Godt nytår og lad os være nærværende og ordentlige i det nye år

Tags

dronningens tale var lige i øjet, jeg savner frisk luft og smukke himle, lad os ønske nørværd og ordentlighed i 2019, min bedste nytåraften ever på Valdemars Slot

Skål fra min bedste nytårsaften ever.

I år skal jeg være alene – selvvalgt – nytårsaften, men i sidste øjeblik besluttede jeg at suse i teater og se: Livet- hvor svært kan det være?. Et dejligt stykke med bobler og kransekage.

Men jeg blev ganske forskrækket over turen til byen og kontrasterne til Ærø stod igen klart for mig. På Ærø sidder folk ikke i bussen med ledninger ud af ørene og lommerne og har tabt hovedet ned på brystet. Nej, de taler sammen. Hilser goddag og smiler eller nikker. Af og til bliver det en rigtig sludder. I S-toget rejser zombier med stenansigter og på fortovene går folk ind i hinanden fordi de glor ned i deres skærm.

Og hvor jeg dog ser snavset. Alle fortovsfliser er fyldt med tyggegummiklatter, skraldespandene bugner og flyder over. Det blæser med skidt, plastik og papir. Og så lugter der af friture, dårlig luft og udstødning. Jeg savner den friske lufte, den smukke himmel og de  rene landeveje og fortove i de små byer.

Jeg savner det nærværd jeg oplevede og så landede jeg til Dronningens Nytårstale og HURRA, hvor var den god. Den passede så godt på det der sker. Og kunne vi ikke sammen beslutte, at være rigtig ordentlige og nærværende i det nye år.

Ville finde et nytårsbillede, men havde kun det gamle her fra 2012. Min bedste nytårsaften ever. Jeg fik lov at gøre mig smuk og befinde mig i smukke omgivelser. Spise lækker mad og drikke bobler og allerbedst danse hele natten.

Ved hjemkomsten her i aften holdt brandbilerne her. En raket var fløjet ind på en altan og lavet ildebrand. Der var ingen hjemme, så det tog fat i en fart. Brandfolkene var dog effektive og fik det slukket i en fart. Nu vil jeg tænde for aftensmaden og hygge med TV. det er ikke ofte det sker.

Godaften til jer alle.

Reklamer

Farvel Ærø og tusind tak for denne gode oplevelse.

Tags

hjemme igen og ser og mærker kontraterne, jeg kan falde til andre steder, jeg lærte noget og blev integreret, mindst fire iøjnefaldende forskelle, nytårsfortsæt: RYD OP

Tak for en helt igennem dejlig oplevelse. Ærø er og bliver i mit hjerte.

I formiddag gik Elton og jeg en sidste tur til stranden og fik hvisket et farvel til den smukke ø og dens gode mennesker. Det er så interessant, at her i et lille øsamfund langt far mange af de kendte ting, har jeg følt mig så socialt velkommen og integreret og i et med den smukke natur.

Det der slår mig allermest ved hjemkomsten er alt det “ragelse” jeg har proppet ind i min lejlighed. Her føles for trangt i forhold til de meget få ting jeg nu har levet med i 4 måneder. Jeg tror et nytårsforsæt skal være at rydde op igen. Jeg ville ønske jeg kun ejede 70 ting. Jeg har jo ikke savnet noget af det, der står her og fylder skabe og skuffer.

Noget andet der slår mig, er dyngen af blade, information og jeg skal komme efter dig. Jeg har mest lyst til at smide det hele ud. Jeg har jo levet vidunderligt uden og alligevel tynges jeg næsten allerede, af at jeg burde læse dit og dat. Og forholde mig til det.

Så er her så lyst alle vegne. Jeg kan ikke se mine stjerner og dem savner jeg. Her er gadelys og vindueslys så langt øjet rækker. På Ærø kunne jeg næsten ikke finde ud af at sætte nøglen i låsen, så sort var det efter kl. 17.00.

