Sidste mode indenfor hospitalspåklædning.
I aftes forlod en patient, iført ovenstående beklædning, Hvidovre Hospital efter at have ventet 8 timer på at tale med et styk sundhedspersonale.
Det var mig og jeg gik hjem de 5-6 km i regnvejr i et rasende tempo, rystet over at se hvordan det står til indenfor murene i det danske hospitalssystem. Jeg var på kanten af at dehydrere og sulten som en ulv. Havde jeg opholdt mig på hospitalet meget længere, var jeg både eksploderet af raseri og besvimet for 2. gang på grund af mangel på væske og føde.
Men hvorfor dog indlade sig med det væsen. Jo, jeg havde været bloddonor om formiddagen.
Min transport består af at cykle frem og tilbage og på tilbagevejen, kunne jeg godt mærke at det gik lidt langsomt. Kvalmen steg.
Ind i Kvickly for at få fat i lidt mad og så var planen at komme hjem på fifaen med vand og føde indenfor rækkevide.
Men ak! så blev lyset slukket og jeg husker ikke mere, før jeg blev anråbt af en venlig, men meget bestemt ambulancemand, som gerne ville have alle mine personlige data for øjnene af den sammenstimlede flok nysgerrige.
Et par venlig helte fortalte – kunne jeg høre – at de havde forsøgt at brække min kæbe op, så jeg ikke skulle sluge min tunge. AV! for den – det kunne jeg mærke. Det er ikke anbefalelsesværdigt! Gør det ikke, hvis I står i samme situation.
Så havde jeg brækket al min æblejuice op og tisset i bukserne for øjnene af de lokale. Yndigt.
Nu kan jeg mærke, at jeg måske ikke lige har lyst til at handle i den butik, før mit ansigt går over i glemslen. I hvert fald vil jeg forklæde mig med solbriller og paryk de første gange, jeg går derover. Surt.
Der røg min venindefrokost – øv, øv og atter øv. Jeg havde sådan glædet mig.
Ba-bu, ba-bu! ind på hospitalet iført klistrede elektroder og en, to torden flere blodprøver i ører, i fingre og i arm. Var jeg ikke blevet tappet for blod, så blev jeg det nu.
Gennemhullet som en sig samtale med indlæggende sygeplejerske, som brugte adskillige minutter og mindst en halv time til at spørge om ligegyldige ting og skrive dem ind digitalt. Mig rørte hun ikke.
Ingen væske. Suk, hvor var jeg tørstig og havde ondt i skallen.
Vente, vente – så kom en læge lige før vagtskifte og spurgte om nøjagtig de samme ting som sygeplejersken. Hvor mon oplysningerne var blevet af, eller er det lettere at spørge igen end at læse det der er skrevet?
Hun ordinerede neurologisk undersøgelse og undersøgelse af hjertet. Tak det var da omsorgsfuldt og betryggende.
Men som timerne gik og jeg blev mere og mere tørstig, sulten, og utryg ved den behandling der foregik omkring mig, begyndte jeg efter 5 timer at spørge forbipaserende sygeplejersker og assistenter om der snart skete noget.
der havde ikke været nogen på stuen til at tjekke mig. De havde travlt bevares, men, men – de kunne da give en melding og de kunne da have fortalt hvor jeg fik et papkrus fra, så jeg kunne tage noget vand i vandhanen. Da jeg fik viklet mig ud af alle ledninger og drop fandt jeg min egen vandflaske i rygsækken.
En læge besøgte en herre i sengen ved siden af mig. Jeg blev dårlig da hun læste hans medicinseddel op: Insulin, hjertemagnyl, og 5-6 piller på latin, derefter kom noget mod depression, mod kvalme, mod svimmelhed o.v.s Hans sukkertal og insulin var i ubalance. Det tror fanden. Staklen var en omvandrende kemibombe og jeg tror ikke et eneste øjeblik på, at lægerne kan kontrollere virkninger og bivirkninger af så meget medicin i et fintfølende fysisk og kemisk værksted som en menneskekrop.
Prikken over i et var da en apopleksiramt kvinde blev bragt ind ved siden af mig og to assistenter diskuterede højlydt hen over den stakkels dame.
De havde ikke travlt og det tog evigheder før de blev enige med sig selv om, at der var neklekt m.v. og hun ikke kunne tale med dem. Hun var formentlig faldet, for hun skreg af smerte når de forsøgte at flytte på hende – kunne hun have en brækket arm, et hoftebrud eller? Men jeg turde ikke blande mig. Fejt?
Så kunne de ikke finde ud af at skrive i systemet og slet ikke finde ud af at finde damens indlæggelsesoplysinger.
Den dame dør eller får i værste tilfælde lov at vågne op med en rigtig grøntsag.
Nu var der gået 9 timer. Jeg rejste mig og tog mit våde, tissetøj på med undtagelse af de nydelige underhyller I ser afbilledet og hidkaldte en sygeplejerske til at pille mit drop ud af armen. De øvrige ting havde jeg selv afmonteret. Det ville han ikke og for ind på kommandocentralen. Så kom der gang i dem. Nu ville der komme en læge.
Ok, jeg er et tålmodigt menneske, ventede endnu en ½ time og jeg bad igen en om at løse mig fra mit drop. Nej, det kunne ikke lade sig gøre. Så begyndte jeg selv. “Du kommer alvorligt til skade, hvis du selv piller det af og det vil bløde voldsomt”, var svaret. “Pis med dig, så giv mig noget at tørre op med.” Nu var jeg gal.
Så kom lægen og undskyldte mange gange, men hun havde ikke fået bestilt undersøgelser endnu. Ville så gerne tale med en neurolog. Fint med mig, men om 10 min. er jeg gået. En halv time senere kom hun tilbage med et vis og vis min ….. Fint farvel og tak for denne gang.
Og så har jeg ikke omtalt beskidte toiletter, uden toiletbræt, dårlig kommunikation med andre patienter, privat snak hen over hovedet på patienterne. Og som sagt ingen vand, inden mad. Hvis man ikke er syg når man indlægges kan man med garanti hurtig blive det.