Lev livet til allersidste suk

Tags

, , , , ,

Man må gøre sig umage også når man bliver gammel med det liv.


Netop færdig med at læse Livsmodig, hvor fire kloge koner siger noget om livet og døden som gammel kvinde. Eller rettere nogle af dem insisterer på endnu ikke at være gammel. Jeg tænker nogle gange, at når vi er så bange for at bruge ordet gammel, så får vi heller aldrig has på fordommene, skammen og oprigtigheden i, at vi mennesker faktisk bliver gamle.
Når det er sagt, smider de damer om sig med guldkorn ind imellem og jeg kan godt lide at blive bekræftet i følelser og oplevelser jeg selv har i denne her alder. Jeg skal øve mig i at være gammel og blive ende “gamlere”, for det har jeg til hensigt. men også at synes om livet og synes at der er en mening med galskaben. Susanne Brøgger citeres et sted for at skrive: “Jeg synes, man har pligt til at være kritisk for at forandre verden til det bedre, når man er unge. Men når man bliver gammel, har man efter min mening kun èn opgave: at elske alt her på jorden. også selvom krybet viser sig, hver gang man vender en sten. Alt for mange gamle, men ikke alle, afviser denne kærlighedensvej. Men det er en skam. For livet er værd at elske. Selvom det nok kræver, at man øver sig i tide.” Jeg tror ikke der er en anden udvej. Vi må øve os igen og igen. Måske bliver vi gode til det, os gamle. og Anne Linnet, siger sådan her: “Jeg synes ikke alder er vigtigt, og det er ikke et spørgsmål om, at man skal forlige sig med sin alder-nej, man skal forlige sig med sin energi og opsøge de steder, der passer til den.” Det giver rigtig god mening. Sat sammen med den livstrategi som Ritt taler om, som handler om, at der desværre eller heldigvis ikke kan mere og så kan man slappe af overfor det.
Når jeg bliver bange for om jeg har fundet eller forstår meningen med livet, vil jeg tænke på de fire kvinder. Hver især siger de næsten det samme, men at meningen med livet, som vi har fået givet, er at gå ind i det og leve det. Finde sin personlige mening, der give en følelsen af at det ikke er lige meget om vi har været her. At vi til sidst kan sige til os selv, jeg turde, jeg valgte, jeg skabte noget og forandrede noget der rækker ud over mig selv.

Reklamer

Jeg har taget skeen i den anden hånd

Tags

, , , , ,

Måske man skulle købe sig noget gys og fange nogle edderkopper?


Jeg vidste det hjalp, at tage skeen i den anden hånd og træffe beslutninger. Derfor har jeg ikke bestilt andet i dag og det hjælper. Energien stiger på en skala fra et til ti, er den nu i hvert fald oppe på otte. Det er sikkert godt at sove på.
Seneste beslutning for 5 minutter siden, var at jeg vil opleve Daimi og Jytte Abildstrøm fejre deres 50 års venskab på Riddersalen. Tænk engang, at passe så godt på sit venskab og overvinde kriser og komme videre derfra. De festlige og kloge kvinder, har i alle årene været en fornøjelse at følge og jeg må sige, at Jytte virker skarp og frisk trods sin høje alder. Det er livsbekræftende.
I går var jeg med til at fejre en anden dygtig ildsjæl da Flora fra Livarehab fejrede sin 50 års fødselsdag og jeg mødte andre gode kvinder og kolleger fra mit arbejdsliv. Det er dejligt at vide, at de hver på deres måde, nærmest ukueligt holder skruen i vandet og giver livet mening.
Barnligt går jeg og glæder mig til turen til Højskolen med Molly og Halloween. Håber vi skal lave græskarlygter og andet sjovt. Den slags kan jeg rigtig gode lide, ellers må jeg fange et par edderkopper og stille nogle græskar frem herhjemme. Mit heksekostume er vist desværre røget i en kasse på loftet. Nogen vil muligvis mene, at jeg klarer mig ganske godt uden at tage det på.
Jeg tror mine nye beslutninger kommer til at kræve blod, sved og måske lidt tårer. Og på den anden side masser af glæde og tilfredshed når de er fuldførte. En af mine beslutninger betyder også smerte og savn. Det kan ikke være anderledes. Men når jeg smider noget ud, bliver der plads til noget nyt og noget ukendt og den slags trives jeg med. At møde nye mennesker, at lære nyt om og af dem, er bare lige mig. At være nysgerrig på oplevelser fylder min mentale rygsæk med energi og glæde.
Tænk, at jeg igen skulle en omvej for at fatte det.