Og sidst, men ikke mindst – sikken en larm her er. Det er ikke blot fyrværkeri, der larmer. Jeg kan høre mennesker, tog og biler. I aftes da Elton var puttet kunne jeg af og til høre køleskabet dryppe under afrimningen – eller intet.

Der er altså nogle kontraster, som jeg vil forsøge at huske, for jeg tror kun jeg opdager forskellene, fordi jeg har været borte fra min hule og nu behøver jeg aldrig mere være bekymret for om jeg kan falde til et andet sted. Det kan jeg. det kan jeg mærke dybt ind.

 

Sårende kritik.

Tags

har haft juletravlt, jeg tænker naturligvis over kommentaren, kritiske bemærkninger til min blog, opgiver ikke lige i øjeblikket at skrive, sur mand

Endnu et lånt billede fra “min” landsby.

Som en julehilsen modtog jeg nedenstående mail, som mine læsere naturligvis ikke skal skånes for.  Det er imidlertid ikke på grund af den, at jeg har undladt at være på bloggen, jeg har ganske enkelt haft hænderne og hovedet fyldt med julegæster og alt det der hører med. Træthed og behov for at tænke mig om.

Når det er sagt, har jeg da også tænkt meget over den noget sårende beskrivelse af min aktivitet her på bloggen. Jeg tror ikke, at jeg fra begyndelsen gav udtryk for, at e mit liv er et glansbillede, kun at tvinge mig selv til, at tage ja-hatten på så ofte som mulig og det naturligvis er helt op til læserne selv om man vil læse med.

Jeg skriver, fordi jeg ikke kan lade være. Den meget kritiske person, har endda foreslået på et tidspunkt, hvor han ikke var sur på mig, at jeg samlede mine blogs i en bog, hvilket jeg bestemt ikke har intentioner om. Når jeg sætter kommentaren på, er det for at vise, at jeg ikke udelukkende får likes og positive tilbagemeldinger.

“Sjælden har jeg oplevet en blogger, som i DEN grad er sin egen spindoktor. Dine indlæg vil med garanti få rigtig mange læsere til at føle, at de lever et kedeligt liv, og at alt det spændende og interessante foregår andre steder. Som i mange andre Facebook-opslag, men hos dig i ekstrem grad. ”Nye gæster kommer”. ”Jeg  bobler af glæde”. Har du tænkt over, at rigtig mange af dine bloggere spejler sig i dine beskrivelser af dit tilsyneladende perfekte, lykkelige liv på Ærø selv om du i mange af dine skrivende stunder med garanti har det ad helvede til? 

Så er der dine naive kommentarer til den korrupte og uretfærdige verden. Jeg er generelt enig med dig i dine politiske holdninger, men niveauet i dine beskrivelser ligger tæt på en teenagers utilfredshed eller i bedste fald tæt på en dansk stil hos en gymnasieelev.”

Hånden på hjertet jeg er ikke teenager, men gammel og utilfreds og ville sikkert ikke få høje karakterer, hvis jeg afleverede mine blogindlæg som en stil i gymnasiet. Sådan er der så meget.

 

 

Dagens korteste dag er lagt bag os.

Tags

det vrimlede med nisser på torvet, jeg ønsker mig til jul, juleoptog i Ærøskøbing, nye politikere der er ordentlige

På torvet vrimlede det med nisser i alle størrelser og tykkelser.

De sidste dage op til jul, medens butikkerne endnu har åbent holder der i Ærøskøbing nisseoptog. Både børn og voksne er flinke til at møde op i rød hue og flere i fint nissekostume. Først kom der nogle ryttere, men de blev væk for mig? Hestevognen blev hurtig fyldt op med børn, der fik en herlig tur rundt i de smukt pyntede gader. Bagefter var der dans og sang om juletræet på torvet og slik til børnene. En rigtig hyggelig tradition.

Den fine lille nissekone kender jeg. Hun elsker at klæde sig ud og optræde.

