Lyt til gode folk på vore egne universiteter som trods modgang og fortielse forsker og informerer om alternativer til den elendige og ødelæggende politik vores egen regering ustandselig disker op med.
Nyd at Venligboerne findes og rigtig mange gør hvad de kan for at behandle deres medmennesker ordentligt. Se de mange lærer i folkeskolen som gør et kæmpearbejde for at vores unger skal komme godt afsted i livet. Lyt til de mange, mange sygeplejersker, plejepersonale som trods urimelige arbejdsvilkår stadig knokler for faglighed, omsorg og støtte til dem der har behov. Og lad os i fællesskab ikke hoppe på den limpind, at de får for meget i løn.
Jeg håber og ønsker at forskellen mellem rig og fattig, mellem rige og fattige lande må mindskes og gøres mindre i det nye år. Jeg håber og ønsker at endnu flere vil tænke sig om og selv bidrage til at mindske belastningen på miljøet og jeg kan godt glæde mig over, at en enkelt hanelefant er blevet befriet efter 50 års fangeskab og tortur. Vi kan jo også tænke os om som turister og blive endnu bedre til det.
Jeg ønsker alle et godt nyt år og siger hjertelig tak for det gamle, jeres venskab og samarbejde.

Min mormor

Tags

, , , ,

Min mormor tror hun kan styre mig i en vasketøjskurv.


Jeg kan lige så godt sige det med det samme, min mormor tror hun kan styre mig, ved at putte mig ned i sin vasketøjskurv, men det varer ikke så længe. Når jeg ikke gider sidde mere i den og høre lyden af den kirken, jeg kan fremkalde, begynder jeg bare, at sige sure lyde og så kommer jeg op igen.
Hun har fart på den gamle. Jeg kan nemlig krabbe mig hen over gulvet i en susende fart og når hun ser jeg er på vej hen til tv stikket og internettet for at pille, kommer hun susende og siger: “Ba, ba”. Så sætter jeg mig på halen og griner og så er hun helt solgt. Hun kan også få fart på når jeg er på vej hen til hendes eneste store potteplante. Det går tilbage for hendes grønne fingre og hun gør hvad hun kan, for at jeg ikke skal grave denne sidste plante op.
Skønt hun snart har tømt hele bogreolen, er der stadig ting at komme efter. Jeg kan nemlig rejse mig nu og er som en lille abe, når jeg strækker mig. Jeg kan virkelig nå langt. Så ryger de sidste bøger og alt mit legetøj på gulvet med det herligste rabalder. Mormor har lagt bløde tæpper på de bare stykker gulv, for at tage lyden, men jeg er blevet mester i, at ramme de pletter på gulvet hvor der ikke er noget tæppe. Så er jeg sikker på at Tove også kan høre det. Jeg mener det er jo rart hun ved, at jeg er på besøg.
Forleden sad jeg på køkkengulvet og hyggede mig, medens mormor lavede solbærsorbe. Hun syntes, jeg skulle smage. Fint med mig og en to tre havde jeg mørkerød kyssemund, som jeg satte aftryk med på alle hendes hvide køkkenlåger. Det var mere for, at hvis hun troede, hun skulle hvile lidt, medens jeg sov til middag, så kunne hun godt tro om igen. Køkkenet skulle vaskes ned, skulle det.
Vi hygger os sammen. Jeg gør i hvert fald, hvad jeg kan for, at hun skal holde den slanke linje og holde sig ung.

En kort en lang

Tags

, , , , ,

Endnu en af de fantastiske guider, jeg har fulgtes med og som har passet godt på mig i Albanien.


Jeg kan mærke det trækker i benene, jeg længes efter at komme ud at vandre igen. Og det skønt jeg ikke mere tror, at jeg kan klare de store stigninger. Nu har det vist sig nogle gange, at min belastningsrelaterede astma bryder ud i lys lue, når jeg skal anstrenge mig. Og dog, måske, måske ikke…..det får stå lidt hen.
Og medens jeg sender tankerne tilbage til disse gode oplevelser, har jeg læst jeg Ritt Bjerregårds erindringer. Hun er den sejeste, sødeste og klogeste “moster” af mange nulevende danske kvinder. Hendes oplevelser sender mig lukt tilbage til mine egne mange år i dansk fagbevægelse og mine første år som medlem af et politisk parti. Hvor har vi dog kæmpet for at blive anerkendt og respekteret som kvinder og hvor er vi gang på gang blevet enormt dårlig behandlet. Jeg husker mange gang hvorledes jeg kunne forbavset over de rigtige og gode krav fagbevægelsen stillede til overenskomstforhandlingerne og så måtte opleve hvorledes de behandlede kvinderne internt. Blandt andet har jeg oplevet en hel… masse ballade over selv at ville være medlem af en fagforening. Da jeg var gravid under mit arbejde i fagbevægelsen, måtte jeg høre på at formanden råbte mig ind i hovedet om hvad alle mine graviditeter kostede medlemmerne af spildt arbejde/tid og penge. Hertil skal nævnes, at jeg var gravid og fik et barn i de 14 år jeg var på den arbejdsplads. Stort set aldrig havde en sygedag eller kørte for nedsat kraft, fordi jeg havde drukket for megen snaps eller øl til frokost. Jeg rørte ikke spiritus på arbejdspladsen, medens det stadig var “moderne”, at såvel de medlemsvalgte og ansatte drak hjernen ud og røgen var så tæt, at man måtte skære sig gennem lokalerne. Et andet punkt til evig arrigskab hos mine fortsatte, da jeg forlangte et røgfrit kontor.
Nu er jeg ombord i Lise Nørregaards erindringer og kan genkende min egen stille kvindekamp for, at man kunne være fri og lige i et parforhold. Uddannelse, eget arbejde, egen løn og alene med børnene og det huslige arbejde. Af samme grund så jeg overhovedet ingen grund til at gifte mig, før jeg var omkring de tredive. Men det er en lang historie.