Tags
at miste sig selv i noget større, at rejse kan jo også være et misbrug og en måde at dulme sig på, at tillade sig at være og nyde, jeg fik livet og lever det så godt jeg kan
Som de fleste der læser eller har læst min blog, så ved de, at også jeg af og til slås med hvad meningen med livet mon er? Og den fornemmelse og tanke stikker endnu engang imellem hovedet frem. Som nu hvor jeg efter en samtale med en god ven blev mindet om det. Spørgsmålet ser nogle gange lidt forskellig ud. Det kan komme som: “Hvad er min berettigelse her på jorden”? Andre gange stopper jeg op og tænker: “Hvad er det lige jeg laver her?” Og endnu værre når jeg går i ring og får følelsen af, at jeg bare skal have tiden til at gå. Så at sige slår tiden ihejl. Det er en uhyggelig følelse af at dø, medens man endnu er i live.
Medens vi har arbejde og børn. Er forelskede og føler kærlighed til et andet menneske, giver det ofte sig selv. Det bliver meningen, men når man er udenfor arbejdsmarkedet. Børnene er voksne, har koner og kærester, egne børn og måske endda børnebørn og vi gamle bliver perifære. De rigtige venner falder fra af forskellige grunde, så kan spørgsmålet igen trænge sig på. Det er ikke fordi man glemmer man selv skal dø, at selve livet mister sin mening. Det kan bare være rigtig svært at finde sin berettigelse i denne dødens forgår. Når mennesker taler sådan til mig, forstår jeg dem godt. De er jo ikke utaknemmelige ofte tværtimod. Det kan blot være svært at se målet i tilværelsen. Tro på at man har en unik evne eller et specielt talent at give til andre og de har ikke lært, at de har lov til at være til – AT VÆRE.
Jeg hørte nogen i Globen i går aftes tale om deres rejsestatestik og fik den tanke, at også disse mennesker dulmer et og andet. Når rejserne blot bliver en knappenål på et kort hjemme i den stue, hvor de vender og pakker kufferten eller rygsækken til næste tur. På den anden side er der jo så mange forskellige former for misbrug, at dette rejseri også er på listen. Hvorfor ikke?
Heldigvis bliver jeg mere og mere taknemmelig og tænker, at når jeg nu har fået livet. Ovenikøbet på denne heldige plet på kloden, hvor krigen ikke raser, hvor jeg ikke skal se mine børn sulte og tørste ihjel. Hvor jeg som kvinde kan gøre som jeg vil og meget mere. Så er meningen, at jeg skal leve det liv, så godt jeg formår og jeg gør mig umage. Mit største savn er i virkeligheden selvforglemelsen. Der hvor man mister sig selv i en større sags tjeneste. Så trøster jeg mig med, at jeg har været der og jeg godt må nøjes med at være nu og nyde det. Det er mange af os blot ikke så gode til.