Min ledsager og jeg sprang juledansen over og drak kaffe på Købmandsgården. Måske mit sidste besøg i denne omgang. Der var som sædvanlig godt besøgt af mange lokale som havde fået samme ide som os. De sidste indkøb blev gjort og så hjem i en susende fart for at få nogle af forberedelserne fra døren, inden det helt store rykind.

Nu tror jeg så også godt det kan blive jul. Har vi glemt noget kan det ikke være vigtigt og helt sikkert noget vi kan leve uden. De få gaver er pakket ind i avispapir. gavepapir er så giftigt og skørt lavet, at det ikke engang må komme i papircontaineren. Det er sørme klimauvenligt. Også i højtiderne bør vi handle lidt mere med omtanke og lade handling følge ord.

Så hører jeg, at mange stakkels fjernvarmekunder får en kæmperegning næste år. Det er så urimeligt det der sker omkring følerne af Dong salg, som vel er årsagen til, at man blev tvunget til naturgas og siden ikke havde styr på priserne. De fattigste kommer ikke blot til at sulte i vores land, de kommer også til at fryse, har måske ikke råd til at blive vasket, lave mad og vaske tøj, hvis vand forurenes og prisen stiger på det. Måske sælges vandet til private kapitalfonde, som egenrådigt kan bestemme prisen.

Sikke nogle dumme julegaver at få. Bare folk dog vil huske det til det kommende valg. Ikke at det bliver nemt at finde nogle at stemme på, men det bliver helt nødvendigt at stemme nej til DF og blå blok og S, og SF dur heller ikke til meget.

Tænk om vi kunne få nogle helt nye, ordentlige mennesker at stemme på, som vi kunne have tillid til. det ønsker jeg mig til jul.

Romantiker og misbruger af fyldte chokolader

Tags

holder frikvarter fra alt det ond, hvad er det der sker i mine medmennesker?, hvor er min prins på den hvide hest?, jeg er romantiker og elsker fyldte chokolader, jeg forstår det ikke

Denne smukke buket glæder mig hver gang jeg kigger ind i min stue.

Forkælet bliver jeg og takker for det. I øjeblikket kan jeg, hver gang jeg kigger ind i stuen, nyde synet af denne smukke og julerøde buket på mit bord. Og så må jeg med hånden på hjertet indrømme, at jeg er en slem misbruger af fyldte  chokolader. I langt tid prøver jeg, at ignorere den lækre æske. Jeg åbner ikke sløjfen og kom alligevel til det i dag. Det skulle jeg ALDRIG have gjort. Kun smage et stykke og så et til og…… Det var ren romanblad. Medens jeg pløjede igennem Lucinda Riley`s Syv Søstre, ind imellem med tårer løbende ned af kinderne, og munden fyldt med chokolade, drømte jeg om endnu engang, at møde en skøn prins på en hvid hest. Ok i min alder, er glansen sikkert også gået af prinserne og klatre op på en hest er sikker utopi. ØV! Altså.

Godt jeg var inviteret ud og kunne glemme savnet og sorgen efter den eneste ene og i stedet for hygge mig med skønne, politiske mennesker. Spise dejlig tapas og skylle efter med god vin. Livet er ikke det værste man har – heller ikke som single.

Men det kræver at der ind imellem holdes frikvarter fra alle de sørgelige kendsgerninger om hvor samfundet er på vej hen og min undren over, at mine medmennesker stemmer på de partier vi har i DK, der over en kam – næsten – er fremmedfjendske til det hadefulde og onde. Partier som er ligeglad med at kloden ødelægges, bare de kan få lov at holde på deres taburet. Tænk, at man lukker op for sin vandhane og drikker foruret vand og alligevel stemmer på politikere, der tillader landmænd at sprøjte gift næsten direkte i grundvandet. Det er da mærkeligt. Jeg må  undres over, at der blandt mine naboer er mennesker der i fuldt alvor, synes det er ok, at sende unge og børn tilbage til krigsområder, at skille mødre fra små børn, at beslutte at børn skal leve i lejre i Danmark uden ordentlig psykisk og fysisk sundhed og skolegang. Jeg er bare et stort spørgsmålstegn. Hvordan kan det gå til?

Arbejder hårdt for at den sidste finale skal blive god.

Tags

en fod er på vej tilbage til mit gamle hjem, jeg bliver trist ved tanken om hvad hurtige penge kan gøre, pas på det særlige, synd med sommerhuse på denne unikke ø

Fra et slarafenland for børn og voksne. En butik som jeg bare lige skal kigge i hver gang jeg runder Ærøskøbing.

For hver dag der går i hastigt tempo, prøver jeg, at skabe den rigtige finale og julefest med familien, inden mit eventyr på den smukke og gæstfrie ø er slut. Nu er en del af rengøringen klaret og således også mange indkøb, men en del må af gode grunde udsættes til sidste øjeblik for, at være frisk og lækker.

Tandlægebesøg, bestilling af vinduespudser og barnepigeaftaler fortæller sit klare sprog om, at jeg allerede har en fod på vej tilbage. Og det autentiske og det der gør øen til noget helt specielt, får også i disse dage nogle skår. Man vedtager bygning af min. 58 sommerhuse i noget af den mest fantastiske natur herovre. Alt kan ske, blot nogle kan få hurtige penge i kassen. Sommerhusfolket vil desværre næppe blive, det man drømmer om: en integreret del af øens befolkning. Det ville have været smartere – min mening – at sælge de mange tomme gamle huse og få dem renoveret til brug for tilflyttere og sommergæster. Det ville samtidig pynte på landbyer og byer . Og de ønskede skattekroner får man sikkert heller ikke ud af det i længden. Så måske er den dejlige ø under forvandling og vil være et andet sted når og hvis jeg skulle komme her tilbage.

Det er så trist, så trist, at det næsten kan lægge en dæmper på mit julehumør.

De sidste bøger skal læses færdige og afleveres på biblioteket, de sidste besøg aflægges og jeg skulle også gerne lige nå, at opleve det store nisseoptog i Ærøskøbing, som er en af de helt store traditioner omkring juletid. Allerede nu går voksne såvel som børn med nissehue i byen. Det er morsomt synes jeg og overvejer også, at anskaffe mig en.

 

 

 

Er en grusom historie ved at gentage sig?

Nordens bedst bevarede fattiggård – Danmarks Forsorgsmuseum ligger i Svendborg.

Her i helvedes forgård levede de fattige og uværdigt trængende helt op til begyndelsen af 70èrne. Jeg gøs medens jeg gik rundt. For godt nok genlød murene af uretfærdighed og et kummerligt liv, men jeg ser så tydeligt sammenhængnen med de interneringslejre som vi i dag burer mennesker inde i. Den vold, de ydmygelser og uretfærdigheder der blev begået mod børn, kvinder, psykiske syge og såkaldte “dovne” og fordrukne fattiglemmer for blot 60-70 år siden, gentager vi i dangens Danmark, hvis vi tør se det. Lejre ligger afsides, rædslerne holdes skjult for den almene befolkning – hvor er det ondt og uhyggeligt. Papes forslag om at putte 10 årige i fængsel matcher fuldstændig fortidens måde, at behandle børn på. At det først og fremmest er flygtningebørn, der står forrest i tildeling af rædslerne og skal leve i fattigdommen gør det ikke bedre.

Jeg har tilbragt dagen i Svendborg, hvor jeg også ville gense Den Røde Højskole, hvor jeg i begyndelsen af 70èrne underviste og hvor også min ældste datter – dengang 2-3 år gammel – var med i “revolutionens” fortrop. Det var en dejlig tid, for der var ligesom håb om, at fremtiden skulle blive bedre. Vi følte loyalitet og sammenhold. Vi sang de røde sange og kæmpede for en ordentlig social- og arbejdsmarkedspolitik.

Et lille tilbageblik og en følelse af ægte menneskenværd, oplevede jeg også i aftes, da rigtig mange skønne mennesker fra øen gæstede mit hjem med mad og drikke og en herlig kvinde spillede på sin harmonika, medens vi sang de gamle sange. Min dybeste taknemmelighed over denne gestus, et kærligt farvel og et velment på gensyn. Så rørende og menneskevarmt. Jeg har faktisk ikke ord for alle de følelser, der strømmer igennem mig, som tak for denne aften.

Og jeg spørger mig selv, hvordan kan det være, at vi er nogen som er så heldige og lykkelige, at få sådanne oplevelser, medens andre må døje så meget ondt?

 

Når man bliver en klon af sin mor.

Tags

har det underligt med at være en klon af min mor, har gået en æresrunde, husker dengang jeg tog fejl af et foto, opholdet synger på sidste vers

Det er ikke lige til præcis at sætte fingeren på hvad det er der gør det, men jeg ligner min mor nu.

Jeg blev faktisk meget forundret og mærkelig til mode, da en god ven forleden tog dette billede af mig. For da jeg så det, syntes jeg, at jeg var blevet en klon af min mor. Ikke sådan præcis så hun ud, for det er jo mig og så alligevel. Hele udstrålingen og trækkene er hendes. Jeg har oplevet det en gang før, for mange år siden, hvor jeg fik fremkaldt billeder fra en ferie på ødegården og forundret talte med børnene om, at jeg ikke huskede, at mormor havde været med på den ferie og så i mit regntøj. De døde af grin. Jeg kunne ikke kende mig selv og var overbevist om, at det var min mor jeg så. Men det var altså mig selv. Det er virkelig noget underligt noget, det der med at træk og væremåder og i nogle tilfælde udseende kan være så gennemførte fra generation til generation. Fra person til person.

Nu sidder jeg her søndag aften og kan mærke søvnen prikke bag øjenlågene. I morgen tager vi hul på den sidste uge op til juelaften. Jeg glæder mig sådan til ungerne kommer og samtidig er jeg fyldt med vemod, ved tanken om, at mit ø-eventyr snart er slut. Hvad skal der nu ske? Jeg fik lært rigtig meget om et hjørne af Danmark. Jeg blev lidt klogere på nogle ting hos mig selv. Hvordan bæres alt det positive videre og kan jeg fastholde det? Håber det. Vil arbejde på det. Vil forsøge ikke at glemme.

Det bliver svært at skilles fra de dejlige mennesker, som har gjort mit ophold her til en fantastisk unik og skøn tid. jeg er meget, meget taknemmelig for at have oplevet det.

I dag har jeg gået min “lange lokale tur”. Vinket sagt hej og god daw. Nyt synet af vand til begge sider. Igen beundret det bakkede terræn. Været fornøjet over smukt kvæg på markerne, der er helt grønne. Set de elegante heste græsse og fårene stå i en folk og masse sig sammen om en bunke hø. Hørt hønsene kagle. Kigget på alteret i kirken et stemningsfyldt øjeblik. Mon vi ses igen?

 

Radius eller ingenting – vi er sat ud af spillet

Tags

det hjælper ikke, forlængelsen af salget af DONG, politikerne vasker hænder, privatkapital køber vores elforsyning, vi kan skrige og græde

På Ærø har julemanden hugget bussen til Søby. Det er nemmere end brug af kanen.

Vi bliver mere og mere afhængig af el, stort set kan intet lade sig gøre uden. Og hvad sker der så? Ejeren af mere end en million forbrugeres elforsyning Ørsted – det tidligere Dong Energy – er ved at sælge hele molevitten, uden vi kan foretage os noget som helst. Vi risikerer at vores el bliver dyrere, for aldrig har vi i historien set, at private kapitalister ikke vil tjene deres penge ved købet ind og helst meget mere til. den danske tradition med at vi selv som forbrugere og andelshavere eller medlemmer styrede vores virksomhed til gav for fællesskabet er en saga blot.

Politikerne vasker hænder: Det er topledelsen der tager beslutningen om salget og til hvem. Ikke et ord om, at de samme politikere der i sin tid solgte DONG og i september 2015 gjorde Dong Energy til et børsnoteret selskab, der har skabt denne mulighed. Sagen skal ikke engang forelægges Folketinget. Vi er på røven venner. Vi kan skrige, vi kan skråle ingenting hjælper. Som jeg tidligere har peget på frygter jeg for at det danske grundvand også ender på private kapitalisters hænder. De skal bestemme om vi skal tørste eller måske drikke stærk forurenet vand. Og så mangler der kun salg og ejerskab af den luft vi indånder.

Alt hvad der sker i fremtiden vil kræve el og energi, ellers kan vi intet foretage os og vil være totalt hægtet af samfundet. Ingen rettigheder udover retten til at lægge os til at dø – nå, nej. Det skal sikkert også koste. Om ikke andet så pålægges de eventuelle pårørende vel en afgift for fjernelse af liget.

Det er så forfærdeligt og trist, at jeg kunne tude.

Det får jeg ikke noget ud af og jeg vil i mellemtiden og indtil videre glæde mig over, at vi her på Ærø finder overskud og charme i hverdagen. Som i dag da jeg skulle med bussen hjem fra svømmehallen. Tænk det var selveste julemanden, som sad ved rattet. Glad vinkende til de måbende modkørende, hvor folk var ved at trille ud af bilerne af fornøjelse.

Jespers Bus og dens mange chauffører er nogle herlige guttermænd. Har endnu ikke set en kvinde ved rattet i busserne herovre. HM!

Hvad sker der nu – lille du?

Tags

er satelittjenesterne gået juleamok?, julekalendermystik, mon Trump er blevet ven på bloggen?, spionerer USA min blog?

Den smukke og aktive Gamle Købmandsgård i Ærøskøbing under forvandling.

Pulsen, hjerteslaget i Ærøskøbing`s midte er og bliver Den Gamle Købmandsgård. Vil jeg varmes såvel indvendig som udvendig smutter jeg ind i den skønne og hyggelige “krostue”. Her kan man nyde bryllupsgæster hygge sig med frokost og middag. Lokale som ligge skal have en god kop kaffe og som har pcèn underarmen, så de ikke går glip af et stykke arbejde. Lokale veninder som hygger og snakker. Mennesker som kommer og går for at købe lækre julegaver. Råvarerne er gode og maden lækker. Betjeningen så søde, at jeg næsten betragter dem som mine venner. Det er som, at træde ind i sin dagligstue og nikke glad til højre og venstre. Seneste gæst sendt med bussen hjem og jeg kan trække vejret frit og være mig selv i mine egne sære snirkler et øjeblik.

Der småpakkes, gøres lidt rent hist og pist. Det er svært at komme i gang sådan for alvor. Vil helst ikke rigtig tage tyren ved hornene, på den anden side er beslutningen nu truffet og det ene ben allerede på vej i en helt anden retning. Hvad skal jeg trøste mig selv med, eller stille op som nye mål for 2019? Ikke helt enig, men det skyldes i høj grad min dovenskab. Der er kommet en vis træghed ind i billedet, måske lidt ø-bo mentalitet.

Og hvad sker der så lige med antallet af læsere på bloggen. Der er mere end 360 læsere på en dag. Går den amerikanske spiontjeneste juleamok og hvem er Hongkong SAR. Dem har jeg ikke tidligere stødt på. De andre lande som jeg kan se har læsere på bloggen matcher meget godt antallet af de venner og bekendte jeg har ude i verden – bortset fra USA. Hvor der dog er få, men trofaste læsere. Men over 100 – det kan vist ikke passe. Så skulle hel det danske samfund derovre have koblet sig på, men mon dog? Og Trump himself er det næppe.

Julekalendermystik.