I syv sind

Tags

, , , , , , ,

Det der giver livet krydderi.


Skal, skal ikke? Elsker, elsker ikke? Vil gerne, tør ikke! Og sådan fremdeles kan man sætte sig selv skakmat i både store og små spørgsmål og ingen har svaret. Ja, faktisk er man nødsaget til at leve livet forlæns og forstå det baglæns, som Kierkegaard skrev.
Man kan ikke altid vide hvad der er rigtig eller forkert, fordi det hverken er rigtig eller forkert. Det er muligheder og nogle gange skal man gribe mulighederne og se hvad der kommer ud af det. Andre gange, kunne man måske godt have tænkt sig, at man ikke havde grebet så hastigt.
På den anden side er det vel livet krydderi, at opdage, at der er muligheder og valg, og det er langt bedre, at vælge selv end at stå i stampe og gøre ingenting. Ved nærmere eftertanke, er der vist ikke mange valg, jeg ville gøre om, hvis jeg fik muligheden. For enten lærte jeg noget af det og fik som gave noget livserfaring, hvilket jeg bilder mig ind, har hjulpet mig sidenhen, når jeg skulle vælge. Eller også blev jeg rigtig glad for det valg jeg tog.
Følg din mavefornemmelse, vil nogen sige. Jo! Det kan jeg skam godt finde på, det er bare ikke altid jeg kan mærke den fornemmelse, eller rettere fornemmelsen bliver overdøvet af støj, der kommer andre steder fra.
I øjeblikket bakser jeg med to store spørgsmål. I aften tror jeg, jeg vil gøre en øvelse og lave et stykke papir med fordele og ulemper, eller et stykke med tre kolonner, hvad jeg kan leve med, hvad jeg ikke kan undvære og hvad jeg ikke kan leve med.
En ting er sikkert og vist. Når først jeg har valgt, bliver jeg handlingsorienteret og det er en god fornemmelse og giver masser af energi. Bare det at skrive om det og tænke det, giver faktisk allerede en lettelse. Og tænk engang. Et valg er jo ikke altid for livstid. Nogle gange kan man faktisk vælge om igen.

Nogle gange får jeg et sug af længsel

Tags

, , , ,

Er der virkelig ikke nogen mænd i min alder som gider invitere en kvinde ud at danse?


Der har været Kulturnat i Brøndby i aften og i to stive timer dansede jeg med mine skønne dansevenner i Kulturhuset. Jeg har sagt det før og siger det igen: “Jeg elsker at danse”. Og helst med en mand som kan det. Det er der mange af dem som kan, men der er bare ikke mænd nok og vi kvinder som kan danse både mande og kvinde figurerne må ofte danse mand for at alle kommer på gulvet. Der kom en del kvinder og kiggede på. De ville gerne på gulvet. “Vores mænd” bød dem op og gav dem en god aften. Der kom også en del mænd, og dem bød vi kvinder op, men de ville ikke danse. Vi kan jo ikke stammede de genert. Nej, naturligvis ikke. Det skal vel læres først. Hvad er det der gør, at mænd ikke tør, ikke har lyst eller slet ikke findes?
Jeg bliver ved med at undre mig. Og jeg får et sug af længsel efter at danse meget mere. Blive budt ud på dans, gå til bal og danse hele aftenen, nyde det når dansen flyder og man bliver et med musikken. Kropskontakten. At bruge hovedet og få variationerne med. Nyde at svinge og sveje.
Hvis nogen spurgte om jeg havde et sidste ønske før jeg skual hænges, skulle det være at få lov til at danse i Vild med Dans. For det handler jo også om, at kunne tage smukt tøj på, fine dansesko, gøre sig så pæn og lækker som mulig og bruge sin femini side.
Jeg vil have forsamlingshusballerne tilbage til byen. For voksne.
En anden drøm er at danse wienervals i Wien en nytårsnat. Med en flot fyr i smoking eller kjole og hvidt. De fleste mænd ser forresten ret godt ud i smoking. det gider de bare slet ikke tage på, tror jeg.

Det er desværre sikkert sandt

Tags

, , ,

Dramatiske skyer ikke blot i København, men de sorteste af slagsen samler sig over hovedet på uskyldige mennesker.


