Falskhed og løgne

Jeg får næsten kvalme hver gang jeg åbner tv og hører repræsentanter for den nuværende regering fortælle om deres vækstpakke, hvor landets fattigste skal betale regningen for de lettelser der ydes dansk erhvervsliv. Det er totalt uforståeligt at velfungerende virksomheder skal have støtte i million og milliard klassen uden så meget som at love eller garantere en eneste ny dansk arbejdsplads. Når direktørerne strækker sig langt i retorikken, lover de at de nok ikke flytter ud af landet lige med det samme. Nej! hvem ville gøre det i et land hvor de får nye rabatter for at svine miljøet til, ikke skal betale så meget i skat og får lettere ved at få andre former for tilskud.
Imedens kan kontanthjælpsmodtagere, unge under uddannelse, sygedagpengemodtagere og folkepensionister se frem til reduktion i levevilkårene, skønt jeg slet ikke forstår hvordan de skal overleve. Ja, jeg forstår slet ikke hvordan vi som samfund kan finde på at behandle børn og unge – børn og unge hvis forældre rammes af stramningerne – den kommende arbejdskraft på en måde, hvor vi risikerer at de ikke vil kunne finde fodfæste på arbejdsmarkedet, hvis der altså kommer flere arbejdspladser.
Nogen troede måske at kontanthjælp, sygedagpenge, førtidspension og folkepension var opfundet af humanister og godhjertede mennesker. I kan godt tro om igen. Det har aldrig været tilfældet. Den form for lovgivning har oftest sin rod i beslutninger om hvorledes man som samfund ønsker at opbevare en for tiden ikke ønsket arbejdskraft, invalideret og skadet arbejdskraft eller forældet og nedslidt arbejdskraft. I hvertfald så længe vi endnu ikke blot skiller os af med den arbejdskraft, vi ikke for tiden kan finde anvendelse for.
Hvis politikerne rent faktisk havde interesse i og tro på, at samfundet DK i allernærmeste fremtid ville få glæde af en veluddannet og dygtig arbejdskraft, så ville de ikke forringe folkeskolen, ødelægge SU og være ligeglad med om erhvervslivet stillede praktikpladser til rådighed for erhvervsuddannelserne.
Hvis der virkelig var og blev mangel på arbejdskraft ville vi gøre hvad vi kunne for at bringe skadet og syg arbejdskraft på fode igen og hvis vi virkelig ønskede et samfund hvor goderne var mere ligelig fordelt ville vi ikke give til de rige og tage fra de fattige.
Os der frygtede, men dog håbede at en rød regering ville være bedre end en blå, må have fået beviser nok – det kan ikke blive værre. Dem der endnu kvier sig ved at vælte regeringen til fordel for en blå, måske ovenikøbet meget blå regering, kan ikke længere finde argumenter der kan overbevise os om det sande eller fornuftige ved at undelade at trække sin støtte.
Selv meninge socialdemonkrater må føle sig forrådt. SFèrne må føle sig totalt ført bag lyset af deres egne og Enhedslisten må omgående trække enhver form for redningsaktion for den nuværende regering tilbage. Der er intet tilbage at redde. Kun flere løgne at fortælle.

Reklamer

Mimoserne blomstre

Eftermiddagen bød på spadseretur med baby i klapvogn og hund i snor. Solen var varm og mimosetræerne blomstrede og duftede på skrænten, hvor det for mindre end et år siden var skovbrand. Stammerne er endnu sorte, men alt andet er grønt og i blomst.En mageløs natur. Ligenu er græsset også pænt højt og dækkker en masse af det affald som ligger smidt.
Vi har det snavset i Danmark, men det er intet i sammenligning med her hvor gammelt affald griser i naturen og udenfor alle haveejernes gitre.
Vi har også gode fortove i Danmark. Det er næsten umuligt at gå en ordentlig tur med en klapvogn. Man skal køre slalom mellem hulder og så smalle passager, og man må ud på gaden fordi ,fortovet fuldstændig hører op. Ingen cykelstier og trafikken er så farlig, at den ikke indbyder at til at sætte livet på spild. Jeg tør ikke tænke på handicappede i kørestol eller ældre og ganbesværede.
Det er et land hvor du selv er handicappet uden bil – ikke et nemt sted, at være mor og forældre til små børn sammenlignet med det jeg kender.
Til gengæld er udsigten meget smuk. Til den ene side blåt, blåt hav, til den anden side bjerge. Luften er klar og frisk, solen varm. Og det er frodigt i haverne med mange smukke blomster.
Nu sover hun for natten den lille prinsesse og vågner forhåbentlig mindre snottet i morgen tidlig. Jeg elsker hende og må på det mest intensive forsøge at nyde hende i de øjeblikke, jeg har mulighed for det. Det er langt væk at have et barnebarn og det er langt væk at have et barn.
Mon det var sådan min mor havde det, da jeg rejste til København fra Jylland for en menneskealder siden. Hun måtte også savne sine børnebørn og føle sig fortvivlende magtesløs ved tanken om, at der skete noget som hun gerne ville være tæt på.
Og så har jeg det enda nemmere end hun. Jeg kan sætte mig i en flyvemaskine og komme lige så hurtig frem, som hun kunne med rutebil og tog. Det havde hun ikke råd til ret tit de økonomiske tider var en anden og dog. Det kommer vist an på hvor i samfundet man er placeret. I aften kan jeg ihvertfald forstå, at en ny klapjagt er indledt på kontanthjælpen, som om de mennesker der modtager hjælpen er selvforskyldt og kan få sig et arbejde.
Livet er ikke altid en dans på roser.

