Tags
dagbog som et redskab til uvikling, dagbogen kan skabe reflektion, flere burde skrive dagbog, gøre jeg de samme dumheder igen og igen?, måske skulle vi gøre som i Italien, oplevelserne kan hjælpe en til at forstå
I gamle dage skrev jeg mine hemmeligheder i min dagbog og havde lås på den. I dag poster jeg mine tanker på bloggen, hvor alle kan se det. Jeg har aldrig læst min første hemmelige dagbøger igen. Synes der er noget som hindrer mig. Skammen over hvad jeg tænkte og skrev dengang? Jeg læser også sjældent min blog og har glemt rigtig meget af hvad jeg har skrevet. Jeg skammer mig blot ikke over hvad jeg skriver, tænker og mener mere. Mine små hverdagsbetragtninger er med til at skabe mening med det der sker i mit liv og må gerne være til inspiration og refleksion for andre.
Vores verden er i evig forandring. Alting går så stærkt. Rigtig meget foregår på overfladen, vi kommer ikke så meget i dybden mere. Når dagbogen skrives i “hemmelighed” kan man let forfalde til at forblive i sit eget hjernespind. Når det offentliggøres risikerer man at få en reaktion fra andre om hvordan de opfatter og oplever verden og det kan også skabe refleksion hos mig.
Forsker i Livshistorier Marianne Horsdal fortæller at 42% af danskerne på et tidspunkt i deres liv har skrevet dagbog. 34% af kvinderne og 64% af mændene har aldrig skevet dagbog og har heller ikke et ønske om det.
I Italien har man lavet et nationalt dagbogsarkiv, hvor man kan indlevere sin egen eller sine slægtninges dagbøger. I Italien udvælger man hvert år nogle af de bedste dagbøger og lader uddrag af dem læse op af skuespillere. Den bedste bliver kåret og udgivet som bog.
Jeg har lige lagt Maria Hellebergs bog, Kvinderne fra Thy fra mig. Her er tonen fra 1800 ramt på kornet omkring kvinderne og deres liv i Thy. jeg tror ikke det har kunnet lade sig gøre uden efterladte breve, fotos, fortællinger og måske dagbogsnotater.
At skrive om eget oplevet liv, at turde sætte tanker og følelser i forbindelse hermed, tror jeg kan fremme forståelse for andre, for andre menneskers skæbne og liv på tværs af generationer og kulturer.
Tænk blot på et enkelt lille billede af et flygtninge barn som graves frem af ruinerne. Dette lille barn bliver til et lille menneske. Ellers taler vi om flygtning og krigsofre som en usynlig hob og ikke som mennesker med hver deres unikke skæbne og liv.