På vej hjem fra klaverkoncert med Elisso Bolkvadze, en meget dygtig georgiansk pianist havde jeg tid til at læse en gratisavis i toget. Ikke at der normalt står så meget af interesse for mit vedkommende, men i aften faldt jeg over en artikel om de stakkels uskyldige skudofre fra Las Vegas. Og hvad mange af os måske slet ikke har fantasi til at tænke på, fortæller artiklen om, at mange af de ilde tilrette ofre, der nu er på hospitalet ikke blot betaler med deres liv og førlighed. de får en kæmpestor regning med hjem for at være blevet lappet sammen. Det forholder sig nemlig således at rigtig mange i USA endnu ikke har en ordentlig sygeforsikring. Gad vide om Trump, kunne tænke sig, at ville hjælpe alle de mange ofre. Ikke blot med ordentlig lægebehandling og rehabilitering, men også gøre dem gældfri for de store hospitals- og medicinudgifter. jeg tør ikke tænke på hvilke skrækkelige konsekvenser dette skuddrama kan afstedkomme for de enkelte personer og deres familier.
Så er det, at jeg får lyst til at råbe og ryste nogen i kraven og bede dem forholde sig til om vi i Danmark virkelig skal have samme model, når det såkaldte velfærds Danmark er fuldstændig afmonteret. Er det ikke snart sidste udkald, hvis stumperne skal reddes?
Vi må få gang i oprøret fra neden, tro ikke der er politikere eller embedsmænd. Finansfyrster eller kapitalejere, der går forrest i kampen for at fattige og helt almindelige mennesker skal og bliver sikret i forhold til sygdom, arbejdsløshed, katastrofer og andre livødelæggende oplevelser. Den kamp må vi selv tage, lige som man gjorde for mange år siden. Vil fagbevægelsen i første omgang ikke stille sig solidarisk med sine medlemmer på det punkt, er det tide, at vælge nogle andre til at gå forrest.

I bogstaveligste forstand løber jeg panden mod en mur.

Tags

, , , , , ,

Vægge kan være malede, tapetserede, bærende, af beton, mursten og pap.


Jeg vil gerne have væltet en væg, men hvem skulle have troet det enorme bureaukrati man i den forbindelse løber ind i. Da jeg bor til leje, henvendte jeg mig naturligvis til Boligselskabet for at få oplyst mine muligheder og procedure. Godt så! Først skulle det afgøres om væggen var bærende eller ikke bærende. Og hvem skulle så finde ud af det?
Jeg kunne spørge varmemesteren. Underligt tænkte jeg. Jeg troede driftschefen, som jeg talte med var både fagmand og overboss. Varmemesteren rystede på hovedet, men gik villigt med hjem for at se på væggen. Ingen af os kunne afgøre om væggen var bærende. Prøv selskabets murer, foreslog han. Jeg kontaktede muren, som slog 7 kors for sig og forklarede, at betonvægge rørte de ikke ved. Der skulle specialister til. Murmesteren var en kvinde og meget hjælpsom. Hun henviste til en Vægspecialist.
Vægspecialisten ville gerne afgøre sagen, hvis de fik snittegning, plantegning og en ting mere.
Jeg gik tilbage til Boligselskabet og bad om de ønskede tegninger. Min forespørgsel blev syltet i 2 måneder. Så fik jeg besked om, at de ikke kunne hjælpe. Jeg måtte gå til kommunen. Jeg skrev til teknisk Forvaltning i kommunen, som henviste mig til at søge i deres Byggesagsarkiv. I Byggesagsarkivet lå der ganske rigtig breve og tegninger fra 1956 hvor boligblokken blev bygget – mange, mange tegninger, som jeg ikke forstod ret meget af. Jeg henvendte mig personligt til kommunen, hvor jeg af en næsfis skrankepave i teknisk Forvaltning fik den besked, at de ikke fik løn for at hjælpe borgerne med den slags, når vi selv kunne finde det i arkivet på nettet. Jeg blev ærlig talt en anelse sur og det endte med at finken fik en byggesagkyndig ingeniør til at vise mig hvorledes jeg kiggede efter det jeg skulle bruge. Han fandt tegninger frem i en rasende fart og meddelte, at da jeg ikke var hans mor, kunne han ikke lige hjælpe. Jeg måtte pænt gå hjem igen og lede selv. Efter flere måneders forgæves søgen fik jeg endelig igen kontakt til Boligselskabet og da jeg lovede, at hjælpe driftschefen med at finde tegningerne lykkedes det. Her kunne man nemlig printe de store størrelser.
Nu står diskussionen om væggen er bærende eller ej. Det kan selv de klogeste ikke svare på, eller vil ikke. Og kan jeg ikke få afklaret det, kan jeg ikke komme videre.
Er væggen bærende kræver det ingeniørberegninger og byggetilladelse fra kommunen og dernæst Boligselskabet. Er væggen ikke bærende, kræver ingeniør tegninger og tilladelse fra Boligselskabet og omkostningerne bliver ca. 50.000 billigere.
Lige nu har jeg det som de stakkels borgerne som centrifugeres i det social system eller i sundhedsvæsenet. Det kan altså også forekomme i tekniske forvaltninger. BRD!

