Tags
deadlines og evig perfektionisme, e-mails, kvalitetssikring og dokumentation tager livet af kernen i omsorg og ordentlig behandling, tilbage til latter og humor, vi er slaver af mobiltelefoner, vi må være mere lydhøre som professionelle, vores menneskelige og medmenneskelige system slår fra
Det er som sagt både interessant, vemodigt og skræmmende at rydde op sine reoler. Skræmmende som i dag, da jeg stødte på en lille bog skrevet af Joan Borysenko helt tilbage til 2001 om indre ro. Det skræmmende er at hun allerede i 2001 beskrev verden som støt mere travlt og mere kompliceret. Med flere tv-kanaler end der snart er øjne til at stirre på dem med. Internet med et hav an vinduer som æder folk levende. medier som konstant og alle vegne, der giver menneskene indtryk af at dyre biler, elektronisk legetøj, kostbare restaurationsbesøg er livsnødvendigheder og at mellem 70 og 90 procent af alle konsultationer hos alment praktiserende læger har at gøre med stress. I de 16 år der er gået siden, er det kun blevet værre. Og skønt det var USA hun beskrev tilstandene er vi i DK fulgt godt med. På hylden ovenover stødte jeg på bogen: Mit liv som patient, skrevet af Sonja Petersen. Sygeplejerske og patient gennem 3 år på flere forskellige danske sygehuse. Hun beskriver med sin professionelle baggrund om afmagt, ensomhed, skam og skyldfølelse gennem et langt sygdomsforløb. Om ventetider, faglig inkompetence om hvor tilfældigt det er om det enkelte menneske overlever kriser og sygdom i sundhedssystemet. Men også om hvorledes læger og sygeplejerskers lydhørhed og omsorg, kan betyde en verden til forskel for den enkelte. Tænk engang, hendes bog udkom i 1997 og nu 20 år efter, er de rædsler hun beskriver kun taget til i det danske sundhedsvæsen.
Det er virkelig skræmmende, men så meget desto vigtigere, at vi tager ansvaret for vores livskvalitet på os og også giver vores omsorg til dem der har færrest ressourcer fysisk og psykisk til at klarer sygdomsforløb og kriser.
Jeg kan ikke lade være at tænke på, at for 16 og 20 år siden var fokus rettet mod den voksne del af befolkningen. Nu begynder vi desværre også at kunne tale om stressede børn, der mistrives og vokser op med en elendig livskvalitet.
Hvor ville det være dejligt, hvis vi ville hjælpe hinanden med at vende den kurs vi sejler efter.