Viljestyrke

Nu sidder jeg her og betragter en etårigs viljestyrke. Det vil sige når hun beslutter sig for ikke at spise mad eller nægter at spise en bestemt slags mad. Ikke syv vilde kan få hende til at ændre mening. På samme måde når der er ting hun vil lave eller ihvertfald ikke lave. Det hedder vist også beslutningsdygtig – en efterspurgt kompetence, efter sigende. Jo, hende kører ingen om hjørner med, hun styrer selv.
Og charmerende er hun, et fantastik filurblik kan hun sende lige midt i et nyt eksperiment: “Går det? Kigger de voksne? Er der positiv feed back? Lige nu kommer hun ind i stuen med sin mors sko, de skal prøves, et farligt stunt for man kan vælte og slå sig. Desværre er konsekvenser ikke noget der hører med i planlægningen. Her lærer vi – forhåbentlig – by doing. Lydene skal også afprøves. Høje frydesskrig, lyde der er nye og som der skal lyttes på. Enkelte ord som ingen andre end mor forstår. Kropssproget er derimod ikke til at tage fejl af, hvis man vil eller ikke vil noget.
Mange ting har jeg glemt og noget dukker op i hukommelsen igen om ens egne børn og deres udvikling.
En lille fin frøken er hun, så smuk og yndig – heldigt at være mormor til hende.
Det bliver spændende at få lov til at følge hende i fremtiden. En stor gave.
Tiden går så hurtig og jeg undres over hvor hurtig mine 2 andre børnebørn er vokset til og er blevet unge mennesker, den ene så småt på vej til at blive medlem af gymnasieungdommen, den anden teenager korpset. Deres forældre har også hænderne fulde.
Som mormor har man mest fornøjelserne og tilladelse til igen at se børnefilm, endnu engang komme i teater med de små, til afdansningsbal og meget mere.
Føler mig heldig.

Der er håb endnu

Lige midt i min afmagt om verden og dens tilstand, læser jeg til min store fornøjelse om en gruppe unge mennesker som mødes i dag for at holde et seminar og forsøge at få politikerne i tale om den aktuelle krises dybde og rækkevide. De ønsker omstilling og har flere forslag til handlinger. Baggrunden for deres initiativ er bekymringen for ressourceoverforbrug og klimaforandringer. For økonomisk krise og arbejdsløshed. Og for fremtiden.
De unge mennesker er fagligt og videnmæssigt klædt godt på, når de peger på at det ikke kun er menneskearten, men alt liv på jorden der er truet. De tænker på menneskets overlevelse og forklarer, at hvis der ikke sker noget nu, vil mange af de sociale mekanismer, hvor uligheden vokser, og rigdommen bliver koncentreret på meget få mennesker, blive forstærket, og det vil føre til fare for fremtidens generationer.
I praksis gør de også selv noget ved sagen. Cykler konsekvent, tager ikke lange bade, går i genbrugstøj, klarer sig uden iPhone – vidste du at det koster ca. 50 kg. affald at producere en mobiltelefon? – sorterer deres affald og meget mere. Samtidig ved de godt at de ikke alene kan redde verden med deres daglige livsførsel og forsøger derfor at gøre sagen til et politisk emne. Tak for det.
Og imedens kan alle vi andre jo begynde at leve efter samme model. Jeg køber økologisk, ikke for min egen personlige sundheds skyld, men i et håb om at det er godt for dyrene og for den jord, jeg ønsker for mine børn og børnebørn. Jeg cykler også næsten konsekvent og bruger genbrugstøj og har en fandens dårlig samvittighed hver gang jeg spænder sikkerhedsbæltet i en flyvemaskine. Fordi jeg godt ved hvor meget en flyvetur på et par timer forurener.
Dejligt at vide, at unge mennesker af i dag kan og tør åbne munden og forlange forandringer.
Jeg vil gætte på at Danmarks grønne tænketank CONCITO og Information som er vært for de unges seminar, vil kunne oplyse mere.