Næsten som i gamle dage.

Tags

, , , , ,

Demo ved Christiansborg forvist til pladsen foran Thorvaldsen.


Da jeg gik på pension lovede jeg mig selv aldrig mere at stresse. Ikke løbe fra et nøde før det var færdigt og komme lidt for sent til det næste. Ofte med en følelse af ikke at være forberedt godt nok. Derfor klarer jeg heller ikke mange opgaver på en dag. Jeg vil glæde mig til hver eneste udfordring, lærer noget og nyde det. Det er kvaliteten i mit seniorliv. Desværre er det ikke altid sådan det går. Og i dag blev, håber jeg, undtagelsen.
Lille Elton kom uventet forbi i går aftes for at sove hos sin mormor og det betød, at vi for første gang skulle prøve at cykle i vuggestue. Jeg var spændt på hvad han ville sige til det. Han tog det i stiv arm, skønt han tabte sutten af bare forbavselse over alt det, han skulle holde øje med. Lille guttermand.

Hvad i alverden er det mormor udstyrer mig med. Cykelhjelm og pakkes ind i stort regnsjal. Spændende!


Så gik den ville jagt hjem igen, medens jeg holdt skarp udkig efter sutten. Den lå heldigvis urørt i vejsiden, som en prop der var sprunget af champagneflasken. Så af sted for at få ændret mimrekort. Zoneteksten er blevet en anden, derfor skal kortet ændres. Det kostede mig en dag. Videre til Københavns Byret for at underskrive testamente. Man ved jo aldrig hvornår man stiller træskoene og her forebygger vi arvestridigheder. Der var tjek på det. Alt blev gennemsøgt før jeg fik lov at komme indenfor. Til gengæld fik jeg rig lejlighed til at studere nogle vældig flotte malerier af Jesper Christiansen. Vist nok lavet som en hyldest til Søren Kierkegaards 200 års fødselsdag. De kan anbefales.
På vej videre til frokost med socialrådgiverpensionisterne blev der ½ time til at være solidarisk med de “udstødte og fattige”, som havde stablet en demo på benene i anledning af Folketingets Åbning. Det var sejt og heldigvis var de socialrådgiver studerende tilstede med banner. Hvor var vores fagforening? Sæt lige kryds i kalenderen den 7. november, da skal vi være nogle flere. Efter frokosten gik det af sted til IT-kursus, jeg vil så gerne have lidt mere styr på denne her maskines tilbøjeligheder. Dagens sidste programpunkt var tilbage i byen på spansk kursus hos IBIS OXFRAM. Det var en super god måde at slutte aftenen på. Trætheden blev glemt i smil og spanske gloser.

Vi skal altid være på de udsattes side

Tags

, , , ,

Social retfærdighed kræver rebeller.


Tak Maj Thorsen Ottesen for din flotte artikel i Information den 29. september, hvor du vedkender dig pligten og retten til at være på de menneskers side, vi arbejder for at støtte. Da jeg i sin tid blev uddannet som socialrådgiver, syntes jeg ikke jeg/vi havde den tvivl. Vi var klienternes advokat, tror jeg vi sagde. I årene der er gået har jeg trist fulgt udviklingen og haft stor forståelse for de udsatte borgeres frustrationer, når de ikke blev hørt. Den manglende støtte de har fået ofte på nogle af de mest kritiske episoder i deres liv, har jeg nogle gange opfattet som direkte “vold” i et professionelt miljø. Det har ikke været omkostningsfrit for mig eller de kolleger jeg arbejdede med. Mange lod sig skræmme til at tie og nogle gange opgive jobbet, fordi de ikke kunne få fagligheden til at fungere, selv betalte jeg prisen med forflyttelse og forfølgelse.
Du er modig og jeg håber virkelig, at der bliver mange flere rebeller i faget som tager bladet fra munden og tager ansvaret for den sociale retfærdighed, der skal udøves i vore fagligge rækker. Og så håber jeg på en langt højere socialpolitisk profil i fagforeningen og stor støtte til de kolleger som åbner munden.
Der skal være tid til at lytte, tid til at handle fagligt og der skal være mulighed for at kritisere systemet når det fungerer helt uhensigtsmæssigt eller slet ikke.
Det er samme uhyggelige tendens i Sundhedsvæsenet og vist samme udvikling på vej i skolesystemet. Ikke tid til kerneområderne. Ud med fagligheden og meget mere.

