Tags
en by fyldt med farverige huse, Ilulissat er den 3. største by med 4500 indbyggere og berømt fordi den liller ved isfjorden., Kællingekløften hvor gamle koner forsvandt, Knud Rasmussens fødehjem, tågen lægger sig igen over landskabet
Meget træt af gårsdagens sene flyveture og forsøg på at få et værelse at sove i, gik dagens første tur i Ilulissat til Knud Rasmussens fødehjem, der nu er museum. Bagefter skulle jeg lige tjekke julemandens postkasse og kane ud. det havde jeg lovet Molly.
Tågen overtog igen byen og det småregnede, men alligevel besluttede vi, nogle stykker at spadsere ud til Kællingekløften. Det hedder den fordi beretningerne fortæller, at hvis der ikke var mad nok i bygden om vinteren gik de gamle koner ud til kløften og sprang ud – måske skulle nogle have et lille puf. På den måde belastede de ikke fællesskabet og flere havde mulighed for at overleve strenge tider.
Det var en meget smukt tur og angiveligt lå der meget gamle bopladser under mulden på vej til kløften, der nu er UNESCO Verdensarv. Desværre lå tågen igen tykt og sigtbarheden gjorde synes af de store og smukke isbjerge i fjorden lidt vanskelig at få fuldt udbytte af.
Det var her i det lidt kedelige vejr, at jeg i den grad savnede kontakt til og samtale med indbyggerne. Jeg hører nemlig ikke til den type som synes det er fedt at fare rundt i forskellige butikker og købe de samme suvenir. Til gengæld gik jeg en tur i Brugsen og konstaterede, at man sælger den helt samme kedelige føde som hos os og næsten til samme pris. Og dog en flaske vand kostede kr. 17. Det var dyrt i et land fyldt med is. Men vandet i Ilulissat fylder deres vand med klor og det smager ikke særlig godt. Så vidt jeg ved fylder de lokale deres vandflasker ved ferskvandshuller, dem fandt jeg blot ikke inde i byen.
Jeg sluttede dagen ved et besøg ved byens ene kirke og nød udsigten og lydene af isbjerge der støder sammen eller kælver i det fjerne. Her var også udsigt til byens hospital, der er rødt. Hospitaler er normalt gule, kirker blå og folks huse i alle farver.