Peer Gynt

Jeg holder utrolig meget af at gå i teater og min glæde over fantastiske, fantasifulde kulisser, lyd og lys er mindst lige så stor som over selve skuespillet der præsenteres.
I går aftes havde jeg så, sammen med en god veninde, den fornøjelse at opleve Peer Gynt off-piste på Riddersalen. Henrik Ibsens også i dag vedkommende og tankevækkende stykke.
Rosa Sand Michelsen, Ole Håndsbæk Christensen og Kristian Joensen giver den gas og formåer at holde publikum aktiveret og fanget i de ca. 2 timer stykket varer. Kostumerne er nærmest Anne Marie Helger værdie. Specielt når vi kommer til egnsdragterne eller nationaldragterne med kyser broderet med halve ræve, fugleunger og masser af blanke skeer. Det er egentlig utrolig hvor mange mennesker der skal samarbejde for at få et fælles produkt ud over rampen.
Flot gået.
Vidste I, at man kan blive medlem af Riddersalens støtteforening? Se http://www.riddersalen.dk. Det er en god ide at bevare det gamle teater, som har spillet siden 1914, da hele Allegade var fyldt med forlystelser for de mange borgere der drog udenfor Københavns Volde i gamle dage. Meget spændende historie.
Måske skulle jeg også lige minde om, at Jytte Abildstrøm næste år fylder 80 og Daimi fylder 70 og teatret fylder 100. Hold øje med om det ikke ender med et brag af et festligt et eller andet.
4. april er der iøvrigt et interview med Jytte Abildstrøm derude og den 2. maj spiller og fortæller Daimi og Cliff Gentle om et liv i showbizz.
Rigtig god fornøjelse.

Nye urimeligheder.

Nu sidder jeg her og kigger ud af mine nypudsede vinduer. Verden udenfor ser så ren og fin ud. Der er sol bag de hvide skyer og på husmuren i det fjerne. Smuk formiddag og egentlig stemmer den til at skrive noget rart, noget opmuntrende og positivt og ikke desto mindre er det der optager mig en stor urimelighed og uretfærdighed mod mennesker, som har det skidt på alle måder.
Problemet er alle disse skilsmisse advokater som tjener tykt på folks ulykke og skilsmisse. Når det optager mig, er det fordi jeg de seneste 2 år har haft flere ulykkelige skilsmisser tæt inde på livet. I går mødtes jeg med en kvinde som for snart to år siden forlod sin alkoholiserede mand efter et langt ægteskab og 2 børn.Da hun endelig tog sig sammen og gik , havde hun ondt af ham og tilbød ham at blive boende til huset var solgt, så skulle hun nok være den der fandt et sted at bo i mellemtiden og han kunne få ro til at se sig om.Hun tilbød sågar at hjælpe ham økonomisk, selvom han tjente flere penge end hun.Hun troede på, at de i forståelse kunne opløse ægteskabet og hun i det mindste kunne skabe en ny og sundere tilværelse for sig og sine børn.
Det skulle hun aldrig havde gjort. Hans alkohol paranoide verden udfoldelde sig i had og ondskab med et eneste formål at ramme hende, at han gjorde det gennem børnene generede ham ikke. Hun måtte gå til advokat, nu snart to år efter er der endnu ikke sket en skid i forhold til bodelingen. Dette på trods af at advokaten ved det allerførste møde sagde: “Den sag skal hurtigst muligt for skiferetten.” Jeg var med og hørte det selv.Først ville manden ikke sælge. Så ville han ikke han ikke vælge ejendomsmægler. Så satte han prisen på huset så højt at det ikke kunne sælges. Da en køber viste sig og faktisk – tænk sig i tider som disse – ville købe huset, afslog han. Hun er magtesløs og hjælpeløs. Økonomisk fallit og psykisk så tyndslidt, at det er et spørgsmål om tid før hun bryder sammen. Hvad har advokaten gjort? sendt en regning på snart 60.000 kr. For hvad? Ved nærmere eftersyn pæne breve til mandens advokat, men kun når kvinden har rykket for at der skulle ske noget.
Det er ikke den eneste sag, jeg har oplevet på den måde. Klienten skal rykke advokaten konstant og det koster. Skal selv levere materiale i form af papirer, beskrivelser, dagbognotater – det slider. Skal selv stille de rigtige spørgsmål og det koster også.
Hvad fanden er det for noget. Hvorfor skal advokater tjene tykt på folks ulykke på denne urimelige måde. Et hvilket som helst andet sted ville man have kvalitet og hurtig service for sine penge. Nu er de stakkels skilsmisse ramte i en dobbelt klemme.
Man burde gøre noget. Kan det virkelig passe at advokatrådet synes det er ok? Kan man ikke klage over den form for vejledning og behandling? Skulle man få aviserne til at undersøge sagen? Jeg mener der er ca. 60.000 skilsmisser i DK om året. Hvis advokaterne behandler bare 50% af sagerne med denne langsommelighed og til den pris er der tale om store summer, tjent på folks ulykke.
Hvordan kan vi som samfund synes det er ok at det skal være så dyrt og besværligt at blive skilt? Ingen har godt af disse lange, frygtelige forløb som ødelægger voksne som børn og som kun skaber bitterhed og økonomisk deroute.
Det er da fuldstændig urimeligt.