I selskab med Burnin Red Ivanhoe

Tags

, , , ,

Speed snakkeren, historiefortælleren og musikeren Karsten Vogel.


Med udsigt til eventuelt at skulle sidde alene på et hotelværelse i Randers en lørdag aften, kan det nok være moster Ilse fik kigget sig lidt omkring for at se hvad der foregik i byen. Her faldt hendes øje på Burnin Red Ivanhoe i Turbinen. Navnet lød bekendt. Noget fra min ungdom, men hvad. Jeg har aldrig kunnet huske navne på forfattere, musikere, orkestre og lignende. Det er som om min hjerne ikke vil lagre den slags.
Derfor mødte jeg spændt op i denne Turbine. Whau! siger jeg bare. Et meget dejligt spillested og der sad jeg så på forreste række – naturligvis – og var spændt på hvad der skulle ske. Så kom Kim Menzer ind og dernæst Karsten Vogel. Jamen dog! Vore veje har tidligere i livet krydsedes i Nord vest. Og jeg blev glad for at gense en gammel bekendt, som jeg har kæmpe respekt for og nu genkendte jeg Burnin Red Ivanhoe fra da beet-feberen hærgede. Jeg blev aldrig den store fan af beet, men Karsten og Kim er fantastiske musikere. Så dygtige, så dygtige. Den nye besætning på de øvrige pladser, mon basguitaristen faktisk er ny? Glædede jeg mig til en aften med gang i den. det blev et 50 års. Jubilæum af meget høj karat. Jeg var glad og fornøjet, da jeg i den mærke og tomme nat spadserede tilbage til mit værelse for at falde i en dejlig søvn.
Nu er morgenmaden overstået, kufferten skal pakkes og en fødselsdag fejres. til sidst futter jeg tilbage til min egen rede, helt tilfreds med en pose gode oplevelser i bagagen. Eneste minus, er at jeg ikke fik hils på den yngste lillebroder, men så sender jeg ham nogle gode hilsner og et knus i tankerne.
Måske kan jeg lige præcis nå at kigge på Kunst inden jeg drager afsted. Jeg iler.

Grøntsagskoncert, champagne og gode møder

Tags

, ,

Han står her endnu Niels Ebbesøn og Rådhuset ligner sig selv.


Sov lidt længe, sengen er god og dynen formidabel. Sådan en vil jeg overveje at anskaffe mig. Det er luksus. Ellers synes jeg som sgt at dette stykke “Matador Randers” ikke helt svarer til mine snobbede forventninger om end festsalen endnu er ganske flot og de tilstødende gemakker fortsat er bemalede og elegante. De tre værelser: Kongeværelset, Art Deco og Det Franske Værelse fandt jeg en anelse kedelige. Men nu var der jo heller ikke dækket op med blomster og velkomstfrugt, jeg lånte bare en nøgle og kiggede ind. Til gengæld var der champagne til morgenmaden. Ikke at flasken var åben, men det blev den så da jeg bad om det. Sådan! Man leger vel ikke MAUD og så lader flasken stå.
Morgenturen endte i Helligåndshuset hvor der var Grøntsagskoncert med Randers Kammerorkester. Bragende godt og jeg nåede at få en stol at sidde på i det stuvende fulde lokale.
Tid til lidt shopping og indkøb af noget, jeg længe har udsat. Jeg gider normalt ikke købe tøj, fordi jeg hader at bruge tid i prøverum og se mit korpus i grøn eller blå belysning. Sjældent særlig opmuntrende.
Herligt møde med gammel skoleveninde på Jens Otto Krag. Ja, altså! Manden er for længst død, men her i byen glemmer man ikke så let en socialdemokrat. Sjovt sted, hvor vasketøjet hang til tørre i loftet – vi skulle tænke på arbejderhjem og baggårde. Dem har er været en del af her i byen. Nu er de fjernet og hele kvarterer forsvundet. Nogle af dem var ej heller egnede til menneskelig beboelse.
Sidst på eftermiddagen fik jeg besøgt niece og familie på Stjernevej. Og hvilket stjernested. Et smørhul med udsigt over dalen og byen. Virkelig lækkert.
Nu nærmer jeg mig aftenens sidste punkt, hvis jeg kan holde mig vågen så længe. Er fortsat ikke helt på toppen.