Et lille kapitel er slut og der måtte tages afsked med Det Lille Hus i puebloen. Det har været rigtig, rigtig dejligt at bo der og det har været givende på opdagelsesfronten, dejligt at være sammen med den lille familie og nu at kunne kalde sig “forfatter” eller skribent i et offentlig medie. Helt uventet drejning.
Nu er alt pakket og eftermiddagen blev brugt til at fejre Mollys fire års fødselsdag med en lille veninde – en næsten tvilling. To alen ud af et stykke, som ikke kan undvære hinanden og som kan skændes så det flyver om ørene på en. Imidlertid var den lille Molly ikke på toppen, men hvid som et lagen og feberhed. ØV! Det bliver en lang og træls weekend, hvis ikke helbredet arter sig i de kommende dage.
Nu har jeg det selv sådan, at jeg godt gad have en tryllepind som betød at jeg kunne springe flyveturen over. Den gider jeg faktisk slet ikke. Pludselig føles det næsten uoverstigeligt at skulle rejse i timevis inden jeg kan sætte nøglen i døren og træde ind i egen entre`. Det er underligt lige som i gamle dage, hvor man kunne arbejde og arbejde, men den sidste uge før en ferie føltes meget lang og man fattede ikke, at man havde kunnet holde det hele ud så længe. Og havde ferien været en måned senere, ville man ikke have haft det sådan før en måned senere.