Uhyggeligt

Er det sådan vi ender? I går sad jeg med avisen og gad ikke læse om den nye Lov om Offentlighed og ændringerne i Sygedagpengeloven. I gamle dage ville jeg have analyseret de nye ændringer, pillet dem fra hinanden og påpeget skævhederne og dem det helt givet går udover. Nu orker jeg ikke engang at sætte mig ind i det nye og endnu mindre at råbe op. Besparelser og forringelser af mulighederne til de mennesker der har allermest brug for støtte og hjælp, har været og er så massive, at det er umuligt at dæmme op.Jeg er træt af røde politikere som bruger sparekniven endnu ivrigere end de blå gjorde. Og så vil de lettelser i selskabsskatterne på trods af store overskud – sker der dog aldrig nogle grundlæggende forandringer i det her samfund? Nej! vel ikke hvis alle som jeg til sidst kryber i læ og prøver at hytte mit eget skind. Hvor er det trist og uhyggeligt.
Jeg tænker på en mand, jeg engang underviste på en Daghøjskole. Han havde været enorm rig og mistet alt. Det han ejede var en plastikpose med ganske få ejendele. Da han begyndte på skolen, havde han ikke engang et sted at bo. Til de øvrige kursisters overraskelse fortalte han, at han var glad og følte sig fri. “Nu skal jeg ikke bruge hele dagen og natten på at passe på mit flotte hus, mine dyre biler, mine mange penge o.v.s Man bliver så bange for at miste noget, jo mere man ejer – nu kan jeg ikke miste mere og jeg skal ikke mere bruge energi på at passe på noget som helst. Det er en stor befrielse.”
Er det det der er sket? At vi har fået en stor middelklasse som går og passer på alt de de har fået raget til sig. Mig inklusiv. At vi totalt er ligeglad med solidaritet og sammenhold. At vi lader fanden hytte de sidste også skønt det kunne være os selv om et øjeblik. Eller det kunne være vores børn eller børnebørn.
Når jeg er feberfri og hosten har forladt mig, vil jeg måske alligevel læse de lovforslag igennem.

Indbagt is!

Jeg har altid undret mig over at man kan lave indbagt is – altså putte is i en varm ovn, ganske vist med noget udenom, men alligevel. Imidlertid er det sådan jeg føler mig, som en indbagt is. Hamrende varm udenpå 39,7 og som et isbjerg indeni. Kan slet ikke få varmen.
Er ukampdygtig og sølle. Kvalme hver gang jeg rejser mig og angst for at falde, fordi det hele drejer rundt. Og så skal jeg bare være frisk til på lørdag, hvor turen går til Spanien for at besøge barn og barnebarn og dem vil jeg meget nødig smitte.
Og så er jeg enda priviligeriet. Nu er jeg alene og det er helt lige meget hvor mange hulder jeg glor i loftet og om jeg sover eller døser det meste af tiden. Jeg kan hoste hele natten uden at tage hensyn til nogen. Kan I huske da vi havde små børn, som uanset mors tilstand skulle bades, have mad, puttes og have læst historie?
Og min gode, seje veninde, som er igang med sin anden kemo, piver ikke. Det er bare så sejt klaret. Så jeg må tage mig sammen og finde en dyne mere at kaste hen over mit indre isbjerg.
Kaster lige et blik ud af vinduet og ser de sorte træer danne mønstre på en meget smuk himmel, lyseblå foroven med et skær af rødt, mørke blå skyer forneden. Mon der er sne i dem? Det er helt klar blevet lysere og dagene allerede længere. Min afdøde veninde Marianne ville have frydet sig. Hun holdt øje med timer og minutter i den allermørkeste tid og kunne på fingrene fortælle dagens længe.Hun kunne finde på at ringe og opmuntrende sige, nu er dagen tiltaget med x antal minutter. Glæde dig! Og det gjorde vi så sammen.

Batterierne er flade!

I Markesch besøgte jeg en drogstore, en moderne heksedoktor-butik, som solgte alt fra krydderier til “naturlig” viagra. Jeg fik som gave en grøn læbestift og når man laver en streg i sin hånd vil der blive en rød linie, selvom læbestiften er grøn. Den røde linie vil afsløre om dine batterier er flade eller fyldt med energi.Jeg har lige afprøvet læbestiften, en meget, meget lyserød streg viser sig. Det stemmer med at jeg føler mig fuldstændig flad, høj feber og en elendig hoste – lungebetændelse? Øv, øv og atter øv. Jeg har ikke tid til at være syg. Skal rejse igen og ha` købt en hel liste ind af ting og sager som datter og barnebarn mangler i det spanske. Skal have hentet vasketøj i kælderen og burde også vaske sengetøj og gøre rent inden jeg rejser igen. Drikker ingefær the med citron og honning – gid den fæle hoste vil holde op. Det er så anstrengende og må være irriterende for andre at høre på.
Giver op og går i seng igen med alle de ulæste aviser. Øv! havde ellers set frem til at skrive en spændende rejsebeskrivelse fra Marokko. I må vente.

Blå knogler.

Tags

billeder

Jeg har ikke blåt blod i årene, men blå knogler – sådan føltes det ihvertfald undervejs i Marokkos øde bjerge, når jeg lå i mit lille telt og skulle sove i -5 til -8 grader i en sovepose som var alt for tynd i alt for lidt tøj.
Når det er sagt var det en fantastisk rejse i et landskab, man kun kan opleve til fods, her er ingen veje. Jeg har været tilbage i en tid, som jeg næppe troede endnu eksisterede så tæt på mit egen verden.
Bjergene, gammel havbund, lå om morgenen, når lyset kom, badet i forskellige skygger. Så kom solen langsomt og farvede det hele gyldent. Der var is på det vandfad i vaskede hænder og øjne i om morgenen. Ellers blev vi overhovedet ikke vaskede. Jeg gik og sov i det samme tøj i 9 dage og jeg kan ikke beskrive, hvor skønt det var t få mit første brusebad i Markech i forgårs aftes. Håret blev vasket selvom vandet efter danske forhold var koldt og jeg blev som ny. Hvor vi dog burde være taknemmelig for rent vand. Og hvor vi dog burde passe godt på det vand, vi har.
Nu er jeg atter hjemme og har fået et langt brusebad og en lækker middag. En af dagene vil jeg bede Sara hjælpe mig med at lægge billeder ind, så det bliver lettere at fortælle om en sej tur. Den koldeste jeg endnu har været på.
For mit indre øje ser jeg endnu de golde bjerge, de små sorte prikker som var gedeflokke, vi af og til stødte på. En vild hund og en hyrde på en bjergtop, stødte vi også på. Stendiger der skulle beskytte normaderne når de gjorde holdt dukkede øde og forladte op.
De fantastiske farver i keramikken i Markech. Tørklæder og tæpper vævet i vidunderlige farver af naturens egne planter.
Jeg undres over at være så heldig, at være født her hvor jeg er. Hvor har vi meget at være taknemmelig for og hvor vi dog burde være mere venligsindede mod dem der lever så fattigt som det er tilfældet i Marokko.
Dette korte skrift blot for at sige jeg er her endnu og der kommer mere.