Tags
har det underligt med at være en klon af min mor, har gået en æresrunde, husker dengang jeg tog fejl af et foto, opholdet synger på sidste vers
Jeg blev faktisk meget forundret og mærkelig til mode, da en god ven forleden tog dette billede af mig. For da jeg så det, syntes jeg, at jeg var blevet en klon af min mor. Ikke sådan præcis så hun ud, for det er jo mig og så alligevel. Hele udstrålingen og trækkene er hendes. Jeg har oplevet det en gang før, for mange år siden, hvor jeg fik fremkaldt billeder fra en ferie på ødegården og forundret talte med børnene om, at jeg ikke huskede, at mormor havde været med på den ferie og så i mit regntøj. De døde af grin. Jeg kunne ikke kende mig selv og var overbevist om, at det var min mor jeg så. Men det var altså mig selv. Det er virkelig noget underligt noget, det der med at træk og væremåder og i nogle tilfælde udseende kan være så gennemførte fra generation til generation. Fra person til person.
Nu sidder jeg her søndag aften og kan mærke søvnen prikke bag øjenlågene. I morgen tager vi hul på den sidste uge op til juelaften. Jeg glæder mig sådan til ungerne kommer og samtidig er jeg fyldt med vemod, ved tanken om, at mit ø-eventyr snart er slut. Hvad skal der nu ske? Jeg fik lært rigtig meget om et hjørne af Danmark. Jeg blev lidt klogere på nogle ting hos mig selv. Hvordan bæres alt det positive videre og kan jeg fastholde det? Håber det. Vil arbejde på det. Vil forsøge ikke at glemme.
Det bliver svært at skilles fra de dejlige mennesker, som har gjort mit ophold her til en fantastisk unik og skøn tid. jeg er meget, meget taknemmelig for at have oplevet det.
I dag har jeg gået min “lange lokale tur”. Vinket sagt hej og god daw. Nyt synet af vand til begge sider. Igen beundret det bakkede terræn. Været fornøjet over smukt kvæg på markerne, der er helt grønne. Set de elegante heste græsse og fårene stå i en folk og masse sig sammen om en bunke hø. Hørt hønsene kagle. Kigget på alteret i kirken et stemningsfyldt øjeblik. Mon vi ses igen?