Tags
de første digitale julekort ankommer, En god begyndelse på december 2015, Flagermusen af Johann Strauss, i lufthavnen efter gæster - glæder mig, intet skidt er ikke godt for noget, minder fra Vietnam og Australien dukker op
Jeg har besluttet mig for at brevstemme på biblioteket, så er det overstået for jeg får gæster, der skal hentes i lufthavnen i dag og dermed hænderne fulde næsten indtil jeg selv rejser.
Det forhindrer dog ikke, at jeg hører radio om afstemningen og det er utroligt hvor dumme politikerne og journalisterne egentlig tror, vi vælgere er. Det tydeliggøres dog også på de spørgsmål og kommentarer der ringes ind. Men netop den behandling af os giver mistillid og lyst til at stemme nej. Måske lidt ud fra devisen, så ved vi hvad vi har og ikke det vi får. Det sidste er åbenbart ikke muligt, at få et ærligt svar.
Den første digitale julehilsen tikker ind. En god ven skal til Vietnam og Australien og fejre jul. Det giver mindelser om det år hvor vi sammen tog til Vietnam og videre til Australien for at fejre julen. En stor og god rejse.
Hvor har jeg egentlig oplevet rigtig mange lande siden 2002. Skønt mit liv dengang brød sammen og blev totalt ændret, må jeg sige, at jeg fik det positivt igen på rigtig mange nye måder. Siden er det blevet til mange ophold i julen og nytåret i fremmede lande. Ligesom i år. Ved nærmere eftertanke første gang jeg skal fejre julen i Spanien og oven i hatten kommer jeg til at opleve valget til parlamentet dernede. Det bliver spændende om Podemos kommer til at spille en afgørende rolle. Alle de traditionelle partier vil med næb og klør forsøge at forhindre det, men vi får se.
Solen lyser venligt på det helt lysende grønne græs. Det bliver en god modtagelse i lufthavnen i dette vejr. og velkomsten skal fejres i aften med at se Flagermusen opført af Thalia Teater Wien. En god start på december 2015.