Tags
at være afterlønner og pensionist., Det er ikke så ringe, Gemmer livet det bedste til sidst?, Har glemt min præstationsangst, Smiler og er glad
Opdagede at jeg på vej hjem fra dans gik med et stort smil på ansigtet. Blev opmærksom på det, da flere forbipasserende smilede og nikkede til mig og jeg tænkte hvad er der los? Jeg må have set smittende glad ud. Det indre har kunnet ses på det ydre – jeg er virkelig i godt humør og glad når jeg har danset.
Og jeg er stolt, fordi jeg kan mærke vores herlige lille, tykke danselærerinde er meget tilfreds med mig og min indsats.
I begyndelsen tror jeg, hun tænkte: “Ak, hvad skal det dog ikke ende med?” “Konen bliver jo rent til grin her på holdet”. Men nu er hun glad, jeg danser med hold 1,2, 3 og 4. De to sidste hold er de hold som danser opvisning og nu kan jeg se, at jeg ikke er den eneste tumpe der flagrer rundt. Nu kan jeg følge med. Men det dejligste er dog, at jeg er glad, nyder det og er fuldstændig ligeglad med om det er superkorrekt. Jeg danser bare og det er fedt. Det er sjældent, at jeg kan lade min præsentationsangst forsvinde og bare give den gas – fedt.
Næste mandag er min sidste dansedag. Det kommer jeg virkelig til at savne. Når man står der og stamper i gulvet bliver man tømt for alle aggressioner, sorger og bekymringer – der er kun plads til at flytte fødderne og det i en vis fart.
Det hjælper også, at jeg kan sige lidt til damerne nu og forstå noget af det de siger til mig. I dag blev jeg inviteret til at sidde sammen med dem og blev tilbudt kaffe. Følelsen af at komme nærmere et fællesskab er rigtig fin. Jeg bliver meget taknemmelig og ydmyg og tænker meget over, at det jeg oplever her, er det samme som mange indvandre og flygtningene oplever i Danmark. Det er ikke ringe at blive mindet om sådanne oplevelser på egen krop.
Lektierne er lavet til spanskundervisningen i morgen og nu er det nærmest blot at hoppe i køjen og læse lidt.
At læse før jeg skal sove er den rene luksus i min optik. Jeg har endnu ikke glemt de mange år, hvor jeg faldt i søvn før hovedet nåede puden af træthed eller jeg fik dårlig samvittighed , fordi jeg vidste jeg skulle tidlig op og ville være træt, hvis jeg lå og læste sent om aftenen eller natten.
En af kvinderne som jeg danser med fortalte mig, at hun har arbejdet som stewardesse i 35 år og nu har trukket sig tilbage. Hun nyder hver eneste dag og alt det hun nu kan gøre og deltage i. Ting hun altid har været afskåret fra.
Jeg er enig. Det er ikke så ringe endda, at være på efterløn eller pensionist.
Måske gemmer livet alligevel det bedste til sidst?