Tags
forfatter James Baldwin og instruktør Raoul Peck, I am not your negro - se den, kan vi behandle andre mennesker sådan uden selv at være et monster, racismen i USA i efterkrigtiden og paraleller til vores land
Torsdag aften i Danmarks hovedstad, i et rigt land i en rig by, går jeg forbi adskillige hjemløse som ligger i nicher, på risten ved Tivoli, ved oplyste facader til byen butikker. De ligger med et tyndt underlag på den kolde og våde stenbro. Nogle af stikker en mager arm ud og raler træt og opgivende med et papbøger med småmønter. Jeg ser dem, jeg ved hvorfor de ligger i lyset. Det modvirker overfald, slag og spark og røveri af deres småpenge. Men ikke altid.
Jeg er ved at sunke ned i et sort hul af skam over den brutalitet og hjerteløshed vi viser de hjemløse og tiggerne. De er jo ikke bare de hjemløse. De er mennesker. På samme måde som de borger der er på overføselsindkomster uanset om det er kontanthjælp, pension, sygedagpenge eller ingenting.
Er den danske selvforståelse således, at de allesammen er selvforskyldte i nød. Kan vi blive ved med at lukke øjnene for, at det ikke kuner et spørgsmål om hvad der sker med “dem”, men med os alle med Danmark. Hvad er vi for et land? Hvad er vi efterhånden for et folk?
Kan vi blive ved med at leve i uvidenhed, følelsesløshed og apati uden selv at blive et kynisk monster? Vi bærer alle et ansvar og angsten for selv at komme i den sorte gryde, er ikke et godt nok alibi til fortsat at se stiltiende til. At lade som om vi ikke ser det, der sker.
I aften da jeg så Paoul Pecks og James Baldwins film: I am not your negro om efterkrigtidens racisme i USA, kan jeg ikke lade være med at drage en direkte paralel til den racisme vi udfolder især overfor muslimer i vores land.
James Baldwin siger et sted i filmen, at han ikke ved hvad vi skal gøre, men vi må prøve noget vi aldrig har prøvet før. Og så føjer han til: “Jeg kan ikke være pessimist, for jeg er i live”. Baggrunden er det gennemvoldelige land han bor i USA. Jeg kunne måske sige: “Jeg er ikke pessimist, for jeg er endnu ikke nødsaget til at tigge